Anmeldelse: Tosca, Hedeland Amfiteater (Opera Hedeland)

Anmeldelse: Tosca, Hedeland Amfiteater (Opera Hedeland)

Af Christian Skovgaard Hansen

August måned er lig med teater under åben himmel, og sådan er det også i år. På det imponerende Hedeland Amfiteater, hvor Opera Hedeland spiller, opføres Puccinis Tosca, som seneste blev opført af dem i 2005.

Det hele foregår i Rom i juni 1800 under Napoleons-krigene hærger i Europa. Her udspiller sig i løbet af mindre end 24 timer både en kærlighedshistorie, et ditto drama og en politisk thriller. Dramaet udspiller sig især mellem de tre hovedfigurer, divaen Floria Tosca og hendes elsker, maleren og revolutionæren Mario Cavaradossi, og den korrupte leder af politiet, baron Scarpia.

Scarpia har længe efterstræbt Tosca. Han mistænker samtidig Cavaradossi for at skjule den politiske fange Angelotti, og Scarpia laver en snedig plan, så han kan få Tosca for sig selv. Vil det mon lykkes? Og vil kærligheden sejre – og for hvem?

Gennem størstedelen af handlingen holder instruktør Rodula Gaitanou sig til forlægget. Men uden at afsløre for meget, er slutningen ikke helt som ventet. Gaitanous valg klæder ikke rigtig operaen, og det stemmer ikke med den klassiske slutning, som også er angivet i programmets referat af handling. Det klæder ikke opsætningen, og det stiller spørgsmålet: ”Hvorfor?”

Solistholdet yder flotte præstationer, og det er i høj grad deres fortjeneste, at operaen alligevel holder skruen i vandet. I de tre bærende hovedroller synger Yana Kleyn partiet som Tosca, Peter Lodahl er Cavaradossi, og Scarpia synges af Daniel Miroslaw. De tre synger alle fantastisk. Kleyns Tosca er stærk, men følelserne kommer frem, når kærligheden får trange kår. Der er en tilpas mængde had, kærlighed og lidenskab i de forskellige følelsesmæssige interaktioner og i deres sam- og modspil, som jo desværre ikke ender lykkeligt for ret mange af dem.

Musikken leveres glimrende af Opera Hedelands Festivalorkester under ledelse af dirigent Carlo Goldstein.

Lige så gode solisterne og musikken er, lige så slem er scenografien. Simon Corders enkle, sorte krydstrappescenografi, der giver mindelser til et kors, er ganske enkelt for pauver og minimalistisk. Vi føler ikke, at vi er i Rom, og ingen af handlingens steder kommer til sin ret. Cordes har også stået for forestillingens lysdesign, og her formår han dog at få skabt lidt mere liv, når Hedelands landskab og lyset spiller sammen. Det ændrer dog ikke på, at grundscenografien ikke fungerer.

Ved Opera Hedelands forestillinger er forestillingen i sig selv kun en lille del af totaloplevelsen, hvor mange kommer før forestillingen. Før operaen er igen muligt at spise enten ens medbragte mad eller de lækre picnickurve fra Noon Cph. De er i år ganske velsmagende, kartoflerne er tilpas kogte, og desserten er – naturligvis fristes man til at sige – en toscatærte.

Årets Tosca er derfor ikke en helt helstøbt oplevelse, og solisterne lades lidt i stikken både i opsætningen og særligt scenografien. Det er dog som altid en flot oplevelse, når det imponerende amfiteater, landskabet og mørkets komme spiller sammen med forestillingen. Vær dog opmærksom på, at man nok får et godt overblik, men det er svært at opleve følelser og mimik, hvis man sidder et stykke oppe på rækkerne. I år er det samtidig solisternes aften, og det er særligt dem, der gør, at denne version trods alt kommer hæderligt i mål.

Opera Hedeland

Hedeland Amfiteater, Tranemosevej 8, 2640 Hedehusene

Spilleperiode: 8., 14. og 15. august 2026

Set den 8. august 2026

Fotos: Mikal Schlosser

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://operahedeland.dk/forestilling/puccinis-tosca

Solister: Tosca (sopran): Yana Kleyn, Cavaradossi (tenor): Peter Lodahl, Scarpia (baryton): Daniel Miroslaw, Angelotti (bas/baryton): Jonah Spungin, Spoletta (tenor): Conny Thimander og Sciarrone/Sagrestano (bas): Gustav Johansson

Instruktør: Rodula Gaitanou

Dirigent: Carlo Goldstein

Scenograf og lysdesigner: Simon Corder

Kormester: Filipe Carvalheiro

Kostumedesigner: Gøje Rostrup

Librettooversættelse: Kamilla Pontoppidan Haderup

Orkester: Opera Hedeland Festivalorkester

Kor: Opera Hedeland Festivalkor

Varighed: Ca. 2 timer og 25 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *