Anmeldelse: Timerne (The Hours), Det Kongelige Teater

Af Jesper Brandrup

Teaterstykket Timerne (The Hours) er en bearbejdning af Michael Cunninghams bog fra 1998 af samme titel. Der er tale om en skildring af en dag i tre forskellige kvinders liv i tre forskellige tidsperioder og særligt, hvordan de påvirkes af deres forhold til mænd. Det er det nemme resume af Timerne (The Hours).

Som publikum kommer man nemlig på en svær opgave, når man får til opgave at hitte hoved og hale i en fiktiv historie om den virkelige forfatter, Virginia Woolf (Karen-Lise Mynster), som skriver på en roman, som den hjemmegående Laura Brown (Josephine Park) i en lidt nærmere fortid er i gang med at læse, og som handler om den fiktive Clarissa Dalloway, som minder om den i stykket virkelige Clarissa Vaughan (Sofie Gråbøl), som endnu tættere på nutiden er ved at forberede en fest for forfatteren Richard (Olaf Johannesen), som skal modtage en litteraturpris for en 900 sider lang (fiktiv) bog, der handler om sit uforløste kærlighedsforhold til Clarissa (som han i spøg kalder Mrs. Dalloway). Richard er i øvrigt en form for manifestation af forfatteren (altså den virkelige) Michael Cunningham.

Jeg vil vove den påstand, at har man ikke studeret programmet rimelig grundigt eller læst bogen eller set filmen på forhånd, kan man godt nå en times tid ind i stykket, før man føler sig helt sikker i, hvem der er hvem hvornår.

Det er med andre ord ambitiøst i sig selv at forsøge at flytte denne nørklede fortælling fra 230 siders roman til under to timers teater (som blev holdt rimelig skarpt). Ud over krydsreferencerne mellem Virginia Woolfs fiktion og den faktiske handling anvender bogen (ligesom Virginia Woolfs virkelige bøger) en fortællestil, hvor handlingen ofte afbrydes af karakterernes tankerækker om pludselige minder, indskydelser eller opfattelser – som kan være rimelig lange, nok ud af benovelse for forlægget. Og det er blevet fastholdt i teaterstykket, hvor Eline Arbo, Peter van Kraaj og Bart van den Eyndes bearbejdning har løst det ved at lade hver karakter træde ind og ud af sin(e) rolle(r) og være fortæller i sin egen historie, hvor Olaf Johannesen altså også agerer forfatter-fortæller.

Det gør stykket ekstremt utilgængeligt. Man holdes simpelthen i en konstant tvivl om, hvem det er, man ser stå eller gå på scenen og tale. Er det minder og følelser hos karakteren selv eller en fiktiv pendant til karakteren, jeg får beskrevet lige nu? Mere forvirrende bliver det, når skuespillerne skal træde ud af deres rolle for at være fortæller for en anden karakter på scenen, hvor kompleksiteten så bliver løftet op i anden potens.

Som publikum ender man med mest at klamre sig til Olaf Johannesen, som i lange stræk fremstår som et anker af stoisk ro midt i den roterende scene. Mit første indtryk af hans kropssprog som fortæller var egentlig romersk senator, med armen halvt løftet ind foran kroppen som om han endnu ikke havde nået til sin vigtigste pointe, der om lidt ville følge med armen op og fylde rummet sammen med hans perfekte artikulation af den næste tekstbid fra bogens forlæg, men armen bliver nede. Men det forbliver interessant og gribende, når han taler, og så er jeg imponeret over, hvor meget skuespil han kan spille hen over ryglænet fra en lænestol, hvor man stort set kun kan se fra øjnene af ham og op.

Men det understreger det, som bliver afgørende for, om man får noget med hjem fra stykket eller ej. Jeg synes ikke, at skuespillerne får lov til at spille nok skuespil. Hver og en må de ustandseligt stoppes i det, de åbenlyst er så gode til, fordi vi skal høre endnu et oversat citat fra Michael Cunninghams bog. ”Show, don’t tell,” siger man i filmverdenen og nøj, hvor bliver vi ”told”.

Det gør det unødvendigt svært at indleve sig i de øvrigt voldsomt aktuelle temaer, som stykkets karakterer er i berøring med. Jeg fangede forsvindende lidt af Lauras tanker om moderskab, som var fortalte, men det, der havde med hendes seksualitet at gøre, glemmer jeg ikke foreløbig, fordi det blev spillet. Hvad fortæller Clarissas dag os om at være kvinde? Jeg aner det ikke, men jeg følte jeg forstod meget af hendes indre kærlighedsliv, før det også blev kvalt i forklaringer. Virginia Woolf får lov at blive spillet på en måde, hvor Leonards bekymringer bliver endnu en måde en mand kan begrænse en kvinde, men hendes tanker om døden fremstår ligeså tågede for mig som teaterrøgen, hun forlod scenen i.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at forestillingen ville klaske fuldstændig sammen med et skuespillerensemble af lavere kaliber. Men det var samtidig svært ikke at forlade teateret uden en fornemmelse af at være blevet snydt for at opleve særligt Josephine Park og Sofie Gråbøl. Det er svært ikke at forelske sig i sårbarheden hos Sofie Gråbøls Clarissa, og Josephine Parks balance mellem eminent komisk timing og total fortvivlelse er en sjælden oplevelse. Enhver skraldespand bør være ængstelig fra nu af, hvis den ser hende gå forbi med en kage i hånden. Men skuespillerne får kun kortvarigt lov at brænde igennem i glimt, og det bliver for lidt og for sent. Karen-Lise Mynster er jo Virginia Woolf, så lad hende dog spille den rolle!

Mest velfungerende i formatet bliver i virkeligheden Mads Rømer Brolin-Tani og Marie Bach Hansen, som skifter ind og ud af biroller og bærer størstedelen af stykkets musikalske indslag. Dels får de lov til at spille deres skuespil, hvilket nok er det, de fleste køber billet til Skuespilhuset for at se, og dels får de lov at skinne ved at levere størstedelen af den fremragende lydside, designet og komponeret af Thijs Van Vuure.

Det skal lyde en ros til den meget stemningsmættede lydside. Musikken er komponeret i den helt rigtige stemning til stykket, og både vokaliseringer og de egentlige musiknumre, der er med, er smukke. Hvornår får vi et musikalsk one man-show med Brolin-Tani? Jeg køber gerne billet.

Pascal Leboucqs scenografi er en veludført drejescene, og der kan vist ikke være en mere rigtig måde at gøre dét på, i et stykke der i så høj grad har tid som tema. Det er lykkes forbilledligt at forene tre tids- og stilperioder med relativt få objekter, og det er gjort med stor forståelse for, at også møblernes bagside skal spille med. Sammen med at Wojciech Dziedzic har klædt skuespillerne fremragende på, bidrager det til, at stykket også leverer et flot tidsportræt af både Woolfs, Browns og Vaughns hhv. 20’ere, 40’ere og 90’ere.

Jeg medgiver, at for dem, der har læst bogen og derfor kender formen, må det være en fryd at opleve det ene Madeleine-øjeblik efter det andet blive udlagt af nogen af de stærkeste esser, man finder på Det Kongelige Teater. Så kan de tre kvinders historier på æterisk vis smyge sig rundt om hinanden og flette sig ind og ud i af en pulserende metastrøm, hvor grænserne mellem fiktion og virkelighed ophører på tværs af tid og sted, og prosa, scenografi og musik svæver fra scenen og op i en højere enhed.

Sådan er det bare ikke, hvis man ikke har.

Co-produktion med ITA INTERNATIONAAL THEATER AMSTERDAM

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, August Bournonvilles Passage 8, 1055 København K

Spilleperiode: 13. januar-23. februar 2024

Set den 13. januar 2024

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/skuespil/timerne–the-hours

Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Sofie Gråbøl, Josephine Park, Marie Bach Hansen, Mads Rømer Brolin-Tani og Olaf Johannesen

Dramaturgi: Bart van den Eyndes
Bearbejdelse: Eline Arbo, Peter van Kraaj og Bart van den Eyndes

Iscenesætter: Eline Arbo

Scenograf: Pascal Leboucq

Lyddesign og komposition: Thijs van Vuure

Kostumer: Wojciech Dziedzic

Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod