Anmeldelse: Betty Blue, Teater Nordkraft
Af Christian Skovgaard Hansen
Kærlighedens kraft er stor. Og det er bestemt ikke al kærlighed, der nødvendigvis er af den gode slags. For det er nemlig ikke altid, at kærligheden er stærkest og kan klare det hele. Prisen for kærligheden kan også blive høj – måske endda for stor. I Betty Blue oplever vi, hvilken pris du er villig til at betale for kærligheden, herunder ikke mindst hvor langt du er villig til at gå også menneskeligt.
Teater Nordkrafts leder Minna Johannesson sætter fuldt spot på denne kærlighedens kraft, når hun dramatiserer Philippe Djians novelle ”Betty Blue” fra 1985 og den storhittede filmatiseringen fra 1986 af samme navn. Alle sanser og følelser aktiveres, og vi bliver gennem forestillingen udfordret både på, hvad vi egentlig skal tro, og hvem vi skal ”holde” med, men også på vores egne følelser og tanker.
Trods forlæggets snart 20 år på bagen, føles det aldrig stift eller gammeldags. Det skyldes både Johannessons vilde iscenesættelse, men det skyldes i lige så grad, at det er fortællingen om nogle af vores urkrafter, der udspiller sig for os, og da fortællingens emner er universelle i livet.
Den unge Betty lever livet lidenskabeligt og med saft og kraft. Hun har mange drømme, som dog ofte punkteres. Den unge Zorg kan ikke få afsat sin bog, så han har taget ophold i en strandstol for at gentænke livet. Hun møder ham, og han forelsker sig i hende. Hun bliver hans et og alt, og han vil gøre alt – som i alt – for hende. Hun findes hans gamle romanudkast, og hun rusker op i ham.
De to holder sammen, og kærligheden synes uendelig. Men den kommer ikke uden en pris… Og kan og vil de betale den? Det kunne måske nok have været lettere for Zorg, at han opgav denne kærlighed – men det gør han ikke! (Selv)destruktionen nærmer sig derfor. Uden at afsløre for meget her, kan det nævnes, at Johannessons slutning på fortællingen – og dermed kærligheden – er noget mere åben end forlæggets er. Vi kan selv være med til at danne os vores tro.
Johannesson og forestillingen kræver noget af os som publikum, og det er med at holde tungen lige i munden. Vi hjælpes dog godt på vej af fortælleren Zorg, som både er fortæller i den oprindelige roman og efterfølgende film og ikke mindst også her. Der indlægges derved et metalag, der gør, at der kan gives nogle fine kommentarerer med til oprindelige historie. Manley giver fint Zorg den diametrale modsætning til Betty, og han har en tiltrængt ro og tankefuldhed, men også usikkerhed. Samtidig sørger han også for, at historien drives frem, så det hele ikke ender i et totalt kaos, men i et kontrolleret kaos.
Udover Zorg møder vi Betty i form af hele tre Betty’er, som intenst og vakst spilles af Laura Kold, Thomas Nielsen og Nanna-Karina Schleimann. De er forskellige – både af krop, men særligt også af ageren og sind(sstemning). Det er et ganske stærkt greb, og det viser os netop den kraft og splittethed, som er i Betty. Hun ér historien. Det hele er lidt flydende, og Betty har en mere eller mindre kompromisløs tilgang til hele tilværelsen. Alt imens indtager de tre også fint andre småroller i fortællingen.
Normalt er Nanna-Karina Schleimann ”kun” musiker, komponist og lyddesigner. Her står hun også for musikken, hvilket løses til perfektion, når de mange forskellige musikbidder får lov at være med til at vise os de mange forskelligartede sindsstemninger. Men hun træder også i karakter som skuespiller, hvilket lykkedes ganske godt for hende.
Betty Blue er vild og fandenivoldsk, og Johannessons iscenesættelse både udfordrer og inddrager – også bogstavelig talt – os i Zorg og Bettys kærlighedsrejse. De mange idéer udfoldes i fuldt flor. Det er på samme tid forbløffende og fantastisk, som kærlighedsrejsens mange udsving leveres med en selvfølgelighed, som dog også udfordres kraftigt undervejs. Sammen med Katrine Gjerdings enkle, men voldsomt effektfulde scenografi, Parnuuna Thornwoods kostumer og Mads Eckerts stemningsfyldte lysdesign er scenen sat, og der er fuld kraft på effektive effekter, der medvirker til den betingelsesløse kraft, vildskab og ikke mindst kærlighed.
Det kan godt være, at bogen egentlig ikke er så god, som Zorg starter fortællingen med at sige. Men det er Johannessons tilpasning af kærlighedsfortællingen, som slår på alle tangenter. Den er både fræk, vild og ikke mindst ganske underholdende, men samtidig også alvorlig, bevægende og trist. Ligesom i livet er der både plads til grin og tårer.
Denne version af kærlighedshistorien er derfor vildt teater, der rammer os både i hjernen og ikke mindst i hjertet med en kraft, som vi ikke troede fandtes. Se den! Og spørgsmålet er, om vi foretrækker at være ”normale” (hvad det så end præcist dækker over), eller om vi drømmer om den ultimative kærlighed. Som Kim Larsen i ”Papirsklip” så rammende synger: ”Livet er langt, lykken er kort. Salig er den, der tør give det bort.”
Teater Nordkraft, Watt, Teglgårds Plads 1, 9000 Aalborg
Spilleperiode: 6. april-17. maj 2024
Set den 6. april 204
Fotos: Martin Høyer Poulsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Laura Kold, Thomas Nielsen, Anders Manley og Nanna-Karina Schleimann
Forestillingen er en dramatisering af Philippe Djians novelle ”Betty Blue” fra 1985 og filmatiseringen fra 1986 af samme navn
Instruktør: Minna Johannesson
Scenograf: Katrine Gjerding
Lysdesigner: Mads Eckert
Lyddesigner: Jonas Hvid
Produktionsleder: Mikkel Ove
Scenemester: Mikkel Munk Iversen
Teatertekniker: Christian Steen Møller
Forestillingsleder: Benedicte Andersen
Skrædder: Parnuuna Thornwood
Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod