Anmeldelse: Amerika, Slotsgården ved Odense Slot (Teatret Slotsgården)

By: Thormod S. Kamban
On: 15. august 2026

Af Thormod S. Kamban

Amerika er navnet på forfatteren Franz Kafkas sidste roman, der aldrig blev skrevet helt færdigt. Roman udkom i 1927 efter Kafkas død. Denne roman har Teatret Slotsgården lavet til sommerforestilling i den gamle slotsgård bag Kongens Have i Odense.

Historien omhandler den unge tysker Karl Rossman, der tager til USA for at prøve at gøre noget andet, blive til noget mere. Som europæeren der indtager et, mildt sagt, fremmed land, følger vi hans rejse fra færgeoverfarten til mødet med det ægte USA. ”Sælg denne pen,” får han at vide, hvorefter han må improvisere en god salgstale for den lille kuglepen.

Ombord på skibet møder han, hvad der tilsyneladende er hans onkel, også kaldet senatoren, der tager ham under sine vinger. Ikke længe varer det, før han må se sig selv fortabt, ladt i stikken og ender med at støde ind i Diego og Rodriquez (der snakker ufattelig fynsk), tager ham med på et roadtrip og da Diego og Rodriquez bliver anholdt og ender med at blive taget på politistationen, må han genopfinde sig selv på ny. Han finder et job som piccolo på et hotel og da dette går i vasken, finder han tilbage til Diego og Rodriquez, der har måttet slå sig ned, nu med en kvinde, og han må genoverveje, hvad tilværelsen skal tilfalde ham.

At sidde i den gamle slotsgård i Odense, er meget hyggeligt og stemningsfuldt, og skuespillerne er gode til at give den gas. Der er fullblown Slotsgården’sk-stemning i gården, når spillerne disker op med de skøreste accenter, sjove ordspil og skøre gags. Der er ingen alle tvivl om at den drejning de har valgt til adaptionen, er en karikeret og komisk tilgang. Det er fem minutter i revy og Ørkenens Sønner-humor, med mange af de tynde jokes og meget af gestikken og mimikken, der er overspillet, men det fungerer meget godt.

Det er sjovt, og skuespillerne er gode til at karikere, som nok også er en del af pointen, idet Karl Rossman egentlig fortæller fra et perspektiv af en anden verden, han nærmest oplever som forskruet. Det er i høj grad skuespillerholdet, der i år består af Thomas Diepeveen, Mathilde Lundberg, Amalie Bergholdt, Emil Hyldeborg og Lukas Lykke, der trækker forestillingen hjem. Specielt Lykke, Hyldeborg og Bergholdt brillerer med mange sjove roller, de suser ind og ud af igen, og som holder tempoet oppe og som de leverer med finesse.

Og så er det et show der er båret godt frem af fede gags. De har en bil på parkeringspladsen de ankommer i, og som bliver brugt undervejs til at køre rundt i, samt lave mange finurlige påfund ved.

Grundkostumerne er et sæt hørformet trøje med korte bukser, som der nok giver en association til fattigere amerikanske folk i 20’erne, men også smager af et gøgler-udtræk. Ovenpå dette kan så tilføjes yderligere dele, der skaber andre figurer.

Skuespillerne bærer forestillingen med deres gode tilstedeværelse med publikum, som de bruger flittigt undervejs. Der er ingen tvivl om at de har haft en fest med at arbejde med det, og den flid og vid de har lagt i at bygge noget op, der er sjovt og spiseligt for et publikum, betaler sig på mange måder. De er gode at se på sammen, og de får smilene frem.

Et af problemerne med forestillingen, er at vi som publikum har svært ved at mærke, hvad Karl Rossman egentlig er. Hvorfor vil han finde lykken i USA? Hvorfor ender han med at være sammen med de her mange mennesker, han møder på det her roadtrip? Holdet har selv dramatiseret teksten, og hverken den konceptuerende instruktør Kristoffer Lundberg eller den realiserende instruktør Signe Hørmann får forestillingen helt i mål.

Dipeveens Karl Rossman går meget under radaren som hovedperson i den her forestilling, og selv, hvis der har været en pointe med det, falder den til jorden ved, at vi ikke får lov til at forstå ham ordentligt. Men vi forstår i hvert fald, at Karl har en dybereliggende idé om den amerikanske drøm, i en foranderlig verden, der er lettere afskallet. Dét er stadig noget, vi kan mærke på egen krop, trods de ambivalente tider vi har med USA – og måske mest dens magthavere. Men det er også netop det der er så mærkeligt.

Burde den amerikanske drøm være lige så død, som Bergholdt der bringer takeaway til bilen, som den mest deprimerede og triste Ronald McDonald man nogensinde har set?

Scenografien består af et decoupage-lignende atlas på et stålstativ, de klatrer op og ned ad, som ikke har den store funktion. Det er fragmenterne og afskalletheden med billeder og former, der er i fokus, men spiller ikke så meget ind i stykket. Det samme med de musikalske inputs, der i fragmenter giver god mening, men i store dele af forestillingen virker mere som blues-rundgange med støvede mikrofontekster, der er mere fyld end det er indhold.

Amerika har en dejlig bitter sødme, fordi den spiller på de høje nagler, og det gør ironien tyk. Men den mangler det sidste ”noget”, der kan fortælle mig, hvorfor det er nu, at det her stykke er relevant. Og det er karakterernes dybde. Uden den er forestillingen bare mere sjov for fornøjelsens skyld end den er eftertænksom.

Teatret Slotsgården

Slotsgården ved Odense Slot, Nørregade 36-38, 5000 Odense C

Spilleperiode: 18. juli-16. august 2026 i Odense

Herefter spiller forestillingen på Kunsten, Aalborg fra 20.-23. august 2026

Set den: 12. august 2026

Fotos: Teatret Slotsgården

Lyst til at vide mere? Køb billetter her:

https://www.teatretslotsgaarden.dk

Skuespillere: Thomas Diepeveen, Mathilde Lundberg, Amalie Bergholdt, Emil Hyldeborg og Lukas Lykke

Dramatisering: Holdet

Konceptuerende instruktør: Kristoffer Lundberg

Realiserende instruktør: Signe Hørmann