Anmeldelse: Sylfiden, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

”Sylfiden er et af de værker, vi sværmer mest for i Den Kongelige Ballet. Den er en af grundstenene i vores eksistens, og eksistens er jo netop hvad ballet handler om. Om at have drømme, hvilket vi vel alle i større eller mindre grad har – drømme om, hvordan livet skal være og drømme om måske at finde andre og bedre møder at leve det på.” Sådan byder balletmester Nikolaj Hübbe velkommen i programmet til Sylfiden. En drømmende aften venter. En af verdens ældste balletter har fået pustet nyt liv til sig, og mine forventninger er høje, for, som Hübbe beskriver det, er Sylfiden netop grundstenen i dansk ballet. Sylfiden er om nogen Den Kongelige Ballets DNA.

Vi er i Skotland. Den unge James, der skal giftes med Effy, sover. Han vågner af et forelsket kys af en overjordisk Sylfide, der igen forsvinder gennem hans kamin. Den bjergtagede James leder efter Sylfiden og forvirrer sine omgivelser med sin åndsfraværelse. Brylluppet mellem Effy og James skal stå, men James er fjern. En ubuden gæst, Madge, dukker på under bryllupsforberedelserne. Trods James’ protester lader festens unge piger sig spå af Madge – også Effy, som får at vide at Gurn, James’ ven, er den rette for hende. Madge smides på porten, og Sylfiden viser sig endnu engang for James. Hun erklærer ham sin kærlighed, og midt under bryllupsfesten flygter de to og efterlader bruden Effy tilbage.

I den tågefyldte morgen fremtryller Madge et slør. Sylfiden har ført den forelskede James med sig i sin verden, hvor det vrimler med sylfider. Bryllupsfølget leder efter James. Gurn finder hans hue, og Madge fortæller ham om James’ vildfarelse. Gurn tager mod til sig og frier til Effy, som giver ham sit ja. Madge kommer nu frem for James og giver ham det fortryllede slør, som hun fortæller, han skal bruge, hvis han vil fastholde Sylfiden. Da Sylfiden atter dukker op, gør James, som Madge har forklaret ham. Han vikler sløret om Sylfiden og besegler dermed hendes skæbne. Hun mister sin frihed, taber vingerne og dør.

Handlingen stråler guldalderromantik, og denne guldalderarv ånder gennem hele forestillingen. Hübbe har i samarbejde med scenograferne Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard skabt et svævende og magisk univers, hvor den skønne Sylfide lever. Denne opsætning af Sylfiden går all in på den romantiske drøm – og det virker! Forestillingen emmer af skønhed og æstetik, og den efterlader et rum og et publikum, der sitrer. Scenografien og kostumerne formår at være moderne, men samtidig glider de perfekt ind i denne romantiske drøm og tidsånd. Nyfortolkningen af Sylfiden er en moderne og tro hyldest til originalen.

Sjældent har jeg set så smuk en scenografi gå hånd i hånd med trinene. Publikum blev lovet et magisk univers, og det fik vi! Balletten, der er koreograferet af Den Kongelige Ballets egen August Bournonville i 1836, lever og ånder i denne nye forklædning. Jeg tør næsten vove mig ud i at kalde den en opgradering.

Aftenens præstationer var heller ikke til at skyde igennem. Solodanserne Ida Praetorius og Jón Axel Fransson dansede hovedpartierne som Sylfiden og James, og solodanser Kizzy Matiakis, hvis store talent, vi snart undvære på scenen, gik rent og modbydeligt ind om troldkvinden Madge. Ligeså florlet Praetorius var, ligeså grum og altopslugende var Matiakis. Det var et direkte opgør mellem det onde som effektfuld kontrast til det gode. Disse tre hovedkarakterer blev bakket op af Den Kongelige Ballets korps, der både agerede skotske bryllupsgæster og yndefulde sylfider. Særligt korpset af sylfider fuldførte aftenen. Elegant og fortryllende forstærkede de den romantiske stemning gennem Bournonvilles berømte trin og Anja Vang Kraghs og Mia Stensgaards kostumer.

Historien om den længselsfulde James, den uopnåelige skønhed Sylfiden og den dæmoniske heks Madge har været danset i en ubrudt tradition lige siden førsteopførelsen i 1836. Den er blevet overleveret fra generation til generation og har således været opført mere end 800 gange. Ballettens overlevelsesevne kommer af dens tidsløse relevans. Den handler om drømme og om længsler og om de store og de svære valg. Om hvor farligt og livsomvæltende det kan være, men også om hvor meget man på den anden side risikerer at gå glip af, hvis man kun tør satse på det trygge og det sikre.

Jeg sitrer stadig i denne skrivende stund. Jeg blev fra første sekund suget ind i James’ drømmende verden akkompagneret af æstetik, Bournonvilles udødelige trin og H.S. Løvenskjolds smukke musik, der fremførtes af teatrets eget Det Kongelige Kapel.

Sylfiden er sådan en opsætning, der med sin storhed, rammende handling og tidsløse tematikker sidder i én et stykke tid efter. Det er en fornøjelse at opleve, hvordan Bournonvilletraditionen lever og nytænkes – især når det gøres på denne måde. Bravo til Den Kongelige Ballet og bravo til holdet bag!

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 24. oktober-25. november 2020

Set den 24. oktober 2020

Fotos: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20202021/ballet/sylfiden?section=top

Medvirkende: Ida Praetorius, Jón Axel Fransson, Kizzy Matiakis, Benjamin Buza, Stephanie Chen Gundorph, Maria Bernholdt, Birgitta Lawrence, Astrid Elbo m.fl. (forskellige hold)

Koreografi: Nikolaj Hübbe, efter August Bournonville

Musik: H. S. Løvenskjold

Scenografi og kostumer: Anja Vang Kragh

Scenografi og kostumer: Mia Stensgaard

Lysdesign: Åsa Frankenberg

Dirigent: David Levi

Orkester: Det Kongelige Kapel

Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter inkl. en pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod