Anmeldelse: Udvandrerne, danskdansk

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Den seneste forestilling fra danskdansk hedder ganske vist Udvandrerne. Men den handler i lige så høj grad om indvandrerne, da en indvandrer også er en udvandrer. Bag enhver indvandring til et sted er nemlig også en udvandring fra et andet sted. Og bag enhver indvandring og udvandring gemmer der sig også en person; en person, der flytter sig fra et sted til et andet.

Der er mange forskellige årsager til, at folk ind- og udvandrer. Det kan være fattigdom, krig, forfølgelse, kærlighed og eventyrlyst, og alle disse årsager har til alle tider ført mennesker ud på rejse fra og til forskellige steder. Nogle rejser har ført mennesker til Danmark. Det er disse menneskers skæbnefortællinger, som vi bliver præsenteret for i Udvandrerne.

Julie Petrine Glargaard har skrevet de enkeltstående fortællinger, som alle samlet ligger inden for alle disse årsager. Alle skæbnefortællinger giver os et billede på, hvordan disse mennesker har oplevet både det første møde med Danmark, men også livet her i landet herefter.

Forestillingen og dens fortællinger er der et billede af verden i dag. De forskellige skæbnefortællinger handler om identitet, mennesker, sprog, kærlighed og mentalitet, og de fortælles med sympati og ærlighed. Det er ikke et glansbillede, der tegnes, men fokus er på de historier, som er flest ude i den virkelige verden. Hvad vil det sige at være dansk? Hvad er mit Danmark? Hvad er dit Danmark? Det kan der ikke gives noget entydigt svar på, da der formentlig er lige så mange opfattelser, som der er mennesker i Danmark. Sammenhængende er dog, at de alle alligevel er en del af fællesskabet på en eller anden facon.

Vi slipper derfor gudskelov at høre om kriminalitet, burkaforbud, ghettoer osv. – alle de emner, som dominerer i det politiske og mediemæssige billede. Det er ikke fordi, at disse emner ikke eksisterer, men Udvandrerne giver os i stedet fortællingerne om flertallet af menneskerne, der indvandrer.

Skuespillerne Josephine Raahauge og Wahid Sui Mahmoud leverer begge fine præstationer, uanset hvilken rolle eller fortælling vi nu er i. Deres figurerer er nærværende, intense og tilpas reelle, så man tror på dem. Deres figurer bliver heldigvis på intet tidspunkt karikerede. Musikken og sangen af Marie Louise von Bülow binder fornemt historien sammen; en historie, som vi som publikum nu er en del af.

Vi hører om gæstearbejderen Mehmet fra Tyrkiet. Han er rejst til Danmark for at tjene penge, og meningen er, at han kun skal være her i få år. Men årene går, og opholdet bliver længere og længere. Vi følger hans liv på arbejdspladsen, hvor det kan være svært at blive en del af kollegaerne. En dag er det slut, og Mehmet rejser tilbage til Tyrkiet – blot for at opleve, at intet er, som det var. Wahid Sui Mahmoud er stærkest i denne rolle.

Vi hører også om kvinden, der har forståelses- og tolkeproblemer ved lægen. Om kvinden, der føler, at alle andre folk ser igennem hende eller ignorerer hende. Om kvinden på flugt fra krigens rædsler. Om parret, som mødes og som trods deres forskellighed får et barn. Om sprogets betydning; for hvem ved ikke, at ”nå” kan have nok så mange betydninger!

Mona Møller Schmidts scenografi er elegant og enkel med spejlblanke kasser og lys, der kan flyttes rundt efter behov. Rammerne er på en gang allestedsnærværende og anonyme, så de fint understøtter fortællingerne. Alle kostumer er også holdt enkelt i sort og bordeaux – mon man har været i gang med farveanalysen?

Fortællingerne er som nævnt enkeltstående, så man får til tider et noget fragmenteret indtryk, hvor det hele er lidt for meget brudt op i små bidder og forskellige historier. Det er også her, at forestillingen står svagest. Fortællingen bliver ofte lidt for fragmenteret og overfladisk, og kun historien om Mehmet rammer dybere, da han får en gennemgående rolle.

Udvandrernes store force er derimod, at den på intet tidspunkt blive belærende eller politiserende. Den italesætter ind- og udvandringen, og vi får skæbnehistorierne serveret berettende og nøgtern konstaterende. Forestillingen bliver derfor et indspark i den politiske debat, men den tager – heldigvis – på intet tidspunkt selv stilling. Samtidig er det godt, at publikum også ser den virkelighed, som hverken politikerne eller medierne altid er så interesserede i.

 

Teatergrad og danskdansk

Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, Skolesiden 4, 2700 Brønshøj

Spilleperiode: 14.-20. november 2019

Spiller herefter på turné i perioden 21. november-10. december 2018 (se turnéplan på hjemmesiden)

Set den 20. november 2018

Fotos: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.danskdansk.dk/

Medvirkende: Josephine Raahauge, Wahid Sui + Marie Louise von Bülow

Iscenesætter: Sandra Yi Sencindiver

Komponist: Marie Louise von Bülow

Dramatiker: Julie Petrine Glargaard

Scenograf: Mona Møller Schmidt

Lysdesign: Martin Danielsen

Lydkonsulent: Emil Sebastian Bøll

Producent: Christine Worre Kann

Idé og koncept: danskdansk

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Den lille prins, Malstrøm Teater

Af Anne Lottrup Sørensen   Aldrig har jeg været i et rum med så ...

Anmeldelse: La bohème, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier   Det var en smuk, smuk aften i Operaen i selskab ...

Anmeldelse: Den indbildt syge, Grønnegårds Teatret

Af Nikolaj Bomberg Simonsen Går du ofte til lægen og påstår du er syg? ...

Anmeldelse og bemærkninger: Imagine, Aveny-T

Af Christian Skovgaard Hansen   Sofie Amalie, vores anmelder i Århus, så forestillingen til ...

Anmeldelse: Hellig krig, Teatergrad

Af Jonas Lehmann Rasmussen   Når det kommer til ’Hellig krig’, så er der ...