Anmeldelse: Vores stemmer, Det Kongelige Teater

Af Emil Møller Christensen

Grundidéen til denne opsætning er interessant og inspirerende: At starte helt fra scratch og lade mezzosopranerne komme til orde. De fem mezzosopraner, Elisabeth Halling, Elisabeth Jansson, Hanne Fischer, Johanne Bock og Randi Stene, har selv udvalgt de uddrag, som de har ønsket at synge. Derudfra er forestillingen blevet til under overskriften ”mezzo moments”: Altså mezzosopranernes egne øjeblikke.

Opsætningen er bundet sammen af en række spørgsmål, der er blevet stillet til og besvaret af de medvirkende. Besvarelserne indgår i aftenens forestilling, hvor de fem kvinder får lejlighed til at optræde som sig selv og ikke i en karakter. Dette er i sig selv en legende måde at skabe en opsætning på: At mezzosopranerne får lov at have deres egne reflekterende stemmer – deres stemmer – i forestillingen. Det sker i et iscenesat miljø, hvor deres egne besyv om eksempelvis sangteknik, stemmebeherskelse, at synge på forskellige sprog med videre kommer til at fungerer som opsætningens dramaturgi skabt i samarbejde med instruktør Kamilla Wargo Brekling og koreograf og co-iscenesætter Karina Dichov Lund.

Der skiftes mellem klassiske og populærmusikalske numre. Det er udmærket og undervejs tillige forfriskende, men ellers virker rækkefølgen i de udvalgte numre lidt for tilfældigt. Idéen med, at sangernes egne udsagn er med til at skabe dramaturgien er fin, men jeg savner et gennemgående tema, der kan binde sangene endnu tydeligere sammen, som supplement til sangernes ellers velfungerende refleksioner.

Vi kommer vidt omkring. Både i det repertoire af numre, som præsenteres for os, men også i forhold til det brede følelsesregister, som de forskellige værker er udtryk for, og som fremstilles livligt nærværende af alle mezzosopraner. Sange, der rummer stor følsomhed, patos og enkelhed som Sven-Bertil Taubes ”Så skimrande var aldrig havet” eller puls og energi som ”Vis det!” fra ”My fair lady.”

Helle Damgård har skabt en flot og smidig scenografi, hvor de medvirkende udstråler veltilpashed i et miljø forestillende et hotel med et barhjørne og holdt i lyse omgivelser med palmelysekrone, rødt gulv og et bagtæppe, der trækkes til side og giver os flere overraskelser undervejs. Således virker en udgave af Whitney Houston-klassikeren ”I will always love you” fejende flot med et forgyldt bagtæppe i en fernis af glimmer og glitter, noget man ikke havde set komme.

Forestillingens omskiftelighed bevises, da dugene på bordene pludselig omdannes til de røde skørter kendt fra ”Carmen”, iført af sangerne, der med tæft, sikkerhed og overlegen kvik spontanitet fremfører ”Chanson Bohémienne.”Interaktionen mellem mezzosopranerne virker dynamisk; når de reagerer på hinandens pointer, kommer springende ind ad dørene eller sidder fortabte i hotellets bar.

Et mere specifikt tema kunne måske præcisere, hvorfor vi befinder os i et hotelmiljø, udover de universer bagtæppet åbner for undervejs. For mens scenografien er smuk og fascinerende, savner jeg en uddybelse af, hvorfor man netop har valgt et hotelmiljø fremfor et andet.

Iscenesættelsen og sangfortolkningerne bevæger sig på en gang i en inderlighed og med et alvor, samt med en dejlig portion humor, energi og kraftfuldhed, understøttet af sangerne og den farverige scenografi, som det ses, når mezzo’erne tager moderne hættetrøjer på og giver os Magdelones dansescene fra Holbergs ”Maskerade.” Vi oplever en leg med iscenesættelseseffekter – dvs. en humoristisk tydeliggørelse af sceniske virkemidler, som når sangerne stiller sig op på en række ved hver sin mikrofon med et bagvedliggende spotlight; en ironisk kommentar til fremhævelsen af de medvirkende som solister. Mezzo’erne formår også med en klarhed og ren klangbund at ramme emotionelle punkter, der er dragende, ikke mindst mod forestillingens slutning med PH og Normann Andersens ”Man binder os på mund og hånd.”

Behageligt er det desuden, at orkesteret er på scenen. Habilt, rent og sikkert er det, mens vi samtidig kan følge musikernes bevægelser med Thomas Bagwell på klaver, Nina Schlemm på harpe, Anna Lingdell på horn og Jakob Dam Fredens på fagot. De rammer både det storladne, men også det helt enkle, som når Jonas Wiik på trompet står bag baren og interagerer med sangerne.

Hvorfor kun mezzosopraner på scenen, kunne man spørge. Mezzosopranerne repræsenterer en bredde, der rammer både det lyse og det mørke. Det vil sige en mangfoldighed, som understreges af den energi, der gennemgående er til stede.

Vores stemmer spiller på Operaens Store Scene og varer ca. 90 minutter uden pause. Det er rart med en aften uden afbrydelse. Varigheden er passende, men forestillingen havde nok stået stærkere i sit udtryk, hvis man havde ladet den spille i et mere intimt rum. Særligt i de følsomme numre ville man muligvis have opnået større virkning af nærvær i mindre rammer.

Spændende kunne det være at høre alter og sopraner i en opsætning som Vores stemmer, men måske Operaen kan lade sig inspirere til det, efter endt spilleperiode, for med denne opsætning har de præsenteret os for noget interessant.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 9. februar-2. marts 2019

Set den 9. februar 2019

Foto: Natascha Rydvald

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/vores-stemmer/?section=top

Medvirkende mezzosopraner: Elisabeth Halling, Elisabeth Jansson, Hanne Fischer, Johanne Bock og Randi Stene

Medvirkende musikere: Klaver: Thomas Bagwell, fagot: Jacob Dam Fredens, horn: Anna Lingdell, trompet: Jonas Wiik og harpe: Nina Schlemm

Instruktør: Kamilla Wargo Brekling

Co-iscenesættelse og koreografi: Karina Dichov Lund

Scenografi og kostumer: Helle Damgård

Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm

Orkesterarrangementer: Carol Conrad

Guitarakkompagnement indspillet af: Jesper Sivebæk

Overtekster ved: Wenzel de Neergaard

Varighed: Ca. 90 min. uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Et Vintereventyr, Republique

Af Julius Gotthardt Møller   Trods den fabelagtige scenografi og nogle gode skuespillerpræstationer, så ...

Anmeldelse: Stockholms blodbad, Malmö Stadsteater (sammen med Mungo Park)

Af Sofie Lystrøm   Det stockholmske blodbad. En historisk begivenhed, som vi alle har ...

Anmeldelse: Mikadoen, Hofteatret (Operettekompagniet Polyhymnia)

Af Emil Samaras Eriksen   Operettekompagniet Polyhymnia har eksisteret i ca. 21 år, og ...

Anmeldelse: Falling Down, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen              Forestillingen er for dig, der gerne vil se en stærk ...

Anmeldelse: Aldriglandet, Teatret Møllen

Af Christian Skovgaard Hansen   Teatret Møllens familieforestilling ’Aldriglandet’ er deres egen bearbejdelse af ...

Anmeldelse: Catch Me If You Can, Odense Teater

Af Emilie Elisabeth Bundgaard   Vi har nok alle prøvet at stikke en hvid ...