Anmeldelse: Rottefælde Revyen 2026, Rottefælden (Rottefælde Revyen)
Af Christian Skovgaard Hansen
Efter næsten 30 år i Svendborg tog Jan Schou sidste år afsked med ”Rottefælde Revyen” i Svendborg, så ham må vi i år undvære på scenen. Udover revydirektørparret Mikkel Schrøder og Christine Astrid består årets hold af Henrik Koefoed og Joachim Knop. Holdet leverer en glimrende præstation med tempo og timing i Carsten Friis’ sikre og glidende instruktion. Musikken leveres i år af det velspillende revyorkester med kapelmester Rasmus Friis-Tvørfoss i spidsen, og de sørger for det alsidige musikalske billede. Holdet og musikken hiver i den grad årets revy hjem.
Helt så vellykket er tekstmaterialet desværre ikke, og også i Rottefælde Revyen 2026 er teksterne det svageste punkt. En del af teksterne mangler den sidste skarphed og svirp med pointen, og indtil flere steder virker det til, at der søges det lette grin frem for det eftertænksomme og intelligente grin, hvor der også er noget for hjernen. Årets revy er dog underholdende, om end det er af den mere letbenede slags.
Det driftige revydirektørpar har taget et par numre med fra Aarhus Revyen, som de også driver. Det er heldigvis nogle af de bedre numre, og de er let tilpasset til stilen i ”Rottefælde Revyen”, hvorved de falder naturligt ind i resten af årets revy. Det er formentlig også de færreste af publikummet i Svendborg, som også har set numrene i Århus.
Enkelte numre skiller sig dog ud. Henrik Koefoed er H.C. Andersen i ”H.C. Andersen” med tekst af Rasmus Krogsgaard. Her fortælles et rigtigt eventyr, hvor der ganske aktuelt fabuleres over det aktuelle politiske billede med de mange kongerunder. Teksten sammenfletter en smukt en række af H.C. Andersens eventyr til ét nyt eventyr, der leveres rablende satirisk og præcist.
Mikkel Schrøder giver et pusterum med den stille sang ”Langsomt farvel” med tekst af ham selv. Her reflekteres der over vores forhold til Grønland og ikke mindst om, hvorvidt der mon er en fremtid mellem Danmark og Grønland. Han er også morsom som visesangeren med sangen om … absolut ingenting!
Joachim Knop leverer en elegant parodi af Morten Messerschmidt i ”Jeg æder dem råt” med tekst af Søndergaard og Jensen. Vi møder Messerschmidt i køkkenet, og mens han kokkerer ser han på det politiske billede i dag, som han er alt andet end tilfreds med. Han har sin egen plan, og under de bløde rytmer aner vi, at der er noget mere og underliggende på spil. Mon han får magt?
Christine Astrid trækker det største læs i årets revy. Hun er den eneste høne i kurven i år, og hun er med i 15 ud af revyens i alt 26 numre. Hun viser kløgtigt en stor spændvidde, og trods de ret så forskellige numre løses de alle med professionalisme og kant, når hun elegant glider fra den ene rolle til den anden. Rollerne spænder vidt. Det ene øjeblik er hun den ene halvdel af det lettere bøvede par, der har været på charterrejse (i Lukas Birchs lidt for platte tekst), derimellem er hun fruen hos slagteren, der slår sig indkøbsløs (i Bonde, Schow og Eriksens gakkede tekst), mens hun (i Lukas Birchs tekst) det næste er den noget overrislede og lige så forsmåede Kirsten, der denne gang holder en ”yndig” tale til eksmandens bryllup med den unge sekretær – et bryllup, som hun i øvrigt ikke er inviteret til! Sådanne fuldemandsroller kan let blive overgearede, men Christine Astrid leverer dem med tilpas pinlighed, pondus og sørgelighed.
Revyens tre herrer er også skønne som de tre tenorer i Vase og Fuglsangs ”Mænd med skavanker”, hvor der originalt og morsomt sættes fokus på alle de skavanker, som mænd rammes af – og som de måske, måske ikke taler om, endsige går til lægen med.
Svinedebatten får også her et skræmmende par ord med på vejen i Bisgaard og Anker Madsens ”De danske grise”, ligesom den ikke helt problemfrie overgang til DAO også italesættes. Bonde, Schow og Eriksen har også skrevet nummeret ”Rækkevidde angst” om ”glæderne” ved elbilen – idéen fejler ikke noget, men teksten finder aldrig sammen.
Første akt afsluttes med et stort medley som en flot hyldest til Keld Heick, der jo sammen med hustruen Hilda, har lagt det turnerende musikerliv på hylden. Vi oplever her en del af den lange række af dansktop- og Melodi Grand Prix-hits, som Heick står bag. Det er muntert leveret af de fire medvirkende, og det er skønt gennemmusikalsk i Rasmus Friis-Tvørfoss og Jacob Jønne Juel Nielsens arrangement.
Årets revy er tilsat fire små videosekvenser. Sekvenserne er egentlig vellavede nok, men deres vittigheder og pointer er ikke ligefrem skarpe, og de giver meste minder om far-jokes.
Rottefælde Revyen 2026 er derfor lidt en tynd omgang, men den har sine øjeblikke. Det er let og læskende underholdning, og selvom man savner de lidt dybere og tænksomme numre, hvor der er mere på spil end det gode grin, så bliver det heldigvis et par underholdende timer i det gamle teater i skoven.
Rottefælde Revyen/Det’ Revy ApS
Rottefælden, Caroline Amalie Vej 26, 5700 Svendborg
Spilleperiode: 4. juni-18. august 2026
Set den 5. juni 2026
Fotos: Rune Buch
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Christine Astrid, Henrik Koefoed, Joachim Knop og Mikkel Schrøder
Tekst og musik: Mikkel Schrøder, Rasmus Friis, Jacob Weble, Bonde, Schow & Eriksen, Vase & Fuglsang, Jan Svarrer & Søren Anker Madsen, Rasmus Søndergaard & Kristian Jensen, Jacob Juel, Lukas Birch, Richard Rogers, Kasper Gattrup, Gregersen & Lassen, E. Nordentoft, Keld Heick, Serge Gainsbourg, Lars Bisgaard, Shu-bi-dua, Rasmus Krogsgaard og Jens Krøyer m.fl.
Instruktion: Carsten Friis
Instruktør og koreograf: Christine Astrid
Scenografi: Claus Hall Nielsen og Mikkel Schrøder
Kostumier: Vibeke Valeur
Videodesign: Steffen Arvad Kaa
Lysdesign: Claus Hall Nielsen
Lyddesign: Tim Høyer
Kapelmester: Rasmus Friis Tvørfoss
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod