Anmeldelse: Suite of TOUCH, Dansehallerne

Anmeldelse: Suite of TOUCH, Dansehallerne

Af Amalie Sloth de Fine Licht

 

”Berøring er lige så vigtig for overlevelse som vejrtrækningen”. Et lidt overdrevent udsagn måske, men er der noget om det? ’Suite of TOUCH’ er en forestilling for dig, der vil gå på opdagelse i berøringens og bevægelsernes univers.

 

Foto_Thomas_Petri6

 

I ’Suite of TOUCH’ bliver publikum inviteret op på scenen og danner rammen for dansernes bevægelser. 7 internationale dansere indtager scenen, imens 3 musikere akkompagnerer på barokinstrumenterne viola de gamba, theorbe og cembalo. Således mødes to tidsaldre i sammenstødet mellem den moderne dans og de barokke original instrumenter.

 

Gulvet er hvidt, tøjet er hvidt, og i kontrast står den mangefarvede hud tilbage; berøringsfladen, og det er her forestillingen tager sit udgangspunkt.

 

De 7 dansere er ældre end den gennemsnitlige udøvende danser. Folder, ar og tatoveringer fortæller om brugte, men langt fra trætte kroppe.

 

Foto_Thomas_Petri

 

Skiftende ro og uro sætter impulser i gang, imens huden udforskes og undersøges. For berøring er ikke bare en fysisk handling, men ladet med intentioner og følelser. Et slag, et kærtegn eller en seksuel berøring har samme udgangspunkt, men vidt forskellig effekt.

 

Forestillingen er ikke bundet til år 2015, men spiller på eviggyldige tematikker: menneskets seksualitet, drift, behov og relation til andre.

 

’Suite of TOUCH’ er ikke et aktionbrag af vilde bevægelser eller flotte kostumer, men er til gengæld en poetisk rejse gennem menneskets følesans. Har du tålmodighed til at læne dig tilbage og skærpe sanserne, vil jeg varmt anbefale denne næsten meditative oplevelse.

 

 

 

Moderne danseforestilling

Dansehallerne, Store Carl, Pasteursvej 20, 1778 København

 

Spiller indtil 4. oktober 2015

 

Spilledato: 24. september 2015

Fotos: Thomas Petri

 

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:

http://www.dansehallerne.dk/forestilling/suite-of-touch/

 

Trailer: https://vimeo.com/135666296

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *