Spotlight: At være balletbarn på Det Kongelige Teaters Balletskole

Ungt Teaterblod har haft fornøjelsen af at komme ind bag Det Kongelige Teaters mure for at overvære en almindelig onsdag hos Det Kongelige Teaters Balletskole. En dag, der ser lidt anderledes ud end på andre af landets folkeskoler.

Det Kongelige Teaters Balletskole

Det Kongelige Teater har haft en balletskole siden 1771. De huser både en balletskole og en læseskole, så samtidig med eleverne får ballettræning, går de også i skole i teaterbygningen.

Det Kongelige Teaters Balletskole optager elever fra 0. klasse og opefter. Fortsætter man som aspirant efter 9. klasse, får man desuden en HF, som udbydes i samarbejde med Falkonergårdens Gymnasium og HF på en Team Danmark-ordning.

Balletbørnene bliver del i en teaterverden med musik, dans og bevægelse – med lektier, kostumer og eventyr og med træning, prøver og forestillinger. Balletskolen har cirka 130 elever i alle aldersgrupper.

Hvert forår skal eleverne til balleteksamen, hvor et panel vurderer, om de kan fortsætte året efter. Kommer man igennem nåleøjet alle år, bliver man uddannet professionel balletdanser og kan få ansættelse ved Den Kongelige Ballet eller ved andre kompagnier i verden.

En almindelig onsdag på balletskolen

Balletelevernes dag starter med fælles opvarmning for 4.-9. klasse. Eleverne skal igennem skiftende opvarmningsprogrammer i løbet af ugen. Denne onsdag morgen, som jeg overværede, var det hardcore styrketræning, der var på programmet. Eleverne fik sved på panden, men det var tydeligt, de også havde det sjovt imens.

Efter den fælles opvarmning delte de mange børn sig ud i mindre grupper, og gik til hver deres træningssal, rundt omkring i huset, for at fortsætte dagen med en balletklasse.

Tobias
Foto: Rosenfeldt

Jeg havde fornøjelsen af at følge Tobias på 11 år, som går i 5. klasse. Han havde balletklasse sammen med andre drenge fra sin egen årgang samt drenge fra 6. og 7. klasse.

”Sådan er det i hverdagene,” forklarede Tobias mig og fortsatte: ”men om lørdagen har vi også træning med pigerne.”

Eleverne på Det Kongelige Teaters Balletskole går nemlig også til træning om lørdagen.

Balletklassen blev undervist af tidligere balletdanser, Dennie Frank, der gav drengene en disciplineret og kærlig undervisning. Kemien mellem Dennie og drengene var ikke til at skyde igennem, og det var tydeligt, hvor målrettet de arbejdede. Noget de gør hver eneste dag for en dag forhåbentlig at nå målet: At blive professionel balletdanser!

”Efter morgenklassen tager alle elever et bad og klæder om fra ballettøj til almindeligt tøj” forklarede Tobias mig. Så er de klar til, at den boglige skoledag begynder på læseskolen. For nogle slutter dagen derefter, men for andre er der prøver på forestillinger efter skole.

Al skolegang foregår på Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv – om det gælder ballettræning eller faglig skolegang. Eleverne kan altså hurtigt komme fra den ene undervisning til den næste.

Foto: Rosenfeldt

”Det er praktisk, især på de dage hvor vi både har træning, almindelig skole og prøver på forestillinger”, forklarer Tobias.

Når eleverne har fået deres 9. klasses eksamen, fortsætter nogle af dem, som skrevet, på teatrets aspirantprogram. Her rykker eleverne for første gang ud af Det Kongelige Teaters bygninger for at gå i skole på Falkonergårdens Gymnasium og HF, som teatret og balletskolen samarbejder med omkring en Team Danmark-ordning. Det gør det muligt for aspiranterne at tage en 3-årig HF ved siden af deres ballettræning.

Fritiden

Som det ses er dagen kompakt, så vi vil også høre, hvad fritiden bruges til. Har man som balletbarn mulighed og tid til at gå til fodbold, klaver eller noget helt tredje? Eller er man evt. i en “klokke” sammen med de andre balletbørn?

”Det er begrænset, hvor meget man kan nå at gå til ved siden af balletten. Jo højere du kommer op i alder, jo mere træning – både formiddags- og eftermiddag træning kommer der, men der er lidt tid til hobbyer. Jeg går til lidt atletik, når ikke der er prøver, forestillinger eller andet,” siger Tobias.

”Så lidt en ”klokke” er man nok i. Jeg ser en ven fra børnehaven engang imellem; det bliver ikke til meget, men det har jeg det fint med. Andre kommer måske lidt mere ud end jeg gør”, fortsætter Tobias.

Balletbarn i forestillinger

Da vi besøgte Tobias på skolen, havde han sammen med nogle af sine venner prøve på ”Alice i Eventyrland” med repremiere på Gamle Scene den 2. december 2018, og den spillede til og med den 22. december 2018.

”Jeg skal være pindsvin!”, tilføjer Tobias kækt.

Jeg spurgte ham, hvad det bedste ved at være med i forestillinger er, hvortil han svarede: ”Det bedste er at danse på den store scene og at danse med de voksne dansere. Det er meget spændende at stå på scenen sammen med dem.”

Fra “Alice i eventyrland” Foto: Camilla Winter

Der kan læses mere om ”Alice i Eventyrland”, som er en magiske og imponerende forestilling for hele familien Det Kongelige Teaters hjemmeside her – og mon ikke, at den kommer igen på et senere tidspunkt. Vi var i hvert fald begejstret for den!

Drømme, passion og hårdt arbejde

Tobias drømmer nemlig også selv om at blive professionel balletdanser og én dag stå på scenen som voksen. Han kunne også godt tænke sig at komme med balletten rundt på turné og opleve verden.

Tobias startede til ballet, fordi hans farmor og far havde danset ballet. Efter at have danset ballet omkring 1 år på en privat balletskole, gik han til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters Balletskole, hvor han kom ind i 1. klasse.

”Jeg elsker at gå herinde. Noget af det jeg bedst kan lide, er, at være sammen med mine venner, som jeg deler min interesse med.”

Og det er til at mærke! Det vrimler med balletbørn i hele huset. Der er en skøn stemning, og det er tydeligt, at børnene brænder og knokler for det, de laver.

Optagelsesprøve til Det Kongelige Teaters Balletskole

Det Kongelige Teater holder hvert år optagelsesprøver over hele landet. Hvis man ikke bor i nærheden af Det Kongelige Teater, så kan man søge optagelse på én af deres satellitskoler eller ét af talentcentrene.

Foto: Rosenfeldt

Det er ikke nødvendigt at kunne danse ballet, når man går til denne optagelsesprøve. I bedømmelsen lægges der vægt på udstråling samt fysiske og rytmiske kvalifikationer. De bedst egnede til uddannelsen som balletdanser udvælges til en kursusperiode på 1-2 uger, hvor børnene får undervisning af skolens balletlærere. Ved afslutningen af dette kursus træffes der beslutning om, hvilke børn man vil tilbyde optagelse på balletskolen.

Man kan få mere at vide om Det Kongelige Teaters optagelsesprøver her.

Fotos: Rosenfeldt samt Camilla Winter

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Spotlight: Københavns Musikteater

Af Jonas Gudmand ”En Reumert-nomineret mand og en professionel stuntkvinde” I Ungt Teaterblod vil ...

Spotlight: Lars Mølsted

Af Christian Skovgaard Hansen og Mette Herschend   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet ...

Spotlight: Fredericia Teater

Af Christian Skovgaard Hansen og Mette Herschend   Ungt Teaterblod retter igen spottet mod ...

Spotlight: GROW og GROWINSANE

Af Christian Skovgaard Hansen   Her på Ungt Teaterblod har vi denne gang fokus ...

Spotlight: “Vagtskifte” på Mungo Park

Af Christian Skovgaard Hansen   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod ”vagtskiftet” på ...

Spotlight: Stig Jarl

Af Jonas Gudmand   Stig Jarl: Teateret er en kærlighedserklæring   Vi i Ungt ...