Teaterblik: 2 x Hamlet, Odense Teater og Aalborg Teater

Teaterblik: 2 x Hamlet, Odense Teater og Aalborg Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Både Odense Teater og Aalborg Teater har valgt at sætte Shakespeares ’Hamlet’ op som åbningsforestilling på deres Store Scene. Denne skribent har her i september haft fornøjelsen af at se begge opsætninger. Vores anmelderes meninger om forestillingerne kan læses her (Odense Teater) og her (Aalborg Teater).

Denne skribent har også set Republiue og The Tiger Lillies’ version (som også er anmeldt på bloggen, og kan læses her) og andre opsætninger af Hamlet, blandt andet på det dengang eksisterende Gladsaxe Ny Teater i 2007, hvor Thure Lindhardt havde rollen som Hamlet.

Denne artikel vil ikke blande sig i vores anmelderes meninger – men alene komme med et par bemærkninger, når nu to af de store landsdelsscener begge sætter ’Hamlet’ op. Holdninger i denne artikel er alene skribentens. Det skal samtidig understreges, at denne skribent ikke har nogen særlige faglige forudsætninger, men at holdningerne i denne artikel alene er udtryk for min subjektive vurdering. Håbet er dog, at disse og vores anmeldelser som nævnt ovenfor kan vække læseren til selv at tage ind og se i hvert fald én af de to opsætninger.

hamlet_7461
Odense Teater Foto: Emilia Therese

Selve handlingen i ’Hamlet’ kender de fleste. Begge teatrene er tro mod den klassiske historie, så der skal ikke knyttes flere ord til handlingen her. Det skal blot bemærkes, at Shakespeares tragedie om sorg, hævn, ondskab, galskab, viden, undertrykkelse og mord er i behold.

Både i Odense og i Aalborg griber man forestillingen an på en mere moderne måde, og uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at det klassiske kranium eller ”at være eller ikke at være” ikke spiller den store rolle her. Jeg er ikke ubetinget glad for, at bringe historien op til nu på den skete måde, men spændende og udfordrende er det!

Selvom ‘Hamlet’ oprindeligt er af ældre dato, rummer den en masse aktuelle og “vilde” emner, som stadig kan fange os. Det er stadig en god historie, og selvom den har nogen år på bagen, kan Shakespeares tragedie stadig noget – også i forhold til et nyt og/eller yngre publikum.

 

Patrick Bauritcher som Hamlet Foto: Allan Toft
Patrick Bauritcher som Hamlet, Aalborg
Foto: Allan Toft

I Odense spilles Hamlet af Morten Brovn, mens Patrick Bauritcher har rollen i Aalborg. De udøver begge en fremragende præstation, og det er deres fortjeneste, at forestillingerne holdes oppe. Begge besidder – på scenen i hvert fald – den råhed, vildskab og samtidig eftertænksom, som Hamlet har. I forhold til de øvrige skuespillere står disse to rigtig stærkt, og det er mest af alt deres fortjenester, at opsætningerne er seværdige. Skuespilpræstationerne er begge steder af svingende karakter, og det vil blive for omfangsrigt at opremse dem alle her.

Morten Brovn som Hamlet, Odense Foto: Emilia Therese
Morten Brovn som Hamlet, Odense
Foto: Emilia Therese

Hans Henriksen har instrueret, og Nicolaj Spangaa har stået for scenografien i Aalborg, mens henholdsvis Egill Pálsson og Martin Eriksson har stået for ditto i Odense.

Aalborg Teater Foto: Allan Toft
Aalborg Teater
Foto: Allan Toft

I Aalborg foregår meget af handlingen bag et gennemsigtig tæppe, og der bruges video. Jeg er lidt splittet i forhold til dette. På den ene side ville jeg meget hellere se det hele klart og se skuespillerne uden filter. Men Shakespeares tragedie er ikke klar, og der foregår jo noget fordækt undervejs. Men på den anden side sker mange af handlingerne jo netop i det fordækte og bag ryggene (tæppet) af de øvrige personer, og vi er netop vidner til det uægte og det kunstige, hvilket brugen af video glimrende signalerer.

Herudover er scenografien i Aalborg meget åben, hvor man stort set kan se i hele scenerummets dybde. I Odense er scenerummet til gengæld beklædt i lys finer, og scenen er opbygget som en stor kasse/rum med kaminen i midten. Begge opsætninger rummer en masse ligheder, men Odenses opsætninger vinder dog på klarheden. Brugen af kongeportrætterne og særligt kronen fungerer perfekt i Odense. Begge dele fungerer dog godt samlet, men personligt foretrækker jeg opbygningen i Odense, hvor der er lidt mere struktur.

Odense Teater Foto: Emilia Therese
Odense Teater
Foto: Emilia Therese

I både Odense og Aalborg lader man også skuespillerne komme tæt på publikum. I Odense foregår blandt andet Musefælden på scenen – hvilket betyder, at to publikummer for en stund må vige deres pladser for Kongen og Dronningen. Herudover bruges scenerummet og salens døre flittigt. I Aalborg er dele af den første række ”reserveret” til brug under forestillingen, og scenen gå via en bred trappe i hele scenens bredde fra publikum og op. Denne interaktion og nærhed til publikum fungerer fint, og det gør, at handlingen ikke ”bare foregår deroppe”.

Kongens grav markeres meget demonstrativt og effektfuld af 4 trillebører med jord i Odense. Samme jord bruges også effektfuldt ved fortællingerne fra det gengærd, som giver sig ud for at være Hamlets fars genfærd. I Aalborg markeres disse i stedet ved mørk ”sne”, der daler ned. Begge dele fungerer rigtig godt, og de markerer fint skiftet og det dystre i fortællingen. Hamlets hvide skjorte skifter i hvert fald farve gennem forestillingen…

Musiksiden er desværre noget af det svage i begge opsætninger. I Odense Timo Kreuser for denne, mens Olav Gudnason står for den i Aalborg. I Odense er musikken på en og samme tid stemningsskabende og mørk, men samtidig ofte disharmonisk og nærmest direkte larmende. I Aalborg er tonerne mere hen ad blød jazz. Ingen af delene passer i min optik rigtigt til ’Hamlet’. Jeg savner den mere dunkle og mørke, men samtidig ”bløde” og flydende baggrundsmusik, som sætter ind på de rigtige tidspunkter.

Aalborg Teater Foto: Allan Toft
Aalborg Teater
Foto: Allan Toft

Der er meget, der skal fortælles, og Shakespeares udgangspunkt er ikke helt kort. Men Odenses version er godt 2,5 time lang, mens Aalborgs sniger sig op på 3 timer, næsten på minuttet. Begge dele er til den lange side, og visse steder savnes der skred i handlingen. Forestillingerne er lange, og det kan være svært at holde fokus og gejst hele vejen igennem, da noget af ”biddet” også forsvinder herved. Det kan desværre også være noget af det, som gør, at det yngre publikum fravælger forestillingen.

Men både Odense Teater og Aalborg Teaters versioner af ’Hamlet’ er bestemt seværdige, og det er spændende at se, hvordan man kan sætte en forestilling SÅ forskelligt op – også henset til de tidligere versioner af ’Hamlet’, som jeg har set. Gå selv på opdagelse og se mange flere ting end dem, som jeg her har beskrevet.

Så har du muligheden, vil jeg kun anbefale at prøve én af dem.

 

 

 

På Odense Teater spiller ’Hamlet’ til og med den 24. september 2016.

Læs mere her: http://www.odenseteater.dk/forestillinger/hamlet-2

Fotos: Emilia Therese

 

På Aalborg Teater spiller ’Hamlet’ til og med den 28. september 2016.

Læs mere her: http://aalborgteater.dk/event/hamlet/

Fotos: Allan Toft

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *