Anmeldelse: T-ERROR, Teater Får302 (gæstespil)

Af Ea Melissa Christiansen

 

Når man griner, er der ikke noget at være bange for.

Undrer du dig også over, hvem der ejer den sorte jakke ude i gangen? Ønsker du det bedste for dit barn? Lader du problemerne overskygge? Oplever du åndenød, frygter du skyderier, ønsker du din frihed, frygter du bomber, føler du dig fanatisk, lader du angsten ophobe sig, er du rædselsslagen? Slapper du nogensinde af?!

På Teater Får302 spiller forestillingen og to-persons-revyen T-ERROR, som udfordrer dig til at stå ansigt til ansigt med din angst.

T-ERROR-MG_3609 [1600x1200]

Vi befinder os i en lille intimscene, der ikke er kvadratisk men med finurlige former fra den gamle Københavnerbygning, som Teater Får302 bor i. Der står en masse stole langs siderne og i midten er placeret et lille bord, som ligner kaffebordet på en arbejdsplads. Lyset tændes, vi ser to skikkelser lyst op bagfra, men vi ved ikke, hvem det er. De gør ikke noget. De står der bare og stirrer på os og en kort voiceover går i gang. Musikken er som taget ud fra en krimi og snart kommer skikkelserne ind på scenen. Lyset tændes og… Pyha. De var ikke farlige. Det var jo bare skuespillerne.

Forestillingen rummer en masse lange, komiske, makabre og frygtindgydende monologer, såvel som sketches baseret på folkelig angst i terrorens navn. Vi kommer rundt om alt fra trivselsgrupper i forældregrupper til Halloween og Manden med leen samt Manden med proptrækkeren til sexhistorier og små fine satiriske breaks med vrikkende hofter, forførende stemmer og småkagespisning.

NY_T-ERROE_image_bill_NY_1920x1080 [1600x1200]

”Nogle døre skal man ikke lukke op. Nogle bøger skal man ikke læse, og nogle historier skal man ikke fortælle!”

Christine Gjerulff og Mikkel Reenberg er hylende morsomme, og de sår undervejs en masse frygt ind i dig! Du kan aldrig være sikker på, om næste scene indeholder grin eller skrig via chokmomenter, som de formår at inkorporere undervejs.

Jeg husker især monologen om forældreparret, der får amputeret lemmerne hos (og senere hen aflivet) deres lille barn, så det ikke kommer til at slå sig. Ligeså dialogerne om analsex med børneorm og sangen ”Elly var bange for døden”, som mindede mig om Det Brune Punktum og deres ”Jeg trives bedst med hvide mennesker”. Under sangen bliver der danset og trommet – med låget fra en kagedåse.

De sætter fokus på alt fra fysisk til psykisk terror og åbner op for fantasien; den fantasi, som i barndommen bildte dig ind, at du blev forfulgt af monstre. De snakker direkte til dig og jeg følte mig både som en del af trivselsgruppen såvel som en del af deres fantastiske latterkursus, hvor vi lærer den (måske absurde) lektie: ”Når man griner, er der ikke noget at være bange for”. For det hjælper jo helt vildt meget at grine sin frygt væk, når din datter er ved at hænge sig selv, eller du er ved at blive pløkket ned af en fucking mand med en gun.

T-ERROR-MG_3531 [1600x1200]

Christine Gjerulff og Mikkel Reenberg er et godt match på scenen. De supplerer hinanden rigtig godt, om det så er i scener, hvor de spiller et par, eller om de er i totterne på hinanden, i kampen om hvem der er mest offer. De bliver røde i hovedet af angst, de har blodårer i panden, mens de griner, og jeg er fan af deres små koreografier, hvor de rykker lidt med hoften, når de skal være charmerende. Det fungerer simpelthen sublimt, og jeg håber at opleve mere med dem sammen i fremtiden.

Under monologerne, rumsterede ”den inaktive” tit rundt iklædt en maske, hvilket sommetider virkede forstyrrende. Det er ikke et must, at begge hele tiden skal være aktive. Det fungerede, når der blev rykket rundt på rekvisitterne, men jeg kunne f.eks. ikke koncentrere mig om halvdelen af ”Manden med proptrækkeren”, når Christine Gjerulff stod i baggrunden med kaninører på, og fløj rundt med en fugl. Jeg forstår godt budskabet med ”at være en fri fugl”, men det virkede som dobbeltkonfekt. Dette skete flere gange. Desuden fandt jeg det distraherende, at maskerne var så forskellige. Jeg fokuserede tit på, hvad de blev brugt til, eller om de overhovedet blev brugt, frem for at lytte til hvad der blev sagt. Det er super ærgerligt.

T-ERROR-MG_3722 [1600x1200]

Forestillingen var yderst samfundsrelevant til nutidens frygt om alt fra terror til børnepasning og sex. Til gengæld forstår jeg ikke hvorfor instruktør Kamilla Bach Mortensen har valgt at lade alle scener være en kende langtrukne. Det fungerer optimalt i pinlige sketches, så man sidder og strammer baller, som så man ”Klovn” live, eller når en sketch skal bygges op fra at være hyggelig, til at blive ekstremt angstprovokerende. Men når det gælder alle scener, savner jeg som publikum noget variation, i det ellers meget varierede stykke i forhold til emner, hvor skuespillerne ydede deres ultimative bedste.

Er du til makabre historier om frygten for det ukendte, spiddet til med en masse nervepirrende setups og grinebiddende charmende inputs, er T-ERROR lige noget for dig.

 

Gæstespil

Teater Får302, Toldbodgade 6-8, 1253 København K 

Spilleperiode: 8. februar-3. marts 2018

Set den 9. februar 2018 

Foto: Thomas Cato

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.faar302.dk/forestilling/t-error-2/

Medvirkende: Christine Gjerulff og Mikkel Reenberg

Efter idé af: Mikkel Reenberg

Instruktør: Kamilla Bach Mortensen

Dramatiker: Line Mørkeby og Andreas Garfield

Komponist: Tomas W. Raae

Scenograf: Freia Cecilie Krog

Lysdesigner: Egil Barclay Høgenni Hansen

Lyddesigner: Jes Theede

Varighed: 1 time og 15 minutter uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads