Spotlight: Kamilla Wargo Brekling

Af Jonas Gudmand

 

Vi har mødtes med en af Danmarks mest interessante teaterinstruktører, der er ingen ringere end Kamilla Wargo Brekling. Det er blevet til et interview, hvor Kamilla åbner op for, hvad det er for et teatersprog, som hun bruger, og hvad hun har været igennem for at finde det.

Hun fortæller om det unaturlige, der er blevet naturligt for os moderne mennesker, om brugen af det tragikomiske i hendes teaterarbejde og mange andre yderst interessante ting. Bl.a. mener hun, at vi unge skal være mere politiske.

Kamilla udtrykker sig klart, varmt og direkte, og det er noget, vi finder enorm værdi i. Det tror vi også, at du vil gøre.

 

Hvordan er din måde at lave forestillinger på?

Når jeg laver mine forestillinger, er det baseret på improvisation. Styret improvisation. Jeg skriver i min forberedelsesperiode, før prøverne går i gang. Jeg har en masse tekster, bud på scener og monologer – langt det meste er ikke færdige tekster. Tit skriver jeg bare en sætning – en virkelig god, skæv, modsætningsfyldt sætning, som jeg har fundet på, og den sætning beder jeg skuespilleren improvisere over. Og den sætning bliver så overskriften på monologen – og skaber vinklen på scenen.

Jeg laver manuskripter i samspil med mine skuespillere. Jeg spiller sammen med folk. Men det er mest mig, der har bolden, mig der har ansvaret, og jo også mig der altid har det sidste ord.

Jeg har også altid en bunke spørgsmål med, som skuespilleren skal svare på, og så omformer jeg skuespillerens svar til monologmateriale. Jeg arbejder med det impulsive sprog, og man kan måske sige, at jeg skriver direkte til skuespilleren. Det er vildt vigtigt, at ordene passer ind i den mund, der skal sige dem. Hvis du forstår.

Har det at gøre med, at du tidligere har leget med tanken om at blive skuespiller i dine yngre dage? 

Ja, i gamle dage ville jeg være skuespiller – eller det troede jeg, at jeg ville. Jeg kunne mærke, at der var noget med det der skuespil og teater, som jeg syntes var fascinerende. Det der med at iscenesætte virkeligheden og gå ind i andre virkeligheder, er for mig virkelig interessant.

Jeg tror faktisk også, at det er sådan, jeg ser på hele livet. Den måde vi lever vores liv på, det er også iscenesat. Det optager mig enormt meget, hvordan vi iscenesætter vores liv og vores samfund og vores verden.

Nå, men jeg ville altså være skuespiller, og jeg syntes også, at det var lidt smart at kunne sige, at jeg læste hos en skuespiller fremfor at sige, at jeg arbejdede på en italiensk restaurant. Dengang anede jeg faktisk overhovedet ikke, hvad jeg ville være. Jeg spillede en masse teater, da jeg gik i gymnasiet. Men jeg kom aldrig ind på de der skide skuespillerskoler.

Kamilla_F6A3733

Hvor mange gange nåede du at søge?

Måske søgte jeg to gange. Kender du ikke fornemmelsen af, at du er i noget, der føles rigtigt, og alligevel føles det forkert?

Ja. 

Man er i et eller andet univers, som kan noget, men alligevel står man ikke helt godt på benene. Der er et eller andet, der er godt. Man er tiltrukket af noget, der er rigtigt, men man har ikke fundet det rigtige sted endnu. Sådan havde jeg det, når jeg gik til de dersens optagelsesprøver. Jeg følte mig lidt ved siden af.

Hvor gammel var du?

Jeg var ung – i starten af tyverne, da jeg søgte. Der skete så det, at jeg blev gravid, da jeg var 22. Så da jeg skulle have et barn, tænkte jeg: “Oh my god, nu er det slut med mig og min krop. Nu skal jeg ligne en kæmpe ko fra nu af.”

Så begyndte jeg at danse på fuldtid. Det gjorde, at jeg opdagede, at jeg faktisk havde en krop – hvis du forstår. Jeg følte, at det var rigtig godt at danse.

Fuldtid hvordan?

Jeg gik på kurser og daghøjskole, hvor jeg bevægede mig og dansede hele tiden. Og som tidligere sagt var min motivation faktisk, at jeg ville have en pæn krop, selv om at jeg skulle have et barn. Men efter jeg havde født, så blev jeg sgu ved med at danse.

Jeg dansede bl.a. på ’Den Rytmiske Daghøjskole’. Der fulgte jeg en del intensive kurser. Jeg var virkelig draget af det. Derefter kom jeg ind på en skole, der hed ’School of Movement’, som var moderne dans og koreografi.

Det var en verden, der åbnede sig, da jeg begyndte at koreografere. Pludselig kunne jeg iscenesætte teatralske universer, uden at jeg behøvede at stå på scenen. Jeg kunne bestemme og kreere.

Jeg begyndte at få sådan nogle syn om scener, jeg gerne ville lave. Og så lavede jeg dem. Sådan nogle syn får jeg stadig.

Kamilla_F6A3797

Hvilken form for syn?

Sådan nogle sceniske syn. Helt konkrete billeder, ord eller bevægelser. Jeg prøvede scenerne af, og for første gang i mit liv glemte jeg tiden. Hvis man glemmer tiden, er man virkelig på et right track.

Så følte du måske, at du var ved at være et sted, hvor det føltes rigtigt, uden at det også føltes forkert?

Ja, det føltes nemlig rigtigt. Pludselig havde jeg kontakt til sådan en ren ægte kanal. Sådan tror jeg også det føles, når man finder kærligheden.

På min danseskole ’School of Movement’ stiftede jeg bekendtskab med Pina Bausch. Hun var meget inde i et syret performanceunivers. Det inspirerede mig, at man ikke nødvendigvis skulle gå naturalistisk til værks. Og den måde at arbejde på overførte jeg til mine egne forestillinger, hvor jeg arbejdede i billeder, og det er meget sådan, jeg stadig arbejder.

Jeg arbejder i billeder, ikke med en naturalistisk fortælleform. Når jeg ser en scene for mig eller har en tekst i hovedet, så er det ikke i en psykologisk sammenhæng til noget andet – så er det egentligt bare et isoleret scenisk billede.

Bare fordi jeg har en idé til en monolog eller whatever, så behøver jeg ikke kunne lave en hel forestilling om det. Jeg arbejder i billeder og statements.

Er der egentligt et ord for det? For det virker som en moderne måde at lave teater på, som er en stil andre også bruger nu om dage.

Jeg har altid arbejdet sådan, egentlig helt intuitivt, uden faktisk at tænke over metoden. Jeg skaber en masse materiale til skuespillerne, monologer og fællesscener, og så sættes alle de scener sammen som et puzzlespil. Meget tit er det de scener med størst modsætning, der står bedst ved siden af hinanden. Noget blødt ved siden af noget hårdt.

Der virker ’Kvinde kend din krop’ som et utroligt godt eksempel på det, du siger der. Så kan der stå en savannemand på scenen, der snakker om, at han kan give enhver kvinde orgasme, og scenen efter handler det om fødselsdepression.

Præcis. Jeg kaster publikum rundt og giver dem nogle chok på den måde. Jeg kan godt lide at arbejde med uforudsigelighed, både i dramaturgien og i sproget.

Jeg har en arbejdsmakker, der hedder Karina Dichov Lund. Hun har arbejdet med mig i de sidste små 15 år. Hun er mester i at sætte scenerne sammen. Hun giver altid ”første go” på en rækkefølge, og så tager vi den derfra – og bytter og flytter det der skal byttes og flyttes på. Det er meget vigtigt for mig at have sparring – med og modspil undervejs i processerne. Og det giver hun mig.

