Anmeldelse: Suffløren, Folketeatret

Af Emil Møller Christensen

 

Vi venter spændt på, at forestillingen skal begynde, men der sker intet. I damesiden foran scenen kan vi se suffløren. Han undrer sig. Til sidst må han selv springe til. Han er ikke meget for det. Som han indledende fortæller, har han ikke meget at sige. Det viser sig dog at være det modsatte.

For suffløren har et rigt indre liv. Der er plads til mange og store refleksioner, når man i sit daglige virke er henvist til en plads, hvor man skal være stille og observerende. Inderst inde kan han slet ikke lade være med at optræde, for han har set så meget, at han om nogen med sin erfaring kan virkeliggøre livet på et teater for os. Han kender til fingerspidserne skuespillerne og instruktørernes karakteristika: Deres særheder, skøre måder at tolke roller på og deres fine fornemmelser.Suffløren 4 [1600x1200]

 

Med sin store forestillingssans viser suffløren os daglige situationer fra teatret, fra prøverne og skaber nogle af de kendteste scener fra teaterlitteraturen, stilbevidst spillet af Preben Kristensen, der i opsætningen fejrer sit 40 års skuespillerjubilæum.

Preben Kristensen indleder forestillingen i en afdæmpet spillestil, hvor han ikke lægger an med nogen egentlig ”teaterstemme”, men derimod i højere grad spiller med sin egen stemme. Kristensen beriger de forskellige roller, suffløren spiller for os, med mange nuancerede lag, hvor livet på teatret og sufflørens egen virkelighed smelter sammen, for teatret er blevet sufflørens eneste virkelighed.

At suffløren udlever sine drømme og opfører klassikerne, fører til nogle skift, der både virker afvekslende og forfriskende for rytmen og tempoet i stykket, som kommer lidt for stille fra start. Stykkets begyndelse fortaber sig, hvor tempoet kunne være højere. Vi skal lidt tættere på suffløren. Det samme gør sig gældende for Preben Kristensen. Han skal lige ind i universet – og det kommer både han og publikum.Suffløren 1 [1600x1200]

Når Kristensen spiller de forskellige roller, får han lejlighed til at vise publikum sin enorme sikkerhed på scenen, en sikkerhed i at kunne tegne forskellige karakterer og sindsstemninger, så det virker ægte. Han viser os sit værd, som den betydelige karakterskuespiller han er. Til bløde jazztoner danser han med en stol. Vi ler, for det har både en sødme, men også en ironisk distance til den ensomhed, som bor i hovedpersonen. Kristensen har både sufflørens vemod og enspændernatur i sig, men han forsøger også at trodse det, for håbet om at kunne vise at man er noget stort, selvom man kun er sufflør, lever stærkt.

Suffløren 5 [1600x1200]

Tilfældigt er det nok ikke, at valget er faldet på dette stykke af svenske Andreas T. Olsson i Niels Brunses danske oversættelse. Såvel stykkets sufflør som Kristensen har et langt og rigt arbejdsliv i scenekunsten til fælles, men det virker til, at stykkets tekst kun bevæger sig på et tilforladeligt og til tider uskyldigt plan. For selvom teksten indeholder både sårbarhed og ulykkelighed over for det morsomme, så får man fornemmelsen af, at teksten bliver inde for samme ramme: Den underholdende komedie.

Jeg kunne godt have ønsket, at teksten i højere grad havde turde sprænge sin egen præmis og bringe hovedpersonen ud i nye følelsesregistre og vise en råhed, en dysterhed og en sårbarhed, der netop var renset for at være kun en underholdende komedie. Her kunne jeg forestille mig, Preben Kristensen i højere grad vil kunne spille på en kraft af voldsomhed og frustration uden et afdæmpet filter, som er tilfældet i Suffløren.

Suffløren 2 [1600x1200]

I forestillingens anden halvdel virker det som, at stykket kunne have haft mere end én slutning. Historien forekommer at afrundes på et tidspunkt. Det er lidt synd for forestillingen, fordi det bryder kontinuiteten og flowet i stykkets rytme.

Opsætningen udmærker sig som en klassisk komedie i en moderne virkelighed med reference til både Ipads og Ikea. Med en præcision i spillet får vi serveret de glæder og frustrationer og op- og nedture, som livet byder som sufflør. Netop den klassiske solokomedie inviterer skuespilleren til at vise, hvilken særlig egenskab, det er at kunne spille en forestilling alene. Og det kan Preben Kristensen. Styrken har han. Som solist og karakterskuespiller.

 

Folketeatret, Hippodromen, Nørregade 39, 1165 København K

Spilleperiode: 15. februar-25. marts 2018

Set den 15. februar 2018

Fotos: Thomas Petri 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.folketeatret.dk/shows/suffloeren/

Medvirkende: Preben Kristensen

Dramatiker: Andreas T. Olsson

Oversættelse: Niels Brunse

Iscenesætter: Jacob Schjødt

Scenograf: Søren Glad

Lysdesign: Lars Schou

Lyddesign: Jakob Ramskov-Pørtner

Sufflør: Line Lillegaard Staustrup

Varighed: 1 time og 17 minutter uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Sne, Blomster, Fjer & Fisk, Teater Får302

Af Jonathan Stahlschmidt, gæsteanmelder   Hvis du ikke har råd til LSD, og hvis ...

Anmeldelse: Opvisning i lavt selvværd, Sort/Hvid

Af Christian Skovgaard Hansen   Sort/Hvids forestilling ’Opvisning i lavt selvværd’ er en forestillingen ...