Anmeldelse: The Inhuman Human Voice, Cisterne (Marcela Lucatelli)

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 22. august 2026

Af Christian Skovgaard Hansen

Under Copenhagen Opera Festival sætter vokalkunstner og komponist Marcela Lucatelli i forestillingen The Inhuman Human Voice fokus på, hvor grænsen går mellem menneske og maskine, og hvad der sker, når stemmen ikke alene længere kun er menneskelig.

Marcela Lucatellis store stemme følger os gennem hele forestillingen. Men gennem lyddesigner Gianluca Elias arbejde ændres, genskabes og samples Lucatellis stemme. Som programteksten siger, så lader Lucatelli hermed ”sin stemme indgå i en levende dialog med et neuralt netværk af interaktive maskinstemmer.”

Alt imens kan vi som publikummer spekulere på, hvad det egentlig er, som vi har hørt – og ikke mindst om det er den menneskelige – human – stemme, eller om det er den – inhuman human – maskinstemme, som vi har hørt. Eller er det måske begge dele? Hvad tør vi tro på? Hvad er virkeligheden? Vores usikkerhed og stemmens manipulation trænger sig på.

Der er ingen forklaring, når vi føres gennem de forskellige rum, på hverken ruten gennem rummene, eller hvad hun rent faktisk synger. Lucatelli skiftevis synger, råber og nærmest skriger ordene og lydene ud. Ifølge programteksten skulle hun bevæge sig ”gennem syv arketypiske operaroller – fra heksen og dronningen til profeten og oraklet.” Disse figurer skulle dermed mødes i et vokalt rum, hvor menneskets stemme og sang møder maskinens mekaniske respons i et kor, der vokser og vokser, som menneskets stemme tilføjer noget som et ekko. Det er en interessant tanke. Jeg kan blot ikke gennemskue, om og i så fald hvor vi møder disse syv arketypiske roller, hvorfor et bliver noget svært at sætte dem ind i dette stemmeekko.

Forestillingen vigtigste – og egentlig mest interessante medspiller – er Cisterne under Søndermarken. Her nede i de tidligere vandreservoir og nuværende kunsthal finder forestillingen sted, og Marcela Lucatelli bevæger sig gennem forestillingen rundt i de mange mørke, kølige rum. Her reflekteres hendes stemme, som derved aldrig rigtig forsvinder, uanset hvilket rum hun og vi bevæger os ind i. Cisterne oplyses af lysdesigner Jari Matsis præcise, levende og ikke mindst insisterende lyssætning.

Lad det være sagt med det samme: The Inhuman Human Voice er ikke en klassisk operaforestilling. Samtidig kan jeg godt have en frygt for, at operapublikummer kan blive skræmt lidt væk fra genren, såfremt det er dette værk, som de som noget af det første stifter bekendtskab med.

The Inhuman Human Voice er et spændende eksperiment, men det er samtidig et noget utilgængeligt format, hvor man kan risikere at tabe nogen/for mange. Gråzonen mellem menneske og teknologi bliver ikke mindre i disse, så det er bestemt interessant at udforske. Kan vi sætte det hele på maskine, og hvad skal vi så med menneskets (virkelige) stemme?

Der er ikke tvivl om, at The Inhuman Human Voice og tankerne bag er ganske interessante. Men udførelsen bliver ikke rigtig vellykket, og når man kommer op fra mørket igen, har man som publikummer formentlig stadig ikke helt forstået, hvad vi har oplevet, og ikke mindst hvorfor turen gik, som turen gik, rundt i Cisterne.

Forestillingen er skabt af Marcela Lucatelli og produceres af Copenhagen Opera Festival og Cisternerne

Cisternerne, Roskildevej 25A, 2000 Frederiksberg

Spilleperiode: 17.-22. august 2026

Set den 17. august 2026

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: