Anmeldelse: Til verdens ende, Nørrebro Teater

Af Ea Melissa Christiansen

Hvor langt ville du gå for at få din bedste ven tilbage? Ville du vade byen flad, flyve til månen og tilbage igen eller måske tage helt hen til verdens ende?

Forleden havde børneforestillingen Til verdens ende urpremiere på Nørrebro Teater. Her kan du møde Ramasjang- og Cirkus Summarum-stjernen Mille Gori i hovedrollen som Mille, mens Emil Blak Olsen spiller hendes bedste ven Emil.

Det hele starter med et skænderi og store armbevægelser. Mille beder Emil om at smutte hen til verdens ende, men da hun opdager at han er taget afsted i bogstavelig forstand, må hun drage ud i verden efter ham. Hun mente selvfølgelig ikke det hun sagde, men sommetider får vi sagt ting vi ikke mener, når vi er sure. Historien er en fortælling om venskab, og her føres vi gennem en masse verdener, verdener hvor ordspil og dagligdagsudtryk opleves på en helt nye geniale måde.

På scenen ses først et børneværelse, hvor f.eks. køjesengen og døren er lavet i et størrelsesforhold der gør, at de voksne skuespillere ligner børn ift. rekvisitterne. Undervejs på sin rejse, møder Mille bl.a. en flagermus med lavdeskræk, hun kommer helt derud hvor kragerne vender og ender i en evig fest, efter hun har passeret både den 1. 2. 3. 4. 5. og 6. himmel – og i den 7. himmel er der altid fest, men behøver ikke altid at bestå af en masse festpynt, næ det kan også bestå af små kratere med flag i, og ellers en sjat høj musik med en masse dansemoves til.

Mille rejser rundt ved at bruge Emils maskine, som kan få dig lige derhen i verden du vil. Det eneste du skal gøre er, at tro. Med sig har hun deres ven, Lawand, som er en maskine, der snakker via musik og lyde. Undervejs inddrages publikum, så vi sammen rejser afsted. Børnene i salen var enormt begejstrede, især når der kom røg og lyseffekter, men til sidst mistede nogle af børnene fokus ved de mange gentagelser, og udtalelser som ”Åh, ikke igen”, kunne høres i salen. Måske illusionen af magi til det allerede magiske børneunivers, kunne have overbevist de sidste børn om, at Emils maskine VAR magisk. Det var nemt at spotte for alle, at røgen kom fra risten i gulvet og hvorfor spare på effekterne? Hvad hvis Mille havde lettet fra jorden, ligesom kragen?

Det visuelle billede var simpelt, med få kulisser og næsten ingen rekvisitter. De livlige karakterer bandt scenerne sammen, men nu hvor der alligevel var leget så meget med lydbilledet, hvorfor så ikke også give den et ekstra sanseligt stempel, ved at pifte det visuelle en smule mere op? Måske noget glimmer, lidt flere detaljer eller yderligere simpel lyssætning, kunne danne et mere eventyrligt billede, en legende fornemmelse af de ellers fine og finurlige rejser?

I kragescenen undrede jeg mig over, at der pludselig blev hevet en person med ind, hvis eneste funktion var at dreje den her pind, så skyerne bagved bevægede sig. Personen blev hverken nævnt eller inddraget igen, hvorpå det virkede overflødigt. Lawand virkede også forvirrende, da han både var en menneskelig robot med en computer, men samtidig var en robot lavet som én stor rekvisit. Måske det kunne havde hjulpet at give DJ Turkman Souljah noget andet tøj på? Måske det blot hører børnelogikken til? Om ikke andet fungerede det super godt med musik og lydeffekter indover, hvilket også bragte en let god stemning og latter i salen.

Den talende gps blev langtrukken til sidst, for selv efter vi fik at vide navnet der var bag ”gps”, kom det hurtigt i glemmebogen igen, og de mange gentagelser gjorde atter at det mest var de mindst børn der var med, hvilket var ærgerligt. Især fordi at manuskriptforfatter Jens Horse ellers har fået fat i en masse fine ordvalg, som der så fint så fint leges med, set ud fra et børneperspektiv. For hvad menes der egentlig med ”derhenne hvor peberet gror”, hvem er det egentlig der snakker inde i en gps og hvem er ham der Lars Tyndskid?

Mille Gori er god til at fange børnenes opmærksom fra scenen af, og især Emil Blak Olsen får en kæmpe cadeau for hans evne til at mestre de koloenormt mange kostume- og karakterskift. Dette udført med meget tydeligt kropssprog og tilhørende stemmer, hvilket bl.a. ses ved den morsomme Perberboss, der med sine salsa-vrikkende hofter, snakker med alle peberplanterne pånær én. Og i den 7. himmel var der nærmest referencer til en klassisk humoristisk Jim Carrey eller Scorekaj, dette både i sin attitude, kostume og humoristiske præg. Emil har pondus!

Energien var til gengæld så høj, at Milles karakter hurtigt virkede kedelig sat op imod, men ikke desto mindre spillede de rigtigt godt sammen! Der er til gengæld heller ikke tvivl om, at Mille er en meget empatisk karakter, og at mange blandt publikum allerede er stor fan af Motor Mille, som selv lærer meget undervejs af de mange karakterer, såvel som hun lærer dem en masse. Hun lærer dem, hvordan man bliver gode venner igen, og at det ikke behøver være flovt at prutte.

Dog må det siges at være mere en børne- end en familieforestilling, da der primært blev appelleret til børn. Jeg savnede differentiering, både til de ældre børn og de voksne, eftersom forestillingen reklameres med at være til alle aldre, mens jeg vil mene den primært appellerer til de yngre børn. Visse scener blev måske trukket en kende for langt, hvilket til gengæld lander i børnenes humor. Men der manglede lidt til det voksne publikum, måske et grin eller to som gik henover hovedet på børnene, kunne være et fint krydderi til stykket.

F.eks. var der skruet op for den ”lårklaskende pruttehumor”, som instruktør Niels Erling har valgt at benytte sig af. Der bliver både indhentet point fra nutidens ungdom med Fortnite-dans og dap, for ikke at nævne stykket klimaks, der nærmest ligger i midten, mens Lars Tyndskid giver et nummer omkring tyndskid og prutter, afbrudt af rap og dance battle. Sangen var en fin idé og bragte en masse energi og latter i salen, men det lagde også op til mere sang og dans, hvilket der først kom til slut. Stykket ville sagtens kunne bære en enkelt sang eller dans mere, for at bibeholde den røde legende tråd, så alt ikke centrerede sig om ordspil. Der var trods alt en live-musik-robot på scenen, som jeg er sikker på ville være klar til tjeneste anytime.

Til verdens ende er altså en børneforestilling for børn, meget barnlige sjæle eller folk som elsker at grine af prutter, folk som elsker Motor Mille, og dem der stadigvæk kan overraskes af simple effekter så som en dansende krage. Det er en forestilling med et fantastisk ordspil, fantastisk skuespil, men som samtidig lærer om venskab og dét at sige: ”Undskyld”.

Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N

Spilleperiode: 27. april-5. maj 2019

Set den 27. april 2019

Fotos: Büro Jantzen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

I samarbejde med Planetarium

Medvirkende: Mille Gori, Emil Blak Olsen og DJ Turkman Souljah

Manuskript: Jens Korse

Instruktion: Niels Erling

Musik: DJ Turkman Souljah

Scenograf Konsulent: Torden & Lynild

Aldersgruppe: Fra 5 år og opefter

Varighed: Ca. 1 og 5 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Don’t leave me alone, Dansk Danseteater

Af Ea Melissa Christiansen   Dansk Danseteater havde premiere lørdag d. 20. januar 2018 ...

Anmeldelse: Melodien der blev væk, Nørrebro Teater

Af Eva Gudmand   Man kan ikke undgå at gå fløjtende ud af Nørrebro ...

Anmeldelse: Nøddeknækkeren, Docken

Af Mille Mikie Hansen   Hele salen summer af spændte voksne såvel som børn. ...

Anmeldelse: Lulu, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Denne søndag eftermiddag har Det Kongelige Teater premiere på ...