Anmeldelse: Til glæden, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Til glæden, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

Denne sæson åbner Den Kongelige Ballet med balletchef Amy Watsons nye initiativ Til glæden. En hel aften dedikeret til August Bournonville. Som den danske ballets fader skabte han et trinsprog og en tradition, der har sat dansk ballet på verdenskortet og stadig er en del af kompagniets fundament. Derfor er et årligt Bournonville-program både fortjent og længe ventet.

Årets Til glæden spænder vidt fra historiske værker som ”Jockey-dans” og bryllups-pas de deuxen fra ”Abdallah” over en nutidig bearbejdning af hans trinsprog i ”August 2.0” til den udødelige ”Sylfiden”.

Forestillingen indledes med to små Bournonville-perler. Først “Jockey-dans” fra 1876. Et stykke ballethistorie, hvor to jockeyer – denne aften Lena-Maria Gruber og Tara Schaufuss – kappes om at imponere hinanden og publikum. De driller, udfordrer og konkurrerer i et værk fuld af humor og karakter. Bournonville behøver ikke altid være yndig og køn. Herefter følger bryllups-pas de deuxen fra ”Abdallah” fra 1855, hvor H.S. Paullis romantiske musik ledsages af lige så romantiske og lette trin. Liam Redhead virkede mest hjemmevant i Bournonvilles særlige trinsprog, men sammen med Eukene Sagues bød pas de deuxen på fin, hengiven kemi.

”August 2.0” så jeg første gang i 2020 i kølvandet på den første Coronanedlukning. Dengang må jeg indrømme, at værket ikke forekom mig helt klar til at komme på scenen. Det gjorde det nu. Seks år senere blev ballettens potentiale forløst.

Idéen er stadig spændende: Nikolaj Hübbe og Dinna Bjørn tager fat i Bournonvilles trinsprog og lader det gennemgå en nutidig behandling. Vi kommer helt tæt på de runde, bløde linjer og de lynhurtige fødder, men oplever dem i nytænkende formationer og med en moderne stringens. Værket fremstår næsten nøgent og sårbart. Kun mænd står på scenen, klædt i tætsiddende heldragter i varierende blå nuancer. Intet kan gemmes væk – slet ikke i de mange unisone og teknisk krævende passager.

Phillip Duclos dansede et af solopartierne som stand-in for Jonathan Chmelensky, og det gjorde han overlegent. Han indtog scenen med et teknisk overskud, der gav ham en nærmest majestætisk ro. Også Tobias Praetorius havde et af solopartierne og cementerede, at han er vokset op med denne stilart. Hos ham fik Bournonvilles trin en naturlighed og selvfølgelighed.

”August 2.0” fremstår som en hyldest til den mandlige danser – helt i tråd med Bournonvilles egen ideologi, hvor manden skulle frem i rampelyset som danser i egen ret og ikke blot fungere som partner og støtte for ballerinaen. “August 2.0” er dermed et stærkt argument for hele Til glæden’s eksistens: Bournonville har stadig meget at byde på, også når hans trin tages ud af deres oprindelige ramme.

Sidst på programmet var Bournonvilles udødelige klassiker ”Sylfiden” fra 1836. I Nikolaj Hübbes version fra 2020 er der ikke sparet på romantikken. Scenografi, kostumer, trin og musik fremstår som et glansbillede indhyllet i pudder. Det lyder for meget, men det er det ikke. Det virker! Hvis en tidsmaskine fandtes, drømmer jeg inderligt om at kunne vise hr. Bournonville denne version af Sylfiden. Jeg forestiller mig, at han ville være stolt. (Er du nysgerrig på at læse Ungt Teaterblods mere indgående anmeldelse af balletten, kan den findes her).

Denne aften blev Sylfiden og James danset af Wilma Giglio og Alexander Bozinoff. Giglio klæder de overnaturlige karakterer. Hendes lange linjer får hende til at fremstå svævende. Hun havde arbejdet grundigt med den følsomme og forelskede Sylfide, der bar på den barnlige glæde, længslen og et stærkt livsmod. Bozinoffs James syntes mere på hjemmebane i det skotske højland end i skoven omgivet af sylfider. Til gengæld ramte han noget væsentligt i ballettens mørke afslutning. Vanviddet lyste ud af hans fortabte James, da det går op for ham, hvor meget ondt han har forvoldt.

Intet lys uden mørke – og ingen Sylfide uden heksen Madge. Denne aften blev heksen danset af Oliver Starpov, som vi kender for sit detaljerige karakterarbejde. Derfor virker det også oplagt at lade netop ham give liv til den udstødte heks, der aldrig har passet ind og derfor har vendt sig mod mørket. Madge er en af mine absolutte yndlingskarakterer i ballettens verden, og Starpovs version skuffede ikke. Han gav hende både det onde, det teatralske og den underliggende smerte, der gør heksen til noget langt mere interessant end blot fortællingens skurk.

Jeg elsker agendaen bag Til glæden. Bournonville er vores nationalkoreograf, og hans balletter har så meget på hjerte, at de stadig virker næsten 200 år efter, de blev skabt. De rummer humor, alvor, romantik, menneskelighed og en tro på dansen som fortællende kunstform. Og så rummer de et trinsprog, som Den Kongelige Ballet har et helt særligt ansvar for at holde levende.

Derfor håber jeg også, at Til glæden tør blive endnu mere ambitiøs i de kommende år. For jeg er ærgerlig over, at det ofte er den samme turnus af Bournonville-værker, det danske balletpublikum bliver præsenteret for. Hvor kunne det være spændende at støve noget gammelt og mere ukendt af, som ikke allerede står lyslevende i publikums erindring. Til glæden er et kærkomment initiativ. Nu glæder jeg mig til at se, hvad de kommende år vil bringe.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 29. august-17. september 2026

Set den 2. september 2026

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.kglteater.dk/ballet/2627/til-glaeden/?

Medvirkende (denne aften): Lena-Maria Gruber, Tara Schaufuss, Eukene Sagues, Liam Redhead, Tobias Praetorius, Emerson Moose, Phillip Duclos, Wilma Giglio, Alexander Bozinoff, Oliver Starpov m.fl.

Koreografi: August Bournonville, Dinna Bjørn og Nikolaj Hübbe

Komponister: C.C. Møller, Holger Simon, Paulli Niels, W. Gade og H. S. Løvenskjold

Kostumedesign: Jens-Jacob Worsaae og Kristoffer Sakurai

Lysdesign: Michael Radl, Thomas Bek Jensen og Åsa Frankenberg

Scenografi og kostumedesign: Anja Vang Kragh Mia Stensgaard

Varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter inkl. 2 pauser

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *