Anmeldelse: Skotsk Symfoni og Sylfiden, Det Kongelige Teater
Af Henriette Devantier
Vi skal en tur til Skotland ved denne forestilling, der åbner Den Kongelige Ballets sæson 23/24. Åbningsforestillingen er en dobbeltforestilling, der både byder på ”Skotsk Symfoni” fra 1952 af amerikanske George Balanchine og ”Sylfiden” fra 1836 af vores egen danske August Bournonville. To gigant-koreografer fra hvert sit århundrede men med en lang række af lighedspunkter.
Begge har de defineret hver deres karakteristiske dansestil – Balanchine med sine rappe, kantede bevægelser og Bournonville med sine bløde linjer og dynamiske trin. Og så har de begge kreeret en ballet hver med et skotsk udgangspunkt, og det blev det, der bandt aftenens forestilling, Skotsk Symfoni og Sylfiden, sammen.
Vi rejste baglæns gennem tiden og begyndte med det nyeste værk ”Skotsk Symfoni”, der består af tre satser fra Mendelssohns symfoni af samme navn, tre solister og et ensemble på otte kvinder og otte mænd. Balletten hylder det skotske landskabs skønhed og de imponerende militærparader med sækkepiber. Balanchine har selv udtalt, at han blandt andet lod sig inspirere af Bournonvilles ”Sylfiden”, da han koreograferede sin skotske ballet. Selvom ”Skotsk Symfoni” med sit mere moderne udtryk ikke genskaber 1800-tallets store balletter, lykkes det alligevel Balanchine at fange den romantiske længsel som i August Bournonvilles ”Sylfiden”.
Sammenligningsgrundlaget var på sin plads, men når det så er sagt, var der heller ikke så meget mere kød på dette værk. Jeg manglede mening og hjerte i det. Det fremstod nøgternt og stringent som et stillbillede fra Skotland med et twist af længselsfuld kærlighed. Mere skulle det jo i for sig heller gøre ikke for at binde aftenens skotske tema sammen, men det var alligevel ærgerligt.
Solistpartierne blev danset af teatrets foretrukne Balanchine-ballerina Holly Dorger som sylfide overfor Jonathan Chmelensky som skotte og til sidst Tara Schaufuss i rollen som skotsk pige. Alle tre løftede de skotske trin, der fremstod som en krydsning mellem to verdner: Balanchines verden og Bournonvilles verden.
Det blev en fin overgang til Bournonvilles ballet ”Sylfiden” i to akter. Ungt Teaterblod anmeldte samme opsætning af Nikolaj Hübbe af balletten i 2020. Du kan læse om opsætningen og handlingen her.
Bournonville lægger i ”Sylfiden” fundamentet til det, som Balanchine et århundrede senere udvikler, og den overgang var spændende at få understreget. Bournonvilles ”Sylfiden” har det hele; den romantiske og klassiske ballet, kærligheden, dramaet og det overnaturlige. Alt sammen sat i scene af Bournonvilles udødelige trin og af Herman Severin Løvenskiolds kontrastfulde musik.
Denne aften blev hovedpartiet danset af solodanser Stephanie Chen Gundorph, der tydeligt har sin grundtræning fra Det Kongelige Teaters balletskole. Man kan se, hvordan hendes krop føler sig hjemme i Bournonvilles trin, og dermed havde hun også et dramatisk overskud, der gjorde hendes Sylfide både længselsfuld, drillende og dyb. Hendes James blev danset af Alexander Bozinoff, der er kunstner med stort K. Hans krop er fuld af poesi og energi. Er der lys, må der også være et mørke. Ballettens mørke blev vakt til live af heksen Madge, der blev danset af Christina Michanek. Hun var autoritær, magtfuld og skarp i sit portræt af den legendariske heks.
Selvom ballettens sceneri allerede er beskrevet i den tidligere anmeldelse, må den alligevel igen have et par ord med på vejen, for man får det ikke smukkere end ved denne opsætning af ”Sylfiden”. Scenograferne og kostumedesignerne Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard har skabt et fortryllende univers, man bliver slugt ind i. Florlette og samtidige overdådige mønstre og farver fanger øjet, så man skulle tro, man befandt sig i et eventyr. Deres sceneri trækker tråde tilbage til guldalderen, hvor balletten blev skabt, samtidig med de er moderne. Jeg tør godt skrive under på, at deres arbejde med denne forestilling er den smukkeste scenografi og de smukkeste kostumer, der er skabt til Den Kongelige Ballet.
”Sylfiden” er crème de la crème af dansk ballet, og trådene til det skotske tema og lighedspunkterne mellem de to koreografer stod fint frem, men jeg savnede lidt ekstra krydderi, der kunne binde sløjfe på aftenen. Forestillingen har dog også flere styrker. Skotsk Symfoni og Sylfiden lægger op til en rigtig ”feel good”-aften i teatret, hvor man kan læne sig tilbage og nyde.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K
Spilleperiode: 2. september – 21. september 2023
Set den 2. september 2023
Foto: Per Morten Abrahamsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/ballet/sylfiden
Medvirkende: Holly Dorger, Jonathan, Chmelensky, Tara Schaufuss, Balthazar Sénat, Georgi Kapitanski, Stephanie Chen Gundorph, Alexander Bozinoff, Christina Michanek, Alexander Stæger m.fl.
Skotsk symfoni
Koreografi: George Balanchine
Musik: Felix Mendelssohn Bartholdy
Scenografi og kostumedesign: Mikael Melbye
Lysdesign: Michael Radl
Sylfiden
Koreografi: Nikolaj Hübbe, efter August Bournonville
Scenografi og kostumedesign: Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard
Lysdesign: Åsa Frankenberg
Dirigent: Martin Yates
Orkester: Det Kongelige Kapel
Samlet varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter inkl. 2 pauser
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod