Anmeldelse: Bevægelsen, Det Kongelige Teater

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 21. april 2024

Af Christian Skovgaard Hansen

Den britiske dramatiker Dennis Kellys skuespil Bevægelsen skildrer i fem kapitler et samfunds udvikling gennem 80 år, og spørgsmålet er, om det hele vejen igennem er en positiv udvikling, eller om der på et tidspunkt bliver tale om afvikling i stedet. For spørgsmålet er, hvad der sker, når man ønsker at afvikle teknologi og videnskab i samfundet, fordi man ikke længere kan overskue udviklingen af udviklingen heraf. En ny ”bevægelse” er sat i gang, og et dystopisk samfund ser sin begyndelse.

Vi starter i 2024. Han og hun ønsker at få et barn, men da de ikke kan få det ved naturens hjælp, må de ty til kunstig befrugtning. Der kommer godt nok et barn ud af det, datteren Gry, men moderen dør samtidig i barselssengen. Dén hændelse sætter gang i ”bevægelsen”. Han vender sin vrede mod videnskaben, og han ønsker et samfund, hvor man vender videnskaben ryggen. Vi skal ”afvide” befolkningen.

Vi starter forholdsvist blidt ud, men han kører tankerne længere og længere ud, så de bliver mere og mere ekstreme og fanatiske. Igennem de følgende fire kapitler, oplever vi, hvordan senere generationer overtager tankerne, som de udvikler og udvikler, så vi får deciderede oprørsgrupper. Datteren Gry fortsætter farens aktivistiske arbejde, alt i mens hun får tvillinger – en dreng og en pige. Disse tvillinger møder vi som 17 årige, hvor de nu er sat i spidsen for (meget sigende!) Det Nationale Regressionsråd, og samfundet er på kanten af sin egen form for kaos, når alt fortsætter sin tilbagegang.

Til slut møder vi en ung pige. Hun er tipoldebarn af ham, hvis kone i starten døde i barselsengen, og vi oplever nu, hvordan verden ser ud for hende. Hun er nysgerrig, og viden er måske ikke helt så fremmed længere. Er det blevet et bedre samfund? Og er der håb i samfundet? Vil det hele starte forfra? Måske…

Mikkel Arndt er manden, der har mistet sin kone og nu står alene med den lille pige. Pigen er urolig, så han vugger hende og gentager, at ”Alt er okay, alt er okay” igen og igen. Når pigen er faldet til ro, får vi hans fortælling om den ufrivillige barnløshed, hjælpen fra videnskaben og ikke mindst om det ulykkelige udfald. Samtidig oplever vi, at kærligheden er intakt. Arndt leverer er pragtpræstation, når han fortæller og balancerer mellem de mange forskellige følelser, der er opstået i forbindelse med fødslen af datteren Gry. Intensiteten er så tyk, at man nærmest kan skære igennem den. Der er både lykke, håb, sorg, uretfærdighed og ikke mindst den vrede, der starter det hele.

Udover Arendt oplever vi Maria Rossing, Alvin Olid Bursøe, Jonathan Bergholdt Jørgensen og Cecilie Bogø Bach på scenen som de forskellige fortællere og medvirkende i ”bevægelsen”. De leverer alle fine præstationer i Thomas Bendixens iscenesættelse, om end de ikke helt har anslagets tyngde.

Kellys tekst er ikke helt uinteressant i samfundet af i dag. Videnskaben fylder i samarbejdet, men fornægtelsen af den er også ved at vinde frem. Samtidig fører videnskab ikke altid det gode med sig; videnskaben var skyld i, at han og hun kunne blive forældre, men videnskaben tog samtidig livet af hende. Teksten sætter nogle tanker i gang om, hvilket samfund vi ønsker, og nogle skræmmende tanker om, hvor meget videnskaben skal fylde. Vi får ikke svaret her, men teksten sætter i hvert fald nogle tanker i gang.

Lad det være sagt med det samme. Dennis Kellys tekst er ikke nem at gå til, og det er med at holde tungen lige i munden og ørerne stive, hvis man vil have det fulde udbytte af teksten. Teksten er fint oversat af digteren Casper Eric. Men teksten er dog også noget teksttung og til tider lidt mystisk og gådefuld, så det er let at blive hægtet af. Samtidig bliver varigheden på ca. 2 timer og 15 minutter (inkl. pause) lidt til den lange side. Thomas Bendixens iscenesættelse fejler ikke noget, men den hæmmes noget af teksten, som rummer ord på ord, hvilket kan være svære at omsætte til os.

David Gehrts scenografi er nærmet klinisk og uden de store remedier, så fokus er på teksten. Udviklingen i teksten lykkedes derimod gennem flotte og effektfulde videoprojektioner på bagvæggen og gulvet. Den teknologi, som teksten fornægter, hjælper til at vise den!

Forestillingens styrke er i eftertænksomheden og betydningen af teknologi og videnskab i dag. Har de overtaget for meget af vores handlinger? Dén diskussion og Mikkel Arndts fortrinlige præstation holder forestillingen oven vande.

Hvilket samfund ønsker du? Ønsker du den samme ”bevægelse” som i Bevægelsen? Eller kunne der mon være en anden vej?

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 19. april-1. juni 2024

Set den 19. april 2024

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/skuespil/bevagelsen?section=top

Medvirkende: Mikkel Arndt, Maria Rossing, Alvin Olid Bursøe, Jonathan Bergholdt Jørgensen og Cecilie Bogø Bach

Dramatiker: Dennis Kelly

Iscenesættelse: Thomas Bendixen

Scenografi og kostumedesign: David Gehrt

Lysdesign: Mårten K. Axelsson