Anmeldelse: The Book of Mormon, Det Ny Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Anderledes. Og modig. Det er de to ord, der først kommer til en ved Det Ny Teaters opsætning af The Book of Mormon. Forestillingen er væsentlig anderledes end de klassiske musicals, som vi tidligere har set på Det Ny Teater. Og modig fordi den tør gøre dybt grin med religionen.

DNT - The Book of Mormon 1/2018

Musicalen fra 2011 er skabt af Trey Parker og Matt Stone, der skabte serien ”South Park”, som er kendt for sine små buttede figurer og sit bramfrie sprog, satire og sorte humor, der gør grin med en bred vifte af emner. De går ofte til stregen, men tider også frækt og frejdigt over den. Her tilsat referencer til ”Star Wars” og ”Monty Python”. Denne gang er det mormonerne og deres tro og hellige bog, der tages under kærlig behandling – og med held!

Vi følger to unge missionærer, Price og Cunningham, fra Salt Lake City. De sendes til en fjern landsby i Uganda, for at missionere og udbrede kendskabet til mormonernes bog. De to missionærer, er hinandens modsætninger, og de har et forskruet billede af, hvad Afrika er. De tror, at det er som i ”Løvernes Konge”, men da de ankommer til Uganda, viser virkeligheden sig noget anderledes. Cunninghams tendens til konstant at pynte på sandheden bringer snart dem begge i vanskeligheder, og ikke alt går som forventet – men mon ikke, at det hele alligevel ender godt!DNT - The Book of Mormon 1/2018

Instruktør Kasper Holten holder fornemt styr på historien og tropperne, så det hele forløber planmæssigt og næsten – unaturligt for historien – harmonisk. Han tør tage ordentligt fat i teksten og omsætte de politisk ukorrekte tekster til scenen.

Steffen Aarfings scenografi er flot og gennemtænkt, og særligt scenen med Prices drøm om helvede er fornemt lavet. Price svæver rundt i helvede, mens de røde djævle vil gøre ham livet hedt. Wauw! Tilsat den fantastiske musik i orkestergraven er rammerne godt sat.

DNT - The Book of Mormon 1/2018

Forestillingen er solgt på Silas Holsts navn, og nogen nærmere præsentation er næppe nødvendig. Han er stadig en fantastisk danser, og han leverer en fin og sikker, men næsten for pæn præstation som Ældste Price, hvor han med kraft kommer ud over scenekanten.

Men den store stjerne i forestillingen er Carsten Svendsen som Ældste Cunnigham. Han er uddannet ved Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2006 og har herefter i årrække været ved Aalborg Teater. Siden er turen gået til blandt andet Vendsyssel Teater (Niels Klim, 2017) og i revy-Danmark og altså nu på Det Ny Teater – indtil videre for tredje gang. Han har en fantastisk sangstemme og et stort komisk talent, hvor han med samme vid og elegance mestrer alle facetterne, både som naiv, nørdet og kærlig og ikke mindst i sidste ende også som helten.DNT - The Book of Mormon 1/2018

Lea Thiim Harder er charmerende som den først tvivlende, men siden førstdøbte Nabulungi (som af Cunningham til stor morskab bliver udstyret med stort alle andre navne begyndende med N…). Det store ensemble gør også en stor og frisk indsats, både den store flok missionærer og beboerne i landsbyen i Uganda.

Spørgsmålet er så, hvilken tro der er den rigtige. Når missionærerne er ude og trykker på ringeklokken, er der ingen vaklen i troen. Men hvad så, hvis det hele ikke går, som man forventer? Hvilken tro og hvilken religiøs bog er det mon, man skal leve efter? Se The Book of Mormon og få (måske) svaret!

Udover al satiren og den sorte humor har forestillingen også nogen lidt dybere emner, som også er værd at tage med hjem. Venskab – for som Cunningham siger: ”Jeg er der for dig!” – at turde gøre oprør, kærlighed, sammenhold trods forskelligheder og at skulle mande sig op og gøre noget, som man ikke turde tro, at man kunne. Forestillingen er derfor meget mere end alene en satirisk, sort og respektløs musical.DNT - The Book of Mormon 1/2018

Forestillingen præsenteres på teatrets hjemmeside som ”[e]n grænseoverskridende, respektløs og uanstændigt morsom forestilling.” Med det sagt, er den eneste større indvending ved Det Ny Teaters opsætning, at selvom den er hamrende upolitisk korrekt, så kunne den sagtens have tålt at være lidt mere over stregen. Krænkelserne er til tider næsten for pæne… Men når det er sagt, er det stadig en fantastisk forestilling, som både er grinagtig og velspillet.

På denne premiereaften stod de rigtige mormoner under buen i passagen mellem Vesterbrogade og Gammel Kongevej og uddelte Mormonernes bog. Skulle lysten opstå, er det nu muligt ved selvsyn at læse bogen!

 

Det Ny Teater, Gammel Kongevej 29, 1610 København V

Spilleperiode: 25. januar-13. maj 2018

Set den 25. januar 2018

Foto: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.detnyteater.dk/the-book-of-mormon/

Medvirkende: Silas Holst, Carsten Svendsen, Lea Thiim Harder (dubleres af Gina Marie Hudson), Robert Bengtsson, Al Agami, Simon Nøiers, Emil Birk Hartmann, Henrik Lund, Lasse Dyg, Patrick Terndrup, Christian Lund, Sebastian Harris, Kim Ace Nielsen, Mathias Augustine, Kim Hammelsvang, Oliver Aagaard-Williams, Mike Gamble, Simon Svedlund, James Sampson, Shaya Hansen, Maji Claire, Anna-Lisa Kumoji, Jaleesa Stæhr Johnson og Jonas Suurballe Christensen

Manuskript, musik og tekst: Trey Parker, Robert Lopez og Matt Stone

Iscenesættelse: Kasper Holten

Scenografi: Steffen Aarfing

Musikalsk indstudering: Per Engström

Kapelmester: Mathias Grove Madsen

Koreografi: Alistair David

Lysdesign: Jason Taylor

Lyddesign: Thomas Fritsche

Oversættelse: Kenneth Thordal

Resident director: Michael Lindvad

Koreografi assistent: Haylay Franks Høier

Varighed: 2 timer og 40 minutter inkl. pause

NB! Forestillingen indeholder scener og sprogbrug, der kan virke stødende.

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Skabelsen, Husets Teater

Af Sidsel Stoustrup   I en tid, hvor religion konstant er på dagsordenen, er ...

Anmeldelse: Når byen sover, Marionetteatret

Af Amalie Sloth de Fine Licht   ’Når byen sover’ spiller i Kongens Have, ...

Anmeldelse: En Engel Gennem Stuen, Teater Grob

Af Nikolaj Bomberg Simonsen, gæsteanmelder Forestillingen rammer plet på familie livets udfordringer med en ...

Anmeldelse: Hjemvendt, Aalborg Teater

Af Thomas Riddersholm, gæsteanmelder “Hjemvendt” er med meget stor sandsynlighed ikke som noget andet ...

Anmeldelse: Iliaden, Teaterøen (Asterions Hus)

Af Eva Gudmand   Titlen ’Iliaden’ er skræmmende i sig selv, da den vækker ...