Anmeldelse: Ringen på en aften, Aveny-T (Helsingør Kammeropera under Copenhagen Opera Festival)

Anmeldelse: Ringen på en aften, Aveny-T (Helsingør Kammeropera under Copenhagen Opera Festival)

Af Christian Skovgaard Hansen

Under Copenhagen Opera Festival er det muligt at opleve forestillingen Ringen på en aften, som Helsingør Kammeropera står bag. Som titlen antyder, er omdrejningspunktet Richard Wagners store operaværk ”Ringen”, der består af de fire dele ”Rhinhuldet”, ”Valkyrien”, ”Sigfried” og ”Ragnarok”, som samlet varer i omegnen af 16 timer, og som tog Wagner 26 år at gøre færdig. Her får vi fortællingen på ca. 3,5 timer, så det er naturligt en koncentreret version, som vi får her.

Tenoren Stig Fogh Andersen har i samarbejde med kapelmester Leif Grebe forestået beskæringen af operaerne. Det er blevet til en sammenkogt og sammenpresset version, som vi får her, hvor vi følger hele historien i fortællingen. De har stået for en vellykket beskæring, hvor vi får de væsentligste dele af fortællingen i denne kammerudgave. De er en imponerende bedrift, som er lykkedes til fulde.

Udover historien er musikken naturligvis også beskåret, så den passer til historien. Det samme er orkestret også, hvor det store symfoniorkester er beskåret til et lille orkester på syv personer inklusive Grebe i spidsen. Vi mangler muligvis det storladne og symfoniske af musikken, men mindre kan bestemt også gøre det.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke en helt let historie at holde styr på. Det er en stor og kompleks historie med mange figurer og lige så mange ledemotiver. Er man ikke bekendt med hele historien, så man skal have lidt hjælp, er fortællingen skitseret i forestillingens program. Det kan formentlig hjælpe med at få alle nuancerne frem, da forestillingen synges på tysk og desværre er uden overtekster.

Billedet kan anvendes til pressebrug med angivelse af Foto Henrik Schurmann. Alt anden brug skal aftales med fotografen

Verden skabes i en mystisk tid, og den ender med ragnarok. Guder, griskhed, magtkampe, kærlighed og jalousi er blot nogle af emnerne, som Wagner fletter sammen på baggrund af elementer fra forskellige myter. Ringen er en magisk ring, der giver magt. Dværgen Alberich stjæler Rhinguldet, og han lader sin bror Mime smede ringen.

Herefter lever ringen et omskifteligt liv, hvor flere mytiske figurer forsøger at stjæle ringen og få magten. Det lykkes for indtil flere, men mange bliver forrådt eller slået ihjel i kampen om ringen. Til slut giver valkyrien Brünnhilde ringen tilbage til Rhinen, da hun indser ringens forbandelse. Ringen er bogstavelig talt sluttet. Verden går i forfald, og ragnarok kommer. Spørgsmålet er, om verden kan genopstå igen…

Alle sangerne, Jens Søndergaard, Jesper Buhl, Randi Gislason, Philippa Cold, Anders Kampmann, Morten Staugaard, Lars Fosser, Stig Fogh Andersen og Camilla Illeborg, ydede flotte præstationer denne aften, og de giver alle flot liv til de mange forskellige figurer i fortællingen. Lige så dyster fortællingen er, lige så levende og smuk er alle sangernes røst. Det er intenst og livskraftigt, så hver stemning og mimik kommer helt udover scenekanten. Udover at synge godt, fungerer deres samspil også fint.  

Scenografien af Sara Vilslev er sparsom, ligesom rekvisitterne også er. Men med hjælp fra Viktor Holm Lauridsens lysdesign udnyttes scenografien fuldt ud både på selve scenen, men også fra kulissen, til de mange forskellige scener.

Det er med Ringen på en aften nu muligt at opleve hele Wagners fantastiske fortælling. Og som det antydes, kan du jo nu sige, at du har set hele Ringen… Ringen på en aften er en lang aften, men det er samtidig en velklingende og smuk aften. Alt på scenen spillede perfekt – hvilket ikke helt kan siges om temperaturen, der nærmede sig det rigtigt hotte, i Aveny-T’s sal denne sensommeraften…

Helsingør Kammeropera under Copenhagen Opera Festival

Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: 16.-17. august 2023

Set den 17. august 2023

Fotos: Henrik Schurmann

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

og

Medvirkende: Wotan/Gunther: Jens Søndergaard, Alberich: Jesper Buhl, Brünnhilde/Erda/Flosshilde: Randi Gislason, Sieglinde/Gutrune/Wellgunde: Philippa Cold, Siegmund/Siegfried: Anders Kampmann, Fafner/Hunding: Morten Staugaard, Fasolt/Hagen: Lars Fosser, Mime: Stig Fogh Andersen og Freia/Skovfugl/Woglinde: Camilla Illeborg

Iscenesættelse: Stig Fogh Andersen

Kapelmester: Leif Greibe

Scenografi: Sara Vilslev

Lysdesign: Viktor Holm Lauridsen

Instruktørassistent: Philip Briggs

Producent: Camilla Illeborg

Kammerensemble: Musikere fra Det Kgl. Kapel

Varighed: Ca. 3 timer og 30 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *