Spotlight: Cecilie Stenspil

Af Jonas Gudmand

Det er en fornøjelse for Ungt Teaterblod at præsentere det næste Spotlight, som denne gang rettes på Cecilie Stenspil. Cecilie fandt 45 min. til os i hendes travle program, hvor hun har været travlt optaget med ’Cabarat’ på Det Kongelige Teater, dubbing og film, da interviewet fandt sted.

Det at interviewe Cecilie er ingen udfordring, fordi jeg ikke når at spørge om særlig meget, før hun begynder at fortælle om hende og hendes karriere som skuespiller og tiden op til, at hun blev optaget på Odense Skuespillerskole.

Cecilie er opvokset i Glostrup, og hun er halvfæring, idet at hendes far er fra Færøerne. Hun blev for første gang kendt mere udbredt, da hun var med i tv-serien Livvagterne på DR1. Hun har dubbet (lagt stemmer til f.eks. tegnefilm) i rigtig mange år, og hun er storesøster til Simon Stenspil, der er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Da vi snakkede med hende, var hun aktuel i ‘Cabaret’, der gik på Det Kongelige Teater, og hun er stadig aktuel i filmen ‘Lang Historie Kort’.

Hun fortæller med det samme, at hun egentlig er et meget privat menneske og går op i, at hun ikke deler for meget om sig selv til medierne. Det gør hun bevidst, fordi hun ønsker, at publikum hurtigt skal kunne afkode den karakter, som hun spiller fremfor at tænke på hende som privatperson på scenen. Hun vil gerne kunne være sig selv, og det, synes hun, er mere interessant, end at hun fortæller om alt ved sig selv.

Genkendt og ikke kendt
Jeg spørger, hvordan det er at være blevet kendt. Cecilie fortæller, at hun ikke synes, hun er kendt. Det er personer som Ghita Nørby eller Jes Dorph Pedersen, der er kendte. Hun ser ikke sig selv som kendt, men som en der bliver genkendt. Og hun ser det som en stor gave at blive genkendt. Det er som vand på møllen, der også har hjulpet hende til at få flere jobs og større roller end tidligere. Hun er bevidst om at smile, når hun er udenfor, fordi hun ved, at hun bliver genkendt. Og faktisk har hun ikke oplevet nogle negative tilkendegivelser, når folk har taget kontakt til hende. Det synes hun er dejligt. Men det kan dog være svært at håndtere medierne, der ikke altid behandler hende på samme måde.

Drømmeroller
Når hun nu er blevet en skuespiller, der bliver genkendt, spørger jeg hende, om hun har nogle drømmeroller. Hun siger, at der er mange roller, hun gerne vil spille, men ikke vil sige det højt. Men hun nævner dog alligevel, at hun gerne vil være med i en opsætning af ’Farlige Forbindelser’. Hun kan også tænke sig at spille Medea og andre tunge klassikere en dag. Måske et kammerspil med to skuespillere. Det ville være fedt, hvis hun en dag kunne lave en monolog, der passede lige til hende. Da jeg spørger Cecilie, om hun selv har tænkt over at lave sit eget en dag, fortæller hun, at hun ikke haft tid til at tænke over det, fordi hun har haft så meget at lave.

Sig noget, du er død
Til at starte med kom hun i berøring med skuespil i starten af hendes folkeskoletid. Her brugte nogle af hendes lærere skuespil som undervisningsmetode. De lavede f.eks. ‘Dyrene i Hakkebakkeskoven’ med hendes matematiklærer. Senere hørte hendes mor i radioen, at Eventyrteatret søgte børn til deres skuespilforening. Det skulle være børn, der spillede i professionelle rammer. Hun var på det tidspunkt 10-11år.

Mens Cecilie fortæller dette, kan jeg høre hun gaber. Det er naturligt, da hun er i gang med både film, dubbing og teater. Det er bestemt ikke fordi, hun er uinteresseret i samtalen, kan jeg mærke. Hun fortæller mere med stor lyst og nærvær.

Det var i øvrigt på Eventyrteatret, at hun fik sin første replik nogensinde, som hun på imponerende vis kan huske.

Det var i ’Snehvide’, hvor hun som mariehøne sagde: ”Sig noget, er du død”.

Efterfølgende kom Cecilie med i Eventyrteatret, hvor hun var i 5-6 år. I løbet af den tid startede hendes lillebror Simon Stenspil også. Hun ser sin bror som et kæmpe talent. Til foråret kommer vi til at se dem sammen i forestilling ’Fornuft og Følelser’ på Aarhus Teater. På Eventyrteatret mødte hun nogle, som i dag også er blandt hendes allerbedste venner. Det er personer som Marie Dalsgaard, Kitt Maiken Mortensen og Mikkel Reenberg.

Cecilie fortæller også, at hun siden hun var 10 år har lagt stemmer til tegnefilm. Og det var et rent tilfælde, at hun stødte på det. Dengang skulle der bruges børn til at lægge stemme til børnekarakterer. Før det var det ellers kun voksne, der lagde alle typer stemmer.

Da Cecilie var 20 år, kom hun med i Studenterrevyen. Studenterrevyen er en traditionsrig teaterforening, der har tilknytning til kongehuset. Dengang var der en ung instruktør med, der hedder Elisa Kragerup. Ja, det er så hende der siden bl.a. har instrueret ‘Metamorfose’ (Reumertvinder 2014), ‘Romeo og Julie’ (Reumertnomineret 2015) og ‘Tove! Tove! Tove!’ (Reumertvinder i 2015).

Derudover fortæller Cecilie den pudsige historie om, at alle skuespillerne på scenen dengang i dag enten er uddannede skuespillere eller arbejder inden for skuespilbranchen. Én af dem arbejder i dag som tryllekunstner, én anden arbejder i en improgruppe og resten er skuespiluddannede. Det er skuespillere som Martin Hyllander og Morten Boe Cock.

Konditor eller skuespiller?
Da Cecilie stadig var 20 år, valgte hun at søge ind på de tre skuespillerskoler (Aarhus, Odense og København). Til at starte med vidste hun ikke rigtigt, hvad det indebar at gå til prøve. Egentlig troede hun, at hun skulle være konditor. Hun vidste dog ikke, om det var fordi, hun ikke turde sige højt, at hun ville være skuespiller, eller om hun bare godt kunne lide kager.

Hun kontaktede Lene Vasegård, som hun havde hørt havde fået mange ind på skolerne, efter at de havde læst hos hende. Selv om Cecilie var sent ude, ringede hun til hende, og hun fik af vide at, hun skulle finde nogle tekster. Derfor tog hun ud på Det Kongelige Bibliotek, hvor hun fandt en tekst i ’Mågen’. Da hun så skulle mødes med Lene Vasegård, fik hun af vide, at hun ikke måtte kunne teksten udenad, og at hun skulle have talent. Hvis hun ikke havde det kunne hun ikke læse videre med Lene Vasegård. Cecilie fik dog lov til at læse videre hos hende efter første gang, de mødtes.

Statens Teaterskole stod for 1. prøven, og hun var rigtig bange for at søge op. Lige inden hun skulle ind foran juryen, fortalte hun sin stikordsgiver, at hun nok ikke ville gå ind alligevel. Men hun endte dog med at gå ind ad døren. Hun gik videre til 2. prøve på alle tre skuespillerskoler.

Øv, skole er virkelig kedeligt
Hun skulle allerede til 2. prøven på Statens Teaterskole ugen efter, og hun havde kun øvet én tekst og ikke de nødvendige to. Hun fandt en tekst fra Shakespeares ’Stort Ståhej For Ingenting’, men gik ikke videre fra 2. prøven i København. Det gav hende dog 5-6 dage til 2. prøven i Odense. Herfra gik hun videre til 3. prøven, og hun fortæller, at det først var efter 3. prøven på Odense Skuespillerskole at hun tænkte: Det kunne jeg godt tænke mig.