IMG_0618
Selfie ude foran caféen, hvor interviewet fandt sted

Hvis vi tager udgangspunkt i ’Kvinde kend din krop’, tænker du så også på, at du skal få publikum til at grine, så du kan ramme dem med noget andet senere. Bruger du humor som et våben, hvis man kan sige det sådan?

Ja, jeg bruger humor som våben. Eller man kan sige, at jeg bruger det tragikomiske. For humoren fungerer kun for mig, hvis der også er noget tragisk i det. Da jeg arbejdede som tjener lærte jeg, at man kan åbne folk op, og derfra kan man gå i alle retninger. Jeg åbner folk op med humor, og det er mit redskab til at skabe formidling. Man kan sige rigtig mange alvorlige ting med humor.

Jeg fandt det her fantastiske citat, du har sagt, som jeg har tænkt over. Du har udtalt at motivet i dine forestillinger er drømmen overfor virkeligheden, at der tit er enorm forskel på, hvad vi drømmer om, og hvordan realiteterne faktisk ser ud, og når man slår ned i punktet mellem de to poler, rammer man et knivsæg, hvor der virkelig er meget smerte, og det er så lige der, det tragikomiske opstår. Og så tænker jeg, hvad er det tragikomiske i det?

Det er tragikomisk, hvis du forestiller dig, hvad du går og drømmer om, og sætter det op overfor, hvordan du reelt lever dit liv. Og det jeg også synes er så interessant ved vores drømme er, at de så tit minder enormt meget om hinanden. Vi drømmer jo nærmest om det samme alle samme. Vi drømmer om frihed, kærlighed, tid, (tænkepause)…

Tryghed?

Tryghed. Og når du så ser, hvordan du lever: Du er spændt hård for, du har masser af arbejde, du oplever ensomhed og stress. Det er kraftstejleme morsomt – og tragikomisk. Hvordan kan det være, at vi finder os i ikke at leve vores drømme mere ud. Jeg forstår det ikke.

Vi bilder os ind, at vi ikke passer ind i samfundet, og at det er vores skyld, at vi ikke kan udleve vores drømme. Vi kigger aldrig på samfundet og tænker på, hvad det egentlig er, man har gang i. Du skal bare passe ind i samfundet. Er der nogen, der har spurgt samfundet, om det passer ind i dig?

Har du et bud på, hvad vi som moderne mennesker kan gøre for at udleve vores drømme? 

Nu er jeg i den heldige situation, at jeg ikke behøver give nogle svar i mine forestillinger. Jeg er jo bare et moderne menneske selv og lever fuldstændig ligesom alle andre og drømmer fuldstændig ligesom alle andre. Og det jeg lever af er at iscenesætte den virkelighed, jeg ser og oplever. Så jeg har ikke svaret. Mine forestillinger er en slags forstørrede statusrapporter over os moderne mennesker.

Eller der er faktisk en ting, jeg tænker på, der måske kan hjælpe på udlevelsen af drømmene.

Nu har jeg jo det her slags job, hvor jeg arbejder i perioder. Nogle gange har jeg rigtig travlt og andre gange ikke. I de perioder jeg ikke arbejder med en produktion, har jeg tid til at gå en tur, tænke og skrive. Det er for mig frihed ikke altid at have så fucking travlt. Det er frihed og en luksus.

Det er næsten pinligt ikke at have travlt i dag, fordi det ikke regnes for noget at have tid. Det er på en måde et brud på reglerne.

“Hvad fa’en laver du, har du bare fri?” Vi lever med det samme pres alle sammen, og vi vil gerne følge med hinanden og føle os gode. Det skal vi jo også være. Vi skal gøre noget godt for verden hver dag. Men det kan vi måske bedst ved at sætte tempoet lidt ned en gang imellem, så der rent faktisk bliver plads til en tanke. Og måske også til en drøm.

Som man siger til børnene: Man skal bare kede sig lidt, så finder man på noget. Hvornår har du sidst kedet dig? Hvis man keder sig, så gør man med det samme noget ved det. Og vi har ikke tiden til at kede os i dag.

Jeg er blevet endnu mere nysgerrig på spørgsmålet: ”Hvad er der i ingenting?” Man kan gå ned i et refleksionslag og undersøge, hvad livet – sådan helt rent – egentligt handler om.

Lige så snart du tager dig tiden og begynder at skabe din egen virkelig, så begynder du at få melodier i hovedet, og det synes jeg er vigtigt.

Jeg er fascineret af, hvordan det unaturlige meget hurtigt bliver det naturlige.

Mikkel Russel Jensen

Som f.eks. at det er blevet naturligt at finde sig i stress og jag?

Ja, hvorfor stresser vi, og hvorfor finder vi os i det, og hvordan har vi lært at bo i lejligheder. Det synes jeg er enormt interessant. Jeg siger altid, at jeg ikke vil have en hund, for man kan ikke byde en hund i en lejlighed. Men jeg bor der fucking selv, og jeg er også et dyr.

Touché.

Jeg kan huske første gang jeg talte i mobiltelefon på gaden. Det var så surrealistisk. I dag er det noget af det mest naturlige. For ”få år siden” var det vildt mærkeligt, og man troede længe, at folk gik og talte med sig selv på gaden.

Nu føles det tomt og unaturligt, hvis man en dag har glemt sin telefon. Det unaturlige bliver naturligt. Vi vender os til at købe en bøf, men vi aner ikke, hvor den har siddet i dyret. Den der fremmedgjorthed optager mig meget.

Bruger du naturen til at forstå mennesket bedre?

Jeg synes, det er vigtigt, at vi mærker vores liv, og at vi ikke er så fremmedgjorte overfor alting. Hvis du ikke kan slagte et dyr så lad vær med at spise kød. Og lad vær med at spise al det kød, for i vores industrialiserede landbrug findes der jo næsten kun fucking pinte svin. Hvorfor spiser man det?

Der er så mange ting, vi bare lærer at leve med, og som vi bare skal indrette os efter. Vi glemmer at stille spørgsmål. Vi glemmer at spørge: Er det her egentlig ok?! Vi er ved at glemme naturen, og vi er jo selv en del af den…

Så du er nysgerrig efter at forstå den unaturlige natur, der er opstået i mennesker?

Ja, og så sætte det på scenen og forstørre det – med overdrivelse som humorgreb. Generelt går jeg og observerer.

Jeg har aldrig været helt stiv i at leve livet. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor vi gør, som vi gør. Så jeg går og glor rigtig meget og observerer. Mine børn vil helst ikke køre i tog med mig, fordi jeg altid sidder og glor og lytter efter, hvad folk siger, og skriver ned hvad de siger. Jeg kan ikke stoppe med at studere mennesket.

Os civiliserede normale mennesker er interessante, fordi vi er så tilpasningsparate hele tiden. Vi forandrer os hele tiden. Og så er vi flokdyr. Der er ikke noget mere morsomt end at se på vores vaner og alt det, vi tager for givet. Vi ligner alle sammen hinanden samtidigt med, at vi vil være unikke.

Du har sagt før, med sådan et dejligt ord, at du er en tendensuger. Det opsummerer det?

Ja.

Nå, men vi må hellere lige komme tilbage til starten på din karriere. Du gik på ’School of Movement’ – men hvordan kom du derfra til pludselig at skrive og instruere teaterforestillinger?

Jeg afsluttede min uddannelse på ’School of Movement’ med en afgangsforestilling, og den kom efterfølgende til at spille på en festival, og så har jeg faktisk lavet forestillinger lige siden.

Hvad var det for en festival?

Det var på Roskilde Festivalen. De havde et dansetelt, hvor de viste forestillinger. Min forestilling var ekstrem enkel i sit udtryk, og det har mine forestillinger altid været. Det har gjort det nemmere for mig at komme på turné.

I 8-10 år arbejdede jeg sammen med en, der hedder Maxine. Hende forelskede jeg mig i kunstnerisk. Jeg lavede små soloforestillinger til hende, som vi rejste rundt med i Danmark og på alle mulige internationale festivaler.

Jeg skal bare have et gulv, en skuespiller og en lampe – så kører vi. Selv om at jeg altid har arbejdet med scenografier, synes jeg, det er vigtigt at gøre det enkelt. Jeg beder altid scenografen om at knække rummet.

Hvad betyder “at knække rummet”?

Scenerummet skal bare lige knækkes. Det skal have et twist. Vi kan ikke foregive, at det ikke er en teaterscene, også selv om du bruger en scenografi, der ligner f.eks. et apotek.

Jeg kan godt lide, at det er, hvad det er: plain, enkelt og reelt. Både publikum og skuespillere ved godt, at det er et teaterrum.

Så jeg kan bedst lide at få knækket rummet, skabe en enkelt installation, der så bliver en åben platform for kommunikation, for skuespil.

Udover at jeg har holdt det ekstremt enkelt, så har jeg også været ekstrem produktiv. Og de to elementer har gjort, at jeg har kunne lave rigtig mange forestillinger. Jeg har lavet virkelig mange forestillinger.

Det handler også om at have modet til at være pushy. Engang var der noget, der hed Kanonhallen, og dem henvendte jeg mig til, fordi de skulle afholde en festival. Jeg sagde, at jeg ville deltage i den festival, om jeg så skulle spille i et kosteskab. Og det kom jeg så til.

Min forestilling spillede i et kosteskab i Kanonhallens foyer. Det var jeg pisseligeglad med, og sådan har jeg det også i dag. Jeg behøver ikke have den største scene. Jeg synes, der er en kæmpe frihed i, at alle forestillinger jeg laver i princippet kan spilles hvor som helst.

Og lige meget hvad jeg laver, skal jeg altid have fat i en kerne af sandhed. Jeg gør aldrig noget for sjov.

UngtTeaterblodLogo-04-04

Så du har aldrig overvejet at skrive en revytekst uden en morale, hvor det bare er sjovt for at være sjovt?

Nej, det kan jeg slet ikke. Jeg er overhovedet ikke morsom. Det jeg kan er, at jeg kan sige højt, hvad jeg tænker. Og det er pissesjovt. Hvis vi først begynder at sige, hvad vi tænker, så er hell loose.

Tag f.eks. onani. Det er noget, vi alle gør. Hvem har bestemt, at man ikke skal snakke åbent om det? Og hvorfor leder vi efter en kæreste? Hvorfor leder vi ikke efter fire? Hvorfor skal man ikke bo på en anden måde? Der er så mange hvorfor’ere. Og det er det jeg lever af – jeg lever af at spørge dumt.

Jeg har hørt om den kollektive ubevidsthed, hvor man kan ramme hinanden uden at man nogensinde har snakket sammen. Det er vildt.

Det er super interessant. Og hvorfor kan man det? Det er fordi, der er energi. Vi oplever jo tingene sammen og lever på samme tid. Og nu skal vi være ligesom USA og alting skal privatiseres. Det giver nogle ekkoer i vores stjæle.

Man bliver mere og mere sin egen lykkes smed, og vi bliver mere og mere ensomme og mere og mere vrede. Når jeg ser på verden, bliver jeg mega bekymret.

Hvor tror du den vrede kommer fra?

Det kommer når du ikke føler, der er nogen, der ser dig, og du ikke bliver passet på. Eller at der ikke er plads til dig. Man tror, at man er lige meget værd. Men man opdager, at man alle sammen ikke er lige meget værd. Jeg synes kapitalismen, og det der frihedspis med at være sin egen lykkes smed er noget, ja, pis. Det er så farligt for vores samfund. Jeg er faktisk pisse bange.

Bange ligefrem? Hvad er du bange for?

Ja, jeg er bange hver dag. Jeg er bange for, at vi ikke får frost i år. Jeg får klaustrofobi, hvis vi ikke får frost. Det skal min næste forestilling handle om. Vi lever på en planet, der har brug for frost. Jorden har en cyklus, og den cyklus er ved at blive udlignet. Vi har global opvarmning, og polerne smelter. Det er virkelig scary. Og vi er lammede på en måde, ik’? Hvad gør vi?

Det at du er bange for noget – er det drivkraften for den forestilling, du skriver på nu?

Præcis. Jeg skriver af ren angst. Jeg er ved at dø af skræk.

Har du nogle tanker og råd til aspiranter, der skal til at søge ind på de forskellige scenekunstskoler? 

Jeg tror mit bedste råd er at bruge hinanden. Når jeg siger brug hinanden, så mener jeg både fagligt og menneskeligt.

Det er vigtigt, at man ikke bare sætter sig ned og venter på, at det hele kommer til en. Man skal rejse sig op og gå hen og hente det, man gerne vil have og få det til at ske.

Og så vil det være klogt at tage et lille skridt ad gangen. Man skal gøre det i det små, så skal det nok vokse. Så ønsker jeg også, I unge er politiske.

Hvorfor?

Jeg synes verden har brug for, at vi er det. At vi tager stilling. Tag stilling til det samfund vi lever i, ellers kan man ikke ændre det. Skriv og lav teater om det. Vi hungrer efter ny dramatik.

Og så er der noget, I unge aspiranter måske ikke tænker over, og det er, at I sagtens kan, hvis I vil altså, tage kontakt til os ”gamle” og garvede, der er i branchen. Det er der mange der tror, man ikke kan tillade sig. Men det kan man altså godt. Jeg tror, vi er mange, der gerne vil dele vores erfaringer med jer.

Har du nogle råd til dem, der gerne vil i gang med skrive noget dramatik selv?

Det er meget enkelt. Skriv. Bare gøre det. Just do it. Bare skriv.

Man skal ikke gøre det sværere, end det er. Jeg dyrker selv det store drama i den lille historie. Og jeg tror, det er indbygget i vores natur, at vi tænker: ”Nej, det kan jeg ikke sige noget om. Hvad ved jeg?”

Man har en drivkraft mod at lade være med at skrive, fordi man ikke synes, man har noget at sige eller ved nok. Vi har alle sammen noget at sige. I hver af os ligger der masser af forestillinger. Skriv det ud! Find ud af hvordan det kommer bedst ud.

F.eks. sidder jeg jo ikke bare og skriver det hele derhjemme. Jeg laver meget af det på gulvet. Man skal finde sin egen måde at gøre det på. Hav nogle idéer og nogle sætninger og tag den derfra.

 

Fotos: Mikkel Russel Jensen (undtaget selfien, som er taget af Jonas Gudmand)

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Spotlight: “Vagtskifte” på Mungo Park

Af Christian Skovgaard Hansen   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod ”vagtskiftet” på ...

Spotlight: Lotte Andersen

Af Mia Søndergaard   Ungt Teaterblod har haft fornøjelsen af at mødes med Lotte ...

Spotlight: Aarhus Teater og Nanna Bøttcher

Af Lea Damgaard og Christian Skovgaard Hansen   Denne gang retter Ungt Teaterblod spottet ...

Spotlight: Mads M. Nielsen

Af Christian Skovgaard Hansen og Mette Herschend   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet ...

Spotlight: Peter Schlie Hansen

Af Jonas Gudmand   Dette Spotlight handler om Peter Schlie Hansen, som her efter ...

Spotlight: Louise Fribo

Af Carina Blangsbøll   Ungt Teaterblod har fornøjelsen af at præsentere næste Spotlight, som ...