Spotlight: Viktoria Falck-Schmidt og Oliver Starpov, Den Kongelige Ballet/Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

 

Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod balletdanserne Viktoria Falck-Schmidt og Oliver Starpov, som er en del af Det Kongelige Teaters korps, og i øjeblikket deltager i Balletfestivalen i København.

Vejen til kongelige balletdansere

Viktoria er 24 år, og startede sin balletkarriere i Odense, hvor hun kommer fra. Hendes to storesøstre dansede ballet på Jørgen Kroghs Balletskole, og som lillesøster, der ser op til sine storesøstre, skulle Viktoria selvfølgelig også danse. Jørgen Krogh opdagede hurtigt hendes talent og sendte hende til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters afdeling i Odense, hvor hun kom igennem nåleøjet.

Viktoria Falck-Schmidt Foto: Natascha Rydvald
Viktoria Falck-Schmidt Foto: Natascha Rydvald

I 6. klasse var den skælsættende eksamen. For fra 7. klasse og opefter foregår resten af Det Kongelige Teaters balletuddannelse i København. Viktoria bestod, og i en alder af 12 år flyttede hun hjemmefra og til København i det nyåbnede balletkollegium ”Dronning Margrethe Kollegiet”, sammen med en anden danser fra Odense, Stephanie Chen Gundorph.

Selvom der var hjemve, forklarer Viktoria: ”Odense var heldigvis ikke længere væk, end at man kunne tage toget hjem i weekenderne. Turene tilbage til København efter en weekend hjemme var dog sværere, men når man så kom tilbage, var hele skolen og huset helt fantastisk at være en del af.”

Viktoria gik i gennem hele balletuddannelsen fra balletbarn til aspirant for så til sidst at få sin kontrakt som professionel balletdanser ved Den Kongelige Ballet i 2013.

Med sig på Det Kongelige Teaters balletskole havde hun Oliver Starpov, der gik to årgange under Viktoria. Han startede som helt lille med at danse. Han beskriver, hvordan han nærmest dansede, før han kunne gå. Som 5 årig startede han til breakdance og gik på en almindelig folkeskole ved siden af.

Oliver Starpov Foto: Natascha Rydvald
Oliver Starpov
Foto: Natascha Rydvald

En dag kom ”Balletbussen” forbi hans skole, og han opdagede balletten. ”Balletbussen” var et koncept, som Det Kongelige Teater havde, hvor nogle af deres balletelever rejste rundt i bus til de danske folkeskoler og optrådte. Oliver syntes, det var noget af det sejeste, og det eneste han ville, var, at kunne det samme. Så han tog til optagelsesprøve i en alder af 7 år, og blev optaget. Han gennemgik derefter hele balletuddannelsen og blev herefter også færdiguddannet balletdanser i 2014.

En typisk dag som balletdanser

En balletdansers dag er helt anderledes end et almindeligt ”8-16-job”. Viktoria forklarer, at danserne møder ind på teatret kl. 09.00 om morgen for at klargøre kroppen med opvarmning og stræk. Herefter er der en morgenskole i 1 time og 20 minutter, hvor danserne træner, varmer op og øver sig.

Bagefter starter dagens prøver på kommende forestillinger fra kl. 11.30-16.00. Hvis der er forestilling om aftenen, får danserne fri kl. 15.00 for at kunne nå hjem inden, at de skal møde ind på teatret 2 timer før showstart, og så har de typisk fri ved 23-tiden.

Selvom det kan lyde ensformigt, spænder Viktoria og Olivers hverdag bredt. De mestrer både det ultraklassiske, der går over i det neoklassiske og endda også det helt moderne. I denne tid hvor Det Kongelige Teater rækker ud med nye tiltag for at få fat i den bredere befolkning, er det lige fra vinduesdans i Magasin til stor balletgalla på Gamle Scene, der er hverdag for Viktoria og Olivers.

