Anmeldelse: Zilan B. Min historie, ZeBU

Af Jonathan Stahlschmidt

 

”Var det her det hele begyndte? Eller var det her det sluttede?”

Zilan (Sandra Louise Mahmoud Lindquist) spørger ud i rummet, idét hun og familien gemmer sig i kælderen og lukker lemmen over sig.

Teater ZeBU viser sig endnu en gang som et teater med sans for de voldsomme og stærke historier, som børn og unge har brug for at høre for at danne sig et nuanceret verdensbillede. Vi ”voksne” har også godt af at få udvidet vores horisont. Hvis ikke blot genopfrisket vores perspektiv på tingene. Og desuden kan ’Zilan B. Min historie’ ses i sig selv som værende en opskrift på, hvordan et af de efterhånden meget uddebatterede emner – flygtningenes skæbne – skal videreformidles til de kommende generationer; hvad end om du har taget dine børn eller småsøskende med ind, eller skal forklare dem, hvad de taler om i nyhederne, når krige og flygtninge nævnes. Også det usagte.

zilan_b_zebu_2016_2-940x564

”En historie skal have en helt. Og en lykkelig slutning. Ellers er der ingen der gider høre den.” Sådan siger Zilans storebror (Marie-Lydie Melono Nokouda) efter et kort kig i Zilans dagbog. Zilan er historiens hovedperson, men nogen stor helt er hun ikke. Hun er fra et land i Mellemøsten, hvor krigen har summet over Zilan og familiens hoveder i noget tid. Pludselig falder himlen ned, og selv den store stærke far kan ikke holde bombeflyenes brølen væk med sin brede krop. De må søge ly i kælderen. Da de kigger op igen, er huset havareret, og der er landet en såret amerikansk faldskærmssoldat i stuen.

At passe på soldaten og holde ham skjult er ikke uden sin pris. Forhør, tilbageholdelse, voldtægt og drab splitter familien ad. Det er til sidst kun Zilan og hendes storebror, der formår at flygte fra hjemmet. Og deres lange rejse mod Danmark begynder, før de overhovedet aner i hvilken retning, de skal tage hen.

161028-160032-940x564

Zilan fortæller sin historie som fragmenter, hun husker, mens hun sidder på asylcenteret i Danmark. Det er desværre til tider en udfordring for selv øvede teatergængere, at opfange hvornår der springes i tid og rum. Marie-Lydie gør et godt stykke arbejde med at håndtere de mange ensemble-roller, der kredser om Zilan og hendes færd. Og vi bliver blødt fortalt ind i handlingen af Sandra. Meget svævende. Nogen vil måske savne en smule mere kant i replikføringen. Det unge publikum var dog fuldt opslugte fra starten – ligeså larmende som de havde været i foyeren, lige så stille sad de fra første replik.

Forestillingen viser sig i starten fra sin meget mondæne side. Mens alt endnu ånder en skrøbelig form for ro og fred, er det i hverdagens gøremål, at familiens lykke vises. Som publikummer kan det være svært at se vigtigheden i det at have en sammenhængende hverdag, inden kaosset har indtruffet. Men den sagte start er et virkemiddel for kontrastens skyld. Mine bange anelser til trods: Jeg havde frygtet en alt for pussenusset rød tråd og en intet-nyt-under-en-strålende-sol agtig light-udgave af Mungo Parks ’Sandholm’.

Ligheden er skam til stede. Men jeg vil nærmere rose ZeBU for at have fortalt en langt mere enkel, personlig og rå historie. Det kunne sagtens have været en af C:NTACT’s mange autobiografiske monologer. Det interessante her, er at ’Zilan B. Min historie’ er baseret på Jesper Wamslers roman af samme navn, der er baseret på ganske virkelige hændelser – dog uden én enkeltstående virkelig person til hovedkilde. Hvilket land, Zilan kommer fra, er sågar en usagt faktor. Det giver stof til eftertanke.

161028-162911-940x564

Der er noget at komme efter for både gamle og unge. En lurende kritik af manglen på nuancer i mediernes måde at fremstille flygtningeproblemet på. Eller en decideret afmagt, når opgaven synes umulig – kan vi fortælle flygtningekrisen ihjel? Som Zilans bror siger det, er der ingen der vil høre en historie uden hverken helt eller god slutning. Vi har ikke nået en god slutning – for mange har slutningen været katastrofal. Og i historien findes der indtil nu kun ofre og skurke – ingen store helte. Denne moralske vinkel er essensen i ’Zilan B. Min historie’ som politisk teater.

Forestillingen er også en hyldest til familiebånd. Der er noget inspirerende at se i Zilan og broderens forhold – og hvordan de forsøger at fastholde det mondæne. Og hvordan vreden kan blusse op i en ung mand, når det at kommunikere på det lokale sprog, gør at hans stemme slår knuder.

Forestillingen slutter på et spinkelt håb for fremtiden – og med et meget potent spørgsmålstegn rettet mod krigens og krisens ofre. Der som her.

At denne forestilling er selvsagt til undervisning, har ZeBU selv taget op og lagt et stort stykke arbejde i at gøre tilgængeligt. På ZeBU’s hjemmeside findes der et helt undervisningskompendie med tilhørende videoklip, der kan bruges til drama-, dansk- og/eller samfundsfagsundervisning til hele folkeskoleklasser. Det lader også til at teateret tilbyder ekstensivt arbejde/Q&A i selve salen, når forestillingen er forbi. Så kender du en 6.-, 7.- eller 8.-klasse, der mangler en udflugt, send dem hurtigt af sted til de sidste få forestillinger med ledige billetter!

 

 

 

ZeBU, Øresundsvej 4-6, 1., 2300 København S

Spilleperiode: 6.-18. november 2016

Set den: 15. november 2016

Fotos: Jens Hemmel

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.zebu.nu/forestilling/zilan-b-min-historie/

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod


Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Kunsten altid at få ret, Det Kongelige Teater

Af Jonas Lehmann Rasmussen   Har du nogensinde prøvet at diskutere med andre? Det ...

Anmeldelse: Petra von Kants tårer, Aalborg Teater

Af Thomas Riddersholm   På Aalborg Teaters Lille Scene spiller lige nu stykket ’Petra ...

Anmeldelse: FISK, Scenekunst 16/17 fra Akademiet

Af Julius Gotthardt Møller   ’FISK’ er energi-eksplosion af akavede dansetrin, usagte hemmeligheder og ...

Anmeldelse: Oliver Twist, Odense Teater

Af Emilie Elisabeth Bundgaard   De fleste kender nok Charles Dickens’ historie om drengen ...