Anmeldelse: Erasmus Montanus, Odd Fellow Palæets Have (Grønnegårds Teatret)
Af Christian Skovgaard Hansen
Sommeren er lig med teater under åben himmel. Traditionen tro indleder Grønnegårds Teatret sommersæsonen i Odd Fellow Palæets Have, og i år har de kastet sig over Ludvig Holbergs Erasmus Montanus. Det er glædeligt, at Grønnegårds Teatret holder fast ved at opføre de klassiske fortællinger, som naturligt får sine tilpasninger, men uden at de behøver de store gendigtninger og udstyrsstykker.
Historien er fra 1723, men den kan bestemt stadig sige os noget i dag. I dag er viden magt, hvis man forstår at bruge den korrekt, og ikke mindst hvis man forstår at udfinde den korrekte viden, så man ikke ledes på forkerte veje af ”fake news”. Holbergs komedie er samtidig en kommentar til vores syn på ny viden og ikke mindst på, hvordan den serveres for os. Kommer den fra opblæste og fordømmende lærde, er vi nok mindre tilbøjelige til at lytte! Samtidig viser historien også, at man skal være påpasselig altid med at stole på autoriterne.

Rasmus Bjerg er sendt til storbyen, København, for at studere. Han er nu blevet en lærd ung mand, der nu kalder sig det latiniserede Erasmus Montanus. Han er vidende, han taler et andet sprog, han tænker anderledes, og han har en stor tro på sine egne evner. Det skal dog vise sig, at der dermed opstår et sammenstød med hjemegnen, når han en dag vender hjem til fødebyen. Han er ventet med længsel af både sine forældre og sin forlovede Lisbed.
Men hans lærdom bliver ikke just beundret, og det skaber en række problemer for ham. Han fastholder sin viden – koste hvad det vil – næsten da! Han mener blandt andet, at jorden er rund, hvilket landsbyens folk anser som både farlig og forkert. Han forældre skammer sig, og hans forlovelse med Lisbed bliver ophævet. Hvad kan gøre for at opretholde både sin viden og få formidlet den viden, og samtidig få Lisbed? Rasmus må bide i det sure æble og indrømme, at jorden ER flad, så han ikke indkaldes som soldat, og så han kan få Lisbed.

Det hele foregår i Marianne Nilssons flotte flertydelige scenografi. Dens bølger kan både ses som breve, tegninger og kort med viden på – den viden, som både kan være farlig og kan serveres på mere eller mindre troværdig vis – den kan ses som mødet mellem landsbyen og København, og den kan ses som den ikke just særligt flade jord. Hendes kostumer passer godt til scenografien, og de er holdt i tiden for Holbergs oprindelige historie.
At man skal være påpasselig med, hvad man tror på, og hvis ”viden” man stoler på, åbenbarer sig hurtigt i Per Degns latinske brokker og oversættelser, som ikke giver megen mening, og som han prøver at overbevise både Rasmus’ forældre med, men som han også går i videnkamp mod Ramus med. Man kan ikke lade være med at krumme lidt tæer over Per Degns manipulation.
Madeleine Røn Juuls tekstbearbejde og iscenesættelse er tilpas stram og underspillet, hvor alt står ganske skarpt og tydeligt, og der er ikke behov for en masse gakkerier for at få pointen frem. Hun har samtidig også klædeligt givet kvinderne lidt mere kløgt og endnu mere fornuft.

Nicolai Jørgensens Erasmus Montanus balancerer fornemt mellem det at være en landsbyknægt, der egentlig bare gerne formidle sin nye viden og samtidig få den pige, som han elsker, og det at være en bedrevidende og lettere nedladende lærd, der måske nok har ret, men som ikke forstår at formidle den.
Resten af ensemblet yder også gode præstationer, der er med til at holde sammen på fortællingen. Rikke Westi giver os en kær og elskelig Lisbed, der har ben i næsen, Lue Støvelbæk er Ramus’ lillebror, der på sin vis er mindst lige så kvik som broren og Morten Hauch-Fausbøll som ridefogeden og Johannes Lilleøre som Per Degn, der begge ikke altid har noget andet end deres fine titler at have deres viden i. Som de to forældrepar ses Jesper Hyldegaard og Laura Bro som Rasmus’ bondske forældre, der dog ikke er helt så jævne, som man tror ud fra førstehåndsindtrykket, og Christine Gjerulff og Steen Stig Lommer som Lisbeds forældre, hvor han er lige så gammeldags og stædig, som hun er snu og løsningsorienteret. Så skal alt nok lykkes – og det gør det også.

Grønnegårds Teatrets Erasmus Montanus er en god klassikerbearbejdelse, og selvom historien har flere hundrede år på bagen, er den stadig nærværende og aktuel for os. Det hele leveres i en flot indpakning og af et velspillende skuespilhold, der formår at give os alle nuancerne i hele persongalleriet.
Grønnegårds Teatret
Odd Fellow Palæets Have, Bredgade 28, 1260 København K
Spilleperiode: 25. juni-27. august 2026
Set den 25. juni 2026
Fotos: Bjarne Stæhr
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://groennegaard.dk/forestillinger/erasmus-montanus
Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Laura Bro, Lue Støvelbæk, Rikke Westi, Christine Gjerulff, Steen Stig Lommer, Johannes Lilleøre og Morten Hauch-Fausbøll
Tekst: Ludvig Holberg
Iscenesættelse og tekstbearbejdning: Madeleine Røn Juul
Scenografi og kostumer: Marianne Nilsson
Koreografi: Maja Kaagaard Olsen
Lyddesign: Steen Larsen
Lysdesign: Brian Njie
Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