Fordele og ulemper med livet som balletbarn og senere balletdanser

Det er noget af en hverdag, som balletdanserne har, og det har også haft sin pris – og så alligevel ikke. Jeg spørger Viktoria og Oliver, om de har måtte give afkast på meget som balletbørn og senere hen som dansere.

Viktoria forklarer, hvordan alle danserne har en idé om, at de er gamle af sind. De har måtte modnes langt hurtigere end andre jævnaldrende grundet de højre krav og forventninger, de har mærket helt fra små. De er aldrig blevet set på som børn, men altid blevet behandlet som voksne. Men det er ikke noget, der fylder for dem. De føler ikke, at de har manglet noget, som andre unge har oplevet. De fået så meget andet, der er langt vigtigere for dem.

”Vi har et unikt socialt liv med vores kollegaer, der har gennemlevet samme vej som os. Og vi har da også festet og haft tømmermænd!”, siger Viktoria og smiler.

Balletfestival anno 2018

I øjeblikket er der fuld gang i Det Kongelige Teaters balletfestival, der både udfolder sig med fællesdans i de danske gader, med forestillinger på Det Kongelige Teaters scener, med debatter og med konkurrencer på de sociale medier.

Foto: Costin Radu
Viktoria Falck-Schmidt Foto: Costin Radu

Alle sejl er sat til under denne tilbagevende balletfestival – dog med et twist. Normalt afholder Det Kongelige Teater en Bournonvillefestival hvert 13. år, og sidst var det i 2005, så i år skulle der, naturligvis også afholdes en balletfestival.

Men en festival til kun at hylde den danske ”Ballet-Godfather” August Bournonville, blev det ikke.

Oliver forklarer: ”I år er det en balletfestival, der viser alt, hvad Den Kongelige Ballet kan og formår”.

Viktoria og Oliver må være omstillingsparate under Balletfestivalen, for det er alt lige fra de traditionelle Bournonvilleballetter til nykoreograferede værker, der er på programmet.

Koreografen Oliver Starpov

Et af de nykoreograferede værker under Balletfestivalen står Oliver Starpov bag. Han har før vidst sig som koreograf på Den Kongelige Ballets repertoire. Og denne gang har han koreograferet til forestillingen ”Nye Toner”, der kan ses på fredag den 8. juni kl. 20.00 på Gamle Scene.

Aftenen består af tre nykoreograferede stykker i sammenspil med danske bands og musikere, der optræder til den nykreerede koreografi. Det er bandet ”ØYA”, der optræder live til Olivers koreografi, som han forklarer handler om drømme og mareridt og grænsen derimellem. Desuden vises ”Nye Toner” på storskærm i Charlottenborgs gård, også kl. 20.00, og derefter spiller en DJ op til fest.

Oliver Starpov Foto: Signe Roderik
Oliver Starpov
Foto: Signe Roderik

Det er ikke første gang Oliver tager hårde, sårbare emner op. Det har han gjort tidligere i hans en akts ballet ”Beginning and Ending” fra 2017, og han kommer også til det igen i et stykke, der kommer på Det Kongelige Teaters program næste sæson. Og netop sårbarheden har han selv fået lov at formidle under balletfestivalen i sin egen koreografi.

Sårbar, nøgen og tæt på

Balletfestivalen har budt på dans i de københavnske gader, hvor danserne har været væsentlig tættere på deres publikum, end de er vant til.

”Og det er en meget anderledes oplevelse”, siger Oliver, der fremførte sin egen koreografi på en opstillet scene under Stærekassen lige ved Det Kongelige Teater. Han fortsætter: ”Man føler sig på en eller anden måde meget nøgen, selvom man egentlig laver det samme, som man laver på den store scene. Man kan lige pludselig se publikums ansigter, deres udtryk, og om de kan lide det de ser eller ej.”

”Man kan også se hvor mange der er! Det glemmer man ofte, når man står på scenen. Nogen gange går det først op for mig, at publikum sidder der, når de begynder at klappe!”, tilføjer Viktoria.

