Anmeldelse: Vredens druer, Betty Nansen Teatret

vredens druer 2

Af Rose Himmelstrup Hansen og Christian Skovgaard Hansen

 

John Steinbeck er proletarernes forfatter – han skriver om alle dem, der ikke ejer noget og de skæbner, som de går i møde. Betty Nansen Teatrets fornemmeste opgave er netop at lave et billedligt og dramatisk portræt af disse skæbner, og det formår de sandelig også at gøre.

Mens publikum stadig er ved at falde på plads, og lyset stadig er tændt, går otte slidt-klædte mennesker langsomt gennem salens gange. De stiller sig op på scenen og poserer på en måde, så man føler, at man ser på et maleri af en amerikansk bondefamilie i 1930’erne.

Vredens druer

Maja Ravn, forestillingens scenograf, har lavet en utrolig rå og minimalistisk scenografi, og det er meget tilpasningsvenligt, når den amerikanske familie skal rejse tværs over USA i kampen for en bedre tilværelse. Det eneste, der er at finde, er en råhvid, støvet mur helt fremme på scenen, så alt skuespil foregår mere eller mindre in-your-face. Selvom Steinbecks roman er fra 1939, er den – desværre – aktuel. Både forestillingen, familien, vi og – måske i særdeleshed – samfundet i dag, er tæt på afgrunden; men vil vi falde ud over den?

Forestillingen er baseret på John Steinbecks roman ’Vredens druer’, som du med fordel kan læse eller læse om, inden du tager turen i teatret. Steinsbecks store roman er her skåret tilpas til. En stor familie, familien Joad, rejser sammen med den tidligere prædikant fra Oklahoma mod Californien i en tid, hvor tørke og depression drev mennesket på flugt. I Californien blev de lovet arbejde og frodighed, så mange amerikanere pakkede taskerne og tog afsted. Vi følger deres rejse gennem landet i en faldefærdig lastbil, og vi er vidner til, hvordan familiedynamikken ændrer sig undervejs.

vredens druer 2

I Katrine Wiedemanns flotte iscenesættelse gør Betty Nansen Teatret Steinbeck-romanen til billeder. Otte skuespillere bliver sat op på den lille etablerede scene, og mængden af rekvisitter er meget begrænset. Det er skuespillerne, der, med deres kroppe, skaber illusionen om, at de kører afsted, at de bader i søen, og at de er på store markedspladser. Men det fungerer rigtig godt, og man er ikke i tvivl om, hvor man er henne og hvem der er hvem – for selvom der kun er otte fysiske skuespillere på scenen, er der langt flere roller, der skal spilles.

Udover selve historien er der et mere tankevækkende lag i forhold til mennesket på flugt. De situationer, som opstår i forestillingen, er meget langt fra vores trygge hverdag, så er den utrolig aktuel i dag, for den giver et billede af sammenhold, relationer, tanker og ageren hos folk på flugt. Og for frygten; hvad nu, hvis vi ikke klarer den? Hvad hvis der ikke er plads til os, når vi kommer frem?

Hvad sker der egentlig, når man er på flugt? Når viljen skal være uhyre stærk og chancerne for at komme frem er utrolig små? Hvis der står en i kanten af vejen og ønsker et lift, tager man dem så med, selvom man ved, man ikke har mad nok til sig selv? Hvis andre er ved at dø, giver man dem så det, man i virkeligheden ikke selv kan undvære? Hjælper man den fremmede? Det sidder virkelig i en, mens forestillingen klappes af – særlig med den episke slutscene, som altså ikke vil blive afsløret her!

vredens druer 3

Alle 8 skuespillere gør det godt. Værd at fremhæve er dog særligt Joachim Fjelstrup, som spiller sønnen Tom, og Olaf Johannessen, som spiller den tidligere prædikant. Joachim Fjelstrup giver Tom den rette nerve og voldsomhed, men samtidig tilsat en tilpas portion omsorg og følsomhed. Selvom Olaf Johannessen er sprunget til med kort varsel i stedet for den sygdomsramte Nicolaj Kopernikus, gør han det fantastisk med tilpas desperation og råhed.

Eneste større minus er forestillingens længde. Forestillingen er ret lang – godt to timer – uden pause. Det er måske lige i til den lange side. Få steder kunne den strammes lidt op og en pause til at forføje alle indtrykkene, kunne have fået forestillingen til at stå helt knivskarpt.

Og forestillingen kræver, at man som publikum er klar til at høre en god og lang historie. Men hvis man er det, så får man sandelig også historie for pengene, og den fungerer næsten som at se en film eller læse en bog – et meget vellykket forsøg på at opsætte en roman som teaterforestilling.

 

Betty Nansen, Frederiksberg Alle 57, 2000 Frederiksberg C

Spilleperiode: 7. marts-9. april 2017

Set den 10. marts 2017

Fotos: Natascha Thiara Rydvald

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.bettynansen.dk/da/oplev/forestillinger/vredens-druer/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

vores_sensommer_04-Robin Skjoldborg

Anmeldelse: Vores Sensommer, Østre Gasværk Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Østre Gasværk Teaters opsætning af ’Vores Sensommer’ er hjertevarm ...

Foto: Lars Horn / Baghuset.

Anmeldelse: Don Juan, Aalborg Teater

Af Sofie Trige   Når Aalborg Teater vælger at sætte forestillingen ’Don Juan’ op ...

19-1-1030x687-douglas

Anmeldelse: Problemet med Douglas, Fredericia Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Fredericia Teater er meget mere end de store musicals ...

Eksperiment

Anmeldelse: Eksperiment, Holdet bag Eksperiment

Af Rose Himmelstrup Hansen   En kvinde byder dig velkommen til KL-0333, men ikke ...