Anmeldelse: Zappa, Teater Vestvolden
Af Emilie Lykke Hartz
Denne forestilling er rettet mod den yngre generation; dog synes jeg at den har relevans for alle aldersgrupper. ZAPPA er en roman skrevet af Bjarne Reuter, men huskes nok af de fleste som den filmatiserede version af Bille Augusts. Om ikke andet har mange nok hørt citatet ”Æd den Mulle”.
Denne skønne fortælling omhandler de tre 14 årige drenge i 1960’ernes Brønshøj; Steen, Bjørn og Mulle. Steen, som er fra overklassen og forsømt af begge forældre, tager rollen som den kyniske og manipulerende leder. Bjørn og Mulle, som begge kommer fra arbejderklassen, søger begge en hvis accept af Steen. Mulle ender ud som et let mobbeoffer og bliver udnyttet som en brik i Steens spil om at begå hærværk og stjæle penge. Bjørn fortsætter som en medløber og fremstår derfor næsten ligeså afstumpet som skurken Steen. Bjørns karakter bliver dog ikke flad af den grund, men ganske nuanceret og let at relatere til. Efterhånden kulminerer handlingen ved at Bjørn rodes mere og mere ind i Steens dårlige valg og ondskab. Han forstår derved at skulle bryde fri, dette er dog en drastisk, men nødvendig beslutning han må tage.
’ZAPPA’ er en barsk, men lærerig fortælling om venskab, mobning og livets store beslutninger.
I denne forestilling møder vi igen de 3 drenge, blot 40 år senere, her ser de tilbage på hændelserne, og på hvordan de husker hinanden. Vi bliver mødt af alle højdepunkterne fra bogen/filmen; skovsneglen, rokokopuden og alt lige fra Steens uhyggelige rovfisk Zappa til Mulles elskede undulat Gokke. Gensyn med vidunderlige citater som ”Ød den mulle” og ”Det er klokken 7, ikke 5 min over, ikke 5 minutter i, klokken 7”.
Selvom at jeg nyder dette gensyn, mangler jeg dog et større indblik i hvor de 3 drenge er i deres liv nu. Steen er ganske alene på et hotelværelse nytårsaften, Mulle er stadig klassens klovn og spilder ganske vidst lidt ned af sig selv ved sin nytårstale, Bjørn forsøger at komme i kontakt med Steen igen ved et opkald selv samme nytårs aften, men det er så desværre også det.
Jeg bliver forvirret og undres over, hvorvidt jeg bare sidder og ser filmen igen og ikke en fortsættelse og et større indblik i, hvad de 3 drenge føler (og følte) og oplevede ved begivenhederne med voksnes øjne.
Scenografien ramte mig lige i hjertekuglen. En nærmest dyster patina spreder sig over scenen fra den gamle cykel til de flytbare vægge med et par smadrede ruder. Til min store fryd har man valgt at hænge Zappas akvarium faretruende op på midten af forscenen. Dog føler jeg ikke, at det blev udnyttet helhjertet.
Ydermere følte jeg skuespillet fladt og livløst af ellers tre vidunderlige skuespillere. Der manglede nærvær. Replikkerne blev skudt af som sætninger og ikke følelser. Det virkede desværre, for mig, som om at skuespillerne kunne deres replikker i så høj grad, at de glemte at mærke efter, hvad ordene virkelig betød for dem. Jeg elsker at blive tryllebundet og opslugt af magi, men det var desværre ikke tilfældet her. Jeg var ikke i en anden verden, men i en teatersal i Hvidovre.
Teater Vestvolden, Høvedstensvej 47-49, Hvidovre
Spiller indtil: 30. marts 2016
Spilledato: 17. februar 2016
Foto: Jon Kort
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.teatervestvolden.dk/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod