Anmeldelse: Turandot, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen og Emil Møller Christensen

Turandot er en opera i tre akter af Giacomo Puccini (1858-1924), som dog desværre døde, inden tredje akt var helt færdig. Forskellige komponister har siden skrevet en slutning til operaen. Siden er operaen gerne blevet opført i en færdiggjort version af Puccinis kollega Franco Alfano. Men versionen, som lige har haft premiere i Operaen den oprindelige version, hvor hver eneste tone er Puccinis egen, så der er plads til egen fortolkning til slut.

Historien bygger på et orientalsk eventyr. Foran kejserlige palads forkynder en mandarin, at hvis nogen ønsker at gifte sig med kejserens datter Turandot, skal han først besvare tre gåder; svarer han forkert, vil han blive halshugget. Det lykkedes ikke for indtil flere bejlere at gætte gåderne, så de mister hovedet. Gåderne er tre, men døden er kun én! Samtidig lider byens borgere, da ingen af dem må giftes, før Turandot er blevet gift.

En ny prins kommer til paladset, og han bliver hurtigt blændet af Turandots skønhed. Ministrene Ping, Pong og Pang kommer ind og kynisk opfordrer ham til ikke at sætte sit hoved på spil for Turandot, men at vende tilbage til sit eget land. Men han insisterer!

Prinsen gætter gåderne, men Turandot er ikke glad. Hun bønfalder sin far, kejseren, om ikke at skulle giftes med prinsen, men kejseren viser ingen nåde. Prinsen fremsætter dog et forslag: Han siger, at hun ikke kender hans navn; hvis hun kan finde ud af hans navn før solopgang, vil han gå i døden. Turandot accepterer forslaget. Ping, Pong og Pang opfordrer prinsen til at afsløre sit navn, så der kan gøres en ende på byens lidelser. Slavepigen Liù er set tale med prinsen, så hun bringes ind. Hun vil ikke afsløre navnet, og hun begår selvmord, da Turandot vil aftvinge hende det. Han bebrejder Turandot hende ondskab og tager hende derefter i sine arme og kysser hende på trods af hendes modstand. Og her slutter Puccinis egen tekst…

Det Kongelige Teaters opsætning her er en nyopsætning under ledelse af den schweiziske instruktør Lorenzo Fioroni. Man har forsøgt at gøre operaen mere tidløs og moderne. Spørgsmålet er så, om det lykkedes! Handlingen sluttes ved Puccinis egen slutning, hvorefter der af uransagelige årsager kommer en hest – en enhjørning – ind over scenen. Og så: Tæppefald.

Paul Zoller har skabt en først overlæsset og grålig scenografi, hvor det kan være svært at følge med, til en senere kønsløs scenografi, hvor vi møder kejseren og Turandots kamp for at undgå at blive gift med prinsen. Det hele bliver også lidt for sterilt, moderne og kønsløst, så nogle af scenerne føles lidt langtrukne. Det er samtidig svært at se logikken i Ping, Pong og Pangs glimmertøj og klovnenæser.

Det eneste tidspunkt, hvor den grå scenografi kommer til sin ret, er ved videoprojektioner, som er stærke og farverige, og kontrasten til det grå får dem til at stå mere virkningsfuldt. De mange ventende brudepar er også virkningsfulde; mon de får lov at blive gift? Til gengæld bliver Ping, Pong og Pangs fælles tur i form af bil-projektionen trukket noget for langt ud.

Historiens orientalske præg af farver og magi savnes gevaldigt. Det hele bliver noget gråt og vel fylder døden meget i operaen, men den overskygger ikke alle andre følelser totalt i Puccinis opera. Men følelsen af skønhed og romantik er desværre nærmest ikke-eksisterende i denne opsætning.

Musikken er der heldigvis ikke nogen finger at sætte på. Dirigent Alexander Vedernikov og Det Kongelige Kapel har styr på musikken, så alle nuancerne, følelserne og lidelserne kommer frem. Da Puccinis musik stopper, holder kapellet inde og hyletonen starter. Det er ligesom et hjertekardiogram, hvor det hele stopper og bliver til stregen, som bare fortsætter.

Vokalt var det også en vellykket aften, hvor både Ann Petersen i titelrollen og operakoret gjorde det godt. Sung Kyu Park havde også sine flotte øjeblikke som prinsen, mens Sine Bundgaard havde en fin rolledebut som Liù. Det er i høj grad sangernes fortjeneste, at forestillingen kommer nogenlunde i mål. Sangerne er sammen med musikken med til at gøre, at det alligevel bliver en god aften.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 19. januar-8. juni 2019

Set den 19. januar 2019

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/turandot/?section=top

Medvirkende: Ann Petersen, Sung Kyu Park, Sine Bundgaard, Peter Arnoldsson, Torleif Steinstø, Sten Byriel, Palle Knudsen, Gert Henning-Jensen, Jens Christian Tvilum og Johan Reuter samt Det Kongelige Operakor, Det Danske Pigekor, Det Danske Drengekor og Det Kongelige Kapel (denne aften – forskellige hold)

Instruktør: Lorenzo Fioroni

Dirigent: Alexander Vedernikov/Eva Ollikainen

Scenograf: Paul Zoller

Kostumedesign: Sabine Blickenstorfer

Lysdesign: Franck Evin

Videodesign: Nastasia Slomska

Korsyngemester: Steven Moore

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Synges på italiensk med danske overtekster

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Overgang, Husets Teater (Teater Rio Rose)

Af Jonathan Stahlschmidt   ”Så gammel er jeg vel heller ikke …” “Nej, nej. ...

Anmeldelse: Kunsten altid at få ret, Det Kongelige Teater

Af Jonas Lehmann Rasmussen   Har du nogensinde prøvet at diskutere med andre? Det ...

Anmeldelse: Danmarkshistorien, Bellevue Teatret

Af Jonas Gudmand   Bellevue Teatret inviterer til en original idé, hvor vi skal ...

Anmeldelse: Et Vintereventyr, Republique

Af Julius Gotthardt Møller   Trods den fabelagtige scenografi og nogle gode skuespillerpræstationer, så ...