Da hun ventede på svar fra Odense, arbejdede hun på et fritidshjem. Dengang fik man svar per brev, og hun havde fået af vide, at man kunne høre på tyngden af brevet, om man var kommet ind eller ej. Hun var dog ikke hjemme da brevet kom. Derfor var det hendes lillebror Simon, der åbnede det. Hun husker, at hun blev rigtig glad. Børnene i fritidshjemmet spurgte, hvorfor hun pludselig blev så glad, og hun fortalte, at det var fordi, hun var blevet optaget på Odense Skuespillerskole. Børnene råbte: ”Øv, skole er virkelig kedeligt”.

Cecilie fortæller, at det hjalp hende til optagelsesprøverne, at hun ingen forventninger havde. Det gjorde hende umiddelbar, og gjorde det nemmere for hende at være tilstede i situationen. Det hjalp hende paradoksalt nok, at hun ikke var så velforberedt.

Det at være skuespiller
Cecilie siger, at man kun skal blive skuespiller, hvis man ikke kan lade være. Det er nemlig en livsstil at være skuespiller, fordi du er væk hver eneste aften, og at du skal bruge tid på at komme ind i dine roller. Generelt er du et andet dyr i skoven, når du har anderledes arbejdstider, men det er også fedt, at det er et omskifteligt job, hvor man også møder nogle fede mennesker og er med til at fortælle gode historier til publikum.

Hvis hun skal give et godt råd, skal man finde sig en god lærer at læse hos, og dem er der mange af. Gå sammen med andre og lav noget teater sammen. Læs nogle stykker, gå i teatret, se nogle gode film og tænk over, hvad det gør ved dig. Når du er til optagelsesprøve, skal du fortælle din scene på din måde. Det er dine tre minutter. Det er kedeligt at gøre som andre. Det kan være svært med nervøsiteten, men det må du trække vejret i og manøvrere i.

Ellers kan skuespilaspiranter også søge ind på nogle udenlandske skoler. Det er ikke til at sige, hvad juryerne vil have på de forskellige skoler. Når du er til 3. prøve i Danmark er alle gode nok til at blive optaget på skolen, men der er bare ikke plads til alle. Det er marginaler, der afgør det. Det kræver mod og styrke at blive skuespiller, og hun har en ven, der kom ind efter at han havde søgt i 7 år.

Cecilie som skuespiller
Jeg spørger Cecilie, hvorfor hun egentlig er skuespiller. Hun siger med det samme, at hun ikke ved det og holder en pause efter det. Efter lidt tid fortæller hun, at hun godt kan lide at fortælle historier, fortælle myter, spejle livet, og at hun har en kærlighed til teatret, der kan få publikum til at få nye refleksioner. Hun har et naivt håb om at gøre verden bedre i sidste ende.

Hun har aldrig prøvet at være arbejdsløs i de knap 10 år, hun har været uddannet skuespiller, og det er hun meget taknemmelig for. Hun siger, at det at se et skuespil er som at pakke fisk ind i aviser. De er væk dagen efter.

Men det kan dog gøre det, at man stopper op og tænker over sit liv.

******

Det er tydeligt at mærke at Cecilie mener, at hun er meget taknemmelig for den karriere, hun har i dag. Det siger meget om hendes person, at hun vil bruge noget af sin tid på at tale med Ungt Teaterblod, der har som mission at få flere unge i teatret. Det er sjovt at bemærke, at Cecilie igennem sit liv har stødt på andre ambitiøse og talentfulde mennesker, hun har lavet teater med og også holdt sammen med siden. Der har måske været en skuespillerstjerne over Cecilie, siden hun blev født.

Uanset hvad vi vil på Ungt Teaterblod ønske hende en masse hjertelige pøj pøj’er fremover i hendes liv.

 

Fotos: Sigurd Høyen

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod