Anmeldelse: Wallmans Dinnerparty 2026: Popcorn, Cirkusbygningen (Wallmans)

Anmeldelse: Wallmans Dinnerparty 2026: Popcorn, Cirkusbygningen (Wallmans)

Af Christian Skovgaard Hansen

Som vanligt er september lig med gallapremiere på Wallmans årlige dinnerparty, som i år har titlen ”Popcorn”. I år kan Cirkusbygningen, hvor det hele finder sted, fejre 140 års jubilæum, og Wallmans Dinnerparty-konceptet kan samtidig fejre 35 års jubilæum.

Opskriften er, som den plejer. Sammen med et show med musik, sang og artisteri får vi en velsmagende og velkomponeret fire retters-menu, som indledes med den legendariske signatursuppe. Alt serveres med pression, og man overraskes igen over, hvordan det upåklageligt lykkedes at servere mad og servicere det store antal publikummer.

Vi lægger ud med en smuk, stemningsfuld og næsten poetisk åbning, hvor der ses tilbage på tidligere tiders shows i bygningen. Vi får billeder, skyggespil og ”dyr” fra tidligere tider, da cirkus primært fyldte bygningen. Meget passende slutter åbningsnummeret med nummeret ”All you need is love”, inden holdet indtager scenen.

Jasmin Gabay er igen i år værtinde for showet. Igen i år viser hun os, at hun kan optræde og synge. Samtidig har hun udviklet sit talent som værtinde fra sidste år. I år er hun mere afstemt, velbalanceret og humoristisk med den rette energi, og hun har en fin interaktionen og nærvær med publikum.

Som vanligt tager det store hold af artister hele Cirkusbygningens rum i brug i Johan Espelands iscenesættelse. Der er liv og stor energi, når det store ensemble og de dygtige musikere ikke bare indtager scenen, men også hele scenerummet. Koreografierne har Simon Glæsel, Thomas Benstem, Johan Espeland og JD & Nellie Bethel Rainey stået for, og selvom de holder de store Wallmans’ke standarder i overskud og kreation, måtte der godt have været lidt mere mod og variation her.

Både musikere, sangere og dansere leverer også fornemt varen i Wallmans Dinnerparty 2026: Popcorn. Alle tre grupper holder som vanligt ganske imponerende energien oppe hele aftenen igennem, og deres samspil fungerer upåklageligt. Interaktionen med publikum fungerer perfekt, og det meste af aftenen er vi i et festligt fællesskab.

Musikken leveres overlegent af bassist og bandleder Daisy Delén og resten af bandet bestående af Linus Valentine Eckerholm Crawford (keyboard), Erik Wokander (guitar), Malte Frostemark (trommer), Jamie Righetti Playsted (guitar).

Scenografisk udnytter også i år hele rummet, og der er plads til, men også balance mellem lys, farver, konfetti og det mere afdæmpede. Både sangerne, Jonna Bergström, Martina Dahlström, Rebecka Landing, Benjamin Spångberg, Erik Holmström og Dennisalias Crystallando, og danserne, Emma Lintrup Annfeldt, Alva Norgren, Hannah Marager, Sandra Rosenbaum og Rebekka Bjerre, leverer varen med energi, drive og nerve, så de formår at fylde scenerummet ud, når det ene store medley efter det andet leveres til perfektion. Det er også rart, at der i år er blevet plads til en større mængde danske sange.

Artisterne fylder heller ikke i år voldsomt meget, og som tidligere år gælder stadig min indvending om, at de godt måtte fylde lidt mere i showet. Til gengæld må det også gerne være gode artister. Dét lykkes ikke hele vejen rundt i år!

Vi møder Daniel Rosenfeldt flere gange i løbet af aftenen. Først er han i centrum i nummeret ”Dream Catcher”, hvor han sender de lysende kugler ud i stadig større cirkler i den mørke sal. Det er er smukt, elegant og poetisk. Senere får han lov at vende tilbage med et par korttrick, hvor vi kun kan måde hans behændighed og hurtighed. Senere møder vi Sandeep Vithoba Kale, der halsbrækkende og imponerende, men også lidt intetsigende udfører luftyoga højt oppe under kuplens tag. Aftenens sidste artist – og aftenens eneste egentlig flop – er Imre Bernath, der ikke i nogen af de to numre får publikum med. Vi sidder med et anstrengt smil, og han bliver aldrig hverken sjov eller interessant, så vi sidder egentlig mest af alt og venter på, at han bliver færdig.

Wallmans Dinnerparty 2026: Popcorn er storladen og gennemmusikalsk underholdning, og der er ikke en finger at sætte på dinner-delen. Der er igen al mulig grund til at svinge de hvide servietter over hovedet!

Wallmans

Cirkusbygningen, Jernbanegade 8, 1608 København V

Spilleperiode: 28. august 2026-19. juni 2027

Set den 23. september 2026 (gallapremiere)

Fotos: John Resborn

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Vært: Jasmin Gabay

Artister: Daniel Rosenfeldt, Imre Bernath og Sandeep Vithoba Kale

Sangere: Jonna Bergström, Martina Dahlström, Rebecka Landing, Benjamin Spångberg, Erik Holmström og Dennisalias Crystallando

Dansere: Emma Lintrup Annfeldt, Alva Norgren, Hannah Marager, Sandra Rosenbaum og Rebekka Bjerre

Musikere: Linus Valentine Eckerholm Crawford (keyboard), Erik Wokander (guitar), Daisy Delén (bas), Malte Frostemark (trommer), Jamie Righetti Playsted (gæsteguitar) og Rasmus Paulson (loopstation)

Instruktion og produktionsdesign: Johan Espeland

Musikinstruktion: Figge von Wachenfeldt

Assisterende instruktion og stemmecoach: Albin Fredy Ljungqvist

Koreografier: YESTERDAY: Simon Glæsel. DREAM CATCHER: Thomas Benstem. STUDIO: Simon Glæsel. CELEBRATION: Johan Espeland. SPACE STATION: JD & Nellie Bethel Rainey. DANCE OR DIE: Simon Glæsel. CIRCUS CHOREOGRAPHY: Sandeep Vithoba Kale

Kostumedesign: Karen Christoffersen

Frisør: Ituri Imagine

Lysdesign: Mikael Kratt

Varighed: Ca. 5 timer og 30 minutter inkl. middag og show

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *