Spotlight: Dan Zahle

Af Jonas Gudmand 

 

Har du tænkt over, hvem der spiller sponsoren i julekalenderen ‘Den Anden Verden’? Ham som truer med at lukke ‘Det Gyldne Teater’, hvis han ikke får nisser med i deres forestilling? Det kan du nu komme til at vide mere om, da vi har haft en snak med ham.

Her skal vi høre om, hvordan det er at springe ud I at lave sit eget teaterprojekt, når der ikke er andre jobs. Det er skete altså, før at han kom med i julekalenderen. Hvor kommer modet og inspirationen fra? Dan fortæller vidt og bredt om teaterskuespil med udgangspunkt i forestillingen ‘Aben’, som han har spillet på Københavns Musikteater.

Dan Zahle er en rigtig interessant mand med meget på hjerte, og vi er glade for, at vi har været så heldige, at han har villet dele ud af ham. Du kan læse om hans betragtninger i forhold til, hvordan den fjerde væg skal sprænges, hvorfor han har villet lave sit eget stykke, og hvad man skal være opmærksom på, når man søger ind på skuespillerskolerne.

Hvad er din baggrund som skuespiller?

Jeg er uddannet skuespiller fra Aarhus Skuespillerskole, hvor jeg blev færdig i 1995. Siden da har jeg arbejdet med alt lige fra musicals, teater, film og tv. Senest har jeg været aktuel i DR’s julekalender.

Jeg synes selv, at det er gået godt med min karriere. Der er perioder, hvor man tænker, hvad fanden der nu skal ske. Men der kommer altid et eller andet. Og man lærer at indordne sig under de vilkår.

img_20160329_210420

Du valgte pludselig selv at sætte en forestilling op på Københavns Musikteater. Det lyder ret specielt, når du ellers har været med i andres projekter.

Det er faktisk anden gang, at jeg sætter en forestilling op på eget initiativ. Vores første forestilling hed ‘Ufologens Fald’ og blev produceret af mit dengang nyetablerede produktionsselskab UmDieEcke. Navnet kommer fra en af vores utallige ture til Berlin. Det er i Tyskland, at jeg ser mest teater.

Hvorfor lige præcis tysk teater?

Måske fordi det umiddelbart er lettere, for mig, at iagttage udefra. Når man ikke udelukkende kigger på sine kollegaer og folk, man til dagligt arbejder med. Det er ligesom mere ude i strakt arm. Og så kan det måske være, at jeg har forgyldt det ekstra, fordi jeg i starten ikke forstod det hele, så det på en eller anden måde fremstod som noget meget overrumplende og samtidig noget meget mystisk.

Det er nu stadig meget overrumplende og vildt at se teater dér. For mig. Jeg elsker den måde, de insisterer på at gå ind og undersøge de gamle klassikere på. Der er en fantastisk insisteren på at dekonstruere stoffet og finde ind til den kerne, som de selv mærker. Ikke dekonstruktion for dekonstruktionens skyld, men for at være ærlig i udtrykket.

Det er også fordi, de ofte arbejder meget med at fjerne den fjerde væg (den usynlige væg ud til publikum, red.) Det arbejder jeg selv med.

Det gør alle skuespillere selvfølgelig. Også herhjemme. Det handler om at se bort fra den fjerde væg og så skabe en stemning af, at skuespillerne er der sammen med publikum. Det betyder for eksempel, at jeg sagtens kan finde på at kigge på dig og bruge dig under forestillingen. Det gør jeg, hvis jeg føler, at det passer til situationen. Vi er sammen om scenerummet og om at få fortalt en historie. Der er en ærlighed i, at du kan stå og sige, at jeg er en skuespiller, der står og ser dig. Det handler om at være modig nok til det. Den stil valgte jeg at bruge, da jeg sammen med iscenesætter Andreas Dawe lavede ‘Aben’ på Københavns Musikteater. Og Andreas, som i kraft af at også være skuespiller, skabte så meget plads og inspiration, at vi kunne få integreret det rigtigt i forestillingen. Så det var på alle måder lykkeligt.

ut-blod

Hvordan har reaktionerne været fra publikum, når du har benyttet dig af denne tyske teaterstil?

Altså jeg tror nu ikke, at det udelukkende er en tysk stil. Jeg tror, at mange bruger det.

Det sjove er, at hvis du spørger folk i salen om noget oppe fra scenen, så er den første reaktion, at de ikke reagerer. De hører godt mit spørgsmål, men de tænker ikke, at de skal reagere. Så reaktionen er vel mere, at de opdager, at de er en del af forestillingen. Når de opdager, at de gerne må reagere, oplives deres lyst til at være tilstede i rummet. Jeg oplever, at vi pludselig bliver samlet som gruppe i rummet. Så kan jeg vælge mellem at tage publikum ind eller distancere mig fra dem i måden, jeg spiller på. Det er vel en måde at åbne rummet op på.

Det er en idé, du har fået fra teater i Tyskland?

Nej, det er faktisk noget, som jeg selv har savnet, når jeg har spillet. Jeg har følt mig bundet, når jeg har stået på scenen. Jeg har ofte lænet mig ind i at spille mine “buer”, dvs. alle de forberedte måder jeg vil aflevere mine replikker på og gøre det uden altid at lytte ud mod publikum. Måske har det været en tryghed. Mange gør det jo helt fantastisk uden at tage kontakt til publikum. Men der har været noget i mig, der har søgt mod en anden måde at spille skuespil på. Jeg opdagede, at der lå noget i det berlinske teater, jeg kunne bruge, og så har jeg arbejdet videre med det selv. Hvis jeg ikke tager publikum aktivt ind som skuespiller og registrerer dem i rummet, kan det meget hurtigt virke fremmedgørende. Men som sagt så er det jo noget mange bruger.

Hvordan kan det være, at du lavede forestillingen ‘Aben’? Du brugte bl.a. dine egne penge på projektet. Hvor kom idéen fra til at lave ‘Aben’?

Jeg læste en historie, som Franz Kafka har skrevet. Den hedder ‘En rapport til et akademi’, og jeg var rigtig vild med den. Den handler, kort fortalt, om en abe, RødPeter, der bliver skudt ned på guldkysten, og som herfra bliver fragtet i et bur til civilisationen. Undervejs bliver han tvunget til at vælge mellem at “blive” et menneske eller dø, mellem at tilpasse sig eller forgå, som han sidder der i buret. Så han vælger at stoppe – med at være en abe. Da han når civilsationen, skal han så igen vælge, om han vil tilbringe resten af sit liv i et bur i Zoologisk Have, eller om han skal vælge varieteen og blive en performer. En kuriositet. Så han vælger varieteen. Han lærer at tale, danse og at imitere mennesker.

I virkeligheden er han sprunget ind i et nyt bur uden at vide det. Det med at tilpasse sig kan være farligt, hvis man gør det for meget. Hvis du assimilerer dig for meget. Så risikerer du at miste dig selv, og alt det du kommer fra. Han står og kigger tilbage på sin fortid som abe med foragt, men han formår alligevel ikke være et rigtigt menneske, da han jo er og bliver en abe. Så han er midt imellem to verdener, og det var det, der fangede mig. Det var noget, jeg kunne nikke genkendende til.

At man som menneske kan længes efter at være en del af et fællesskab – at høre til. Og hvor nedbrydende det kan være ikke at gøre det. Det kender vi alle sammen, tror jeg. Det er også et aktuelt emne i forhold til diskussionen om, hvor meget flygtninge skal assimilere sig. Er det ikke også meget fedt at møde mennesker, som ikke har tilpasset sig som noget andet, end det de er? Så bliver det et reelt møde.

ungtteaterblodlogo-04-04

Hvor kommer det fra, at du tør at lave noget selv? Det må komme et sted fra.

I denne forbindelse handlede det også, om at jeg havde min gode ven og kollega Andreas Dawe med på vognen som instruktør. Han var fantastisk i alle hensenneder i denne proces.

Og så var der er et klart behov og en nødvendighed for mig i at spille på den måde, som jeg gerne vil gøre det – at kunne gøre det uden begrænsninger. At sætte forestillinger op selv. Det er en måde at skabe et teater, hvor jeg kan vælge den form for historiefortælling, jeg synes er interessant og være præcis den skuespiller, jeg gerne vil være. At komme væk fra noget rationelt. At gøre teatret til det der sted, hvor vi kan finde et nyt sprog. Det 3. sprog som man siger. Som teatret er. Og når det så ikke kommer dumpende ned i hånden til mig via tilbud, så må man jo selv forsøge at finde frem til det på en eller anden måde.

Det lyder som en søgen efter at være den bedst mulige udgave af sig selv som skuespiller?

Ja, måske er det et eller andet sted en søgen efter det. Det er en søgen efter at få lov til at bruge de værktøjer, som jeg ikke har følt, jeg kunne bruge i andre forestillinger.

Det er i slippet, at det hele sker. Det lyder banalt og alle skuespillere siger det. Men ikke desto mindre så er det bare der, det er sjovt. Når man er helt spændt op og meget fokuseret, siger folk, at de jo godt kan se, at du VIL det, og det er selvfølgelig fedt. Men når du slipper, så sker det. Så ér du det. Det kender du sikkert også, hvis du ser en skuespiller, der rigtig gerne vil spille og vise sig selv. Man kan godt se, at vedkommende er dygtig, men der er ikke altid plads til publikum i det.

Så hvad kan et slip være?

Lige så snart man bliver bevidst om, hvad man udstråler med sit ansigt, så taber man noget. Når en instruktør beder dig om at spille sexet, har du tabt. Du kan ikke spille sexet, men du kan forføre den, du står sammen med på scenen. Det handler ikke om, hvad du vil udstråle, men hvad du vil med din medspiller. Vær tilstede med den du er.

Har du nogle tanker eller råd til skuespilleraspiranter?

De råd, jeg kan give, vil være nogle, som jeg selv stadig arbejder med. Det er sjovt, fordi skuespil er et arbejde, der ikke stopper. Man skal finde ud af, hvordan man står på scenen bedst muligt uden at tækkes nogen. Man skal have den her åbenhed og parathed. Det er noget med at have hjertet med i det, du gør og ikke være bange for at blotte sig og være tilstede i det lokale, du står og spiller. Det kan lyde banalt.

Man skal stole på sig selv. Det er fair nok at være nervøs. Jeg kan selv være meget nervøs lige inden, jeg skal ind på scenen. Men jeg er det ikke, når jeg først står der. Jeg tager en beslutning om at gå ind og fortælle denne historie fra nul og så lade den fylde mig op, til den er færdig. Jeg skal bare ind og være i det, stå i det og mærke det, som jeg føler. Hvis man tillader sig selv at stå med det, stå med sin nervøsitet og usikkerhed, så bliver man tyve gange stærkere, end hvis man står og prøver at være en karakter. Forstået på den måde at man er stærkere, hvis man står med sin usikkerhed og uformåen end, hvis man forsøger at spille forbi den. Gå efter det som er i dig lige nu. Stil dig selv til skue med alle de uperfekte ting og mangler du indeholder.

 

Foto af Dan Zahle: Søren Rønholt

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Spotlight: Louise Fribo

Af Carina Blangsbøll   Ungt Teaterblod har fornøjelsen af at præsentere næste Spotlight, som ...

Spotlight: Fredericia Teater

Af Christian Skovgaard Hansen og Mette Herschend   Ungt Teaterblod retter igen spottet mod ...

Spotlight: Teater I Akt

Af Jonas Gudmand   I 2013 var der fire fyre, der rigtig gerne ville ...

Spotlight: Cecilie Stenspil

Af Jonas Gudmand Det er en fornøjelse for Ungt Teaterblod at præsentere det næste ...

Spotlight: Vendsyssel Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod Vendsyssel Teater, ...

Spotlight: Viktoria Falck-Schmidt og Oliver Starpov, Den Kongelige Ballet/Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod balletdanserne Viktoria Falck-Schmidt ...