Ballettens plads hos unge

Snakken falder på ballettens rolle og synlighed for unge. Viktoria forklarer, hvordan det er et af Det Kongelige Teaters mærkesager at gøre balletten mere synlig i unges bevidsthed – for det er vigtigt, mener hun!

Unge skal lære at anerkende kunst fra en tidlig alder, og kunne træde ud af hverdagen og ind i kunstens univers. Hun ønsker, at det bliver en naturlig norm at opleve kunst. Ligesom man ved, at det er vigtigt at dyrke motion hele livet, bør man også være bevidst om kunstens vigtighed gennem hele livet i stedet for, når man bliver ældre.

Det er så vigtigt med kunstens værdier, for at kunne udvide et menneskes horisont, mener hun.

Viktoria glædes også over alle de tiltag Den Kongelige Ballet, allerede har lavet, for der er heldigvis sket meget. Der er flere og flere unge i balletten, især til de særtilbud og gratis arrangementer, som Det Kongelige Teater tilbyder. Nu er den store opgave at få de unge til at komme igen og give balletten mere end en chance, så man lærer at forstå dansens sprog.

Oliver forklarer herefter, hvordan de inden for murerne på Det Kongelige Teater ofte føler, at de må forny balletten for at fange de unge, men dette har slet ikke vidst sig at være tilfældet. De unge vil se balletklassikerne! ”Svanesøen”, ”Napoli” og ”Nøddeknækkeren”. Disse balletter kender de unge til, og det er en god indgangsvinkel til balletten.

Ballettens plads og relevans i samfundet i dag

De unge er vigtige for balletten at fange, for Viktoria og Oliver mener begge, at balletten har en relevans og en plads i nutidens samfund, der ikke må forsvinde.

”Ballet og teater i det hele taget er vigtigt, fordi det tager dig ud af din hverdag og fører din hjerne og dine følelser til verdener, du aldrig havde troet var mulige”, forklarer Viktoria.

Og det er Oliver enig i. Han ser også på emnet med en koreografs øjne: ”Når jeg koreograferer, gør jeg det ikke for min egen skyld. Jeg gør det for at få publikum til at føle noget, og det kan være hvad som helst – kærlighed, smerte, sorg, lykke. Jeg synes, at det er så vigtigt, især i disse tider med vores smartphones og internet. Jeg vil gerne skabe et rum, hvor man kan trække vejret og nyde at være lige nøjagtig der, hvor man er, i det mindste bare i en halv times tid.”

Oplev Viktoria og Oliver!

Viktoria og Oliver kan opleves under Balletfestivalen under henholdsvis ”Nye Toner” fredag den 8. juni kl. 20.00 på Gamle Scene og til Balletgallaen lørdag den 9. juni kl. 20.00 også på Gamle Scene.

Har du lyst til at vide mere, kan du finde oplysninger på https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/ballet/balletfestival/

 

Fotos: Costin Radu, Natascha Rydvald og Signe Roderik

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod 

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Spotlight: Morten Krogh, festivalleder for CPH STAGE 2015

Af Christian Skovgaard Hansen ”CPH STAGE er hele Danmarks teaterfestival” Nu er vi klar ...

Spotlight: Mathias Sprogøe Fletting

Af Jonas Gudmand   I dette Spotlight retter vi det på Mathias Sprogøe Fletting, ...

Spotlight: Aarhus Teater og Nanna Bøttcher

Af Lea Damgaard og Christian Skovgaard Hansen   Denne gang retter Ungt Teaterblod spottet ...

Spotlight: Mads M. Nielsen

Af Christian Skovgaard Hansen og Mette Herschend   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet ...

Spotlight: “Vagtskifte” på Mungo Park

Af Christian Skovgaard Hansen   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod ”vagtskiftet” på ...

Spotlight: Teater Grob

Af Christian Skovgaard Hansen   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod Teater Grob ...