Anmeldelse: Kaleidoscope, Konservatoriets Koncertsal (Kammerballetten og Concerto Copenhagen)

Af Christian Skovgaard Hansen

Efter at have været på Operaens Takkelloftet i nogle år rykker Kammerballetten nu ind i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg, og de har i indgået et kunstnerisk samarbejde med barokorkestret Concerto Copenhagen. Grundidéen er stadig at skabe og vise ny dans leveret til levende klassisk musik.

Aftenens program består af tre værker: De to helt nye værker ”Armonico Tributo” koreograferet af Tobias Praetorius og ”Live On Tape” koreograferet af Sebastian Kloborg, hvor barokmusikken møder den nye dans, samt et gensyn med ”Selvportræt” af Paul Lightfoot.

Det er tre vidt forskellige værker. Det er måske derfor, at årets forestilling har fået titlen Kaleidoscope, da programmet er både broget, mangfoldigt og stadigt skiftende, så vi får en lettere uforudsigelig samling af indtryk og fortællinger, ligesom at kigge ind i og dreje kalejdoskopet. Ikke alle tre værker fungerer lige godt, men også i år kan man kun tage hatten af for Kammerballettens legelyst og vidde.

I ”Armonico Tributo” møder vi seks dansere, fire herrer og to damer, klædt i smukke dybrøde kostumer til musikken af George Muffat (1653-1704) og Heinrich I.F. Biber (1644-1704). Alle seks dansere er ligeværdige, og vi oplever dem i mange forskellige kombinationer værket igennem. Bedst, som vi tror, at vi er på vej i én retning, kan alle vende sig, og nye konstellationer dannes, når dansen føres ud på nye veje, som dog alle holdes forholdsvist stringent inden for scenens geometri, mens former, størrelser, vinkler og sammenhænge i plane og rumlige figurer udfordres og udfoldes. Ligesom musikken skifter, leger Praetorius med dansetrinene, når de følger musikkens toner.

De seks dansere, Grace Curry, Liam Redhead, Meirambek Nazargozhayev, Nico Janssen, Vitor de Menezes og Tomoka Kawazoe, supplerer hinanden levende og let. Undervejs står alt stille, når danserne holder hænderne for øjnene, mens musikerne stopper, og publikum afventer inden det hele begynder igen.

Herefter møder vi et gensyn med Paul Lightfoots værk ”Selvportræt” fra 2021. Nummeret er for tre dansere – to herrer og én dame – og musikken er komponeret af Alexander McKenzie, der selv sad ved flyglet, sammen med Teresa la Cour og Jacob la Cour.

Maria Kochetkova træder langsomt ind i rummet iført en voluminøs sort kjole, inden skridter rummet af. Da hun kommer ind på scenen, går hun først mod Sebastian Pico Haynes og dernæst i armene på Roger Van der Poel. Det er et portræt af vores skæbne, hvor kærlighed, liv og død møder hinanden. De forskellige elementer er her både hver for dig og ikke mindst sammen, når de bruges til at sammenstykke en helhed. Er de to herrer hinandens venner, fjender eller alter ego’er? Følelserne sidder uden på tøjet, og der er plads til både de store følelser og de små, mere nænsomme følelser, mens livet går sin gang.

Aftenens sidste værk er ”Live on Tape” koreograferet af Sebastian Kloborg. Det er aftenens mest underlige, men alligevel insisterende værk, og det er ikke just nemt at se en mening med værket. I værket møder vi to dansere, en skuespiller, en pianist og en kontratenor. Concerto Copenhagen får også plads på scenen her, men de får ikke megen plads, og det er generelt synd, at orkestret ikke bruges mere i forestillingen.

Et drama udspilles mellem danserne Maria Kochetkova og Alban Lendorf og skuespilleren Simon Kongsted. Der leges med forhold og modsætninger i flere forskellige former – både i forhold til alliancer, køn, størrelser og professioner – og det hele er ganske uforudsigeligt. Dans, musik, sang og skuespil møder her hinanden. Til gengæld er det noget sværere at tyde, hvad dramaet er. Det lettes ikke, når kontratenoren Tomoka Kawazoe begynder at synge. Der er ganske enkelt ikke megen hoved eller hale i Kloborgs værk – heller ikke selvom Maria Kochetkova på et tidspunkt kommer ind klædt som en ulv. ”Live on Tape” er desværre svært ufokuseret, når alle standarder er i opløsning, og som tilskuer aner man ganske enkelt intet om, hvad pokker meningen med galskaben er – hvis der da er en!

Der er ingen tvivl om, at Kammerballetten og Concerto Copenhagen med Kaleidoscope har skabt et frugtbart samarbejde, og der er heller ingen tvivl om, at Konservatoriets Koncertsal er en fantastisk koncertsal, som bestemt også egner sig glimrende til at danse, sanse og opleve ballet i. Selvom måske ikke alle tre koreografier i årets forestilling sidder lige skabet, er aftenens oplevelse alligevel en fantastisk kunstnerisk aften med ballet og klassisk museum. Formatet fejler i hvert fald ikke noget!

Concerto Copenhagen og Kammerballetten

Konservatoriets Koncertsal, Julius Thomsens Gade 1, 1974 Frederiksberg C

Spilleperiode: 14.-16. august 2026

Set den 14. august 2026

Fotos: Kiran West og Tom McKenzie

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.kammerballetten.com

og

KALEIDOSCOPE ︳Kammerballetten x Concerto Copenhagen

Armonico Tributo

Koreografi: Tobias Praetorius

Dansere: Grace Curry, Liam Redhead, Meirambek Nazargozhayev, Nico Janssen, Vitor de Menezes og Tomoka Kawazoe

Musikere: Concerto Copenhagen under ledelse af Emmanuel Frankenberg

Selvportræt

Koreografi, kostumer og lysdesign: Paul Lightfoot

Komponist: Alexander McKenzie

Musikere: Alexander McKenzie, Teresa la Cour og Jacob la Cour

Dansere: Maria Kochetkova, Sebastian Haynes og Roger Van Der Poel

Live on Tape

Koreografi og iscenesættelse: Sebastian Kloborg

Performere:Maria Kochetkova, Simon Kongsted, Alban Lendorf, Alexander McKenzie og Nicholas Tamagna

Musikere: Concerto Copenhagen under ledelse af Emmanuel Frankenberg

Musik: Meredi, Caroline Shaw og Antonio Vivaldi

Lysdesign:Frederik Skålerud Hougs og Sebastian Kloborg

Kostumer: Gunilla Nordby, Søren Johannesen og WAUW

Tekst: Emily Brontë

Varighed: Ca. 2 timer og 25 minutter inkl. to pauser

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod