Anmeldelse: Extremophiles, Krudttønden (That Theatre Company)

Anmeldelse: Extremophiles, Krudttønden (That Theatre Company)

Af Ea Melissa Christiansen

Verden drejer sig ikke blot om en kop med varm te, eller om hvorvidt supperesterne mon er tomat- eller minestronesuppe. Næ. Det er nærmest uundgåeligt ikke at møde de dybere lag i sindet, når vores essentielle behov fjernes og lader os stå tilbage, alene, mens vi stirrer ind i ansigtet på en skinbarlig (og makaber) virkelighed. Hvordan vi vælger at håndtere dette, er en af emnerne i denne samfundsrelevante forestilling, Extremophiles, som That Theatre Company (TTC) lige nu har sin urpremiere med på Krudttønden. Den er skrevet af Fergal O’Byrne tilbage i 2018, men er alligevel kan der drages paralleller til covid-19’s restriktioner ift. social distancing såvel som frygten for en kommende #toilethorderbølge eller kommende madrationer.

Vi befinder os på en isoleret researchstation på Antarktis, hvor crewet: Angela, Bertram, Lars og Fiskler befinder sig. Resten har måtte drage ud til dét skib, hvor madrationerne er større og muligheden for overlevelse ligeså. Vi ved ikke så meget mere, andet end at vi måske kigger på Jordens sidste overlevende. Crewet gør sit for at holde hverdagen kørende, men da en mystisk besked tikker ind over radioanlægget, kommer der pludselig kommer andre boller på suppen. Bertram beslutter sig for at kode beskeden, hvilket bliver starten på en timelang sitrende fornemmelse hvad angår usikkerhed for ”det ukendte”.

Scenen er iklædt et udelukkende hvidt møblement. I venstre side er laboratoriet, i midten spisebordet samt et vindue, der viser udsigten til polarlyset og til højre ses køkkenet. Bagved, i hver side, er deres værelser, dækket til med hvidt stof, hvilket nærmest skaber skyggespil, når karaktererne befinder sig derinde. Alt i alt er det meget sterile omgivelser, som passer fint til historiens atmosfære.

Herudover skal det benævnes, at That Theatre Company har udmærket sig i en materialistisk fremførelse, hvad angår især køkkenrekvisitter, og jeg tror aldrig, jeg har oplevet så naturalistisk et køkken på en scene før. Jeg håber, skuespillerne har været sultne inden forestillingen med al den mad og drikkelse, der kom indenbords. Dette kan måske lyde overfladisk, men der er en fin rød tråd mellem dette, manuskriptet og historien, hvilket samtidig dækker over en af de syv basale behov for overlevelse.

Hvis vi dykker ned i selve overteksten; Extremophiles, antydes der til organismer, der trives i ekstreme forhold, hvilket er gældende for historiens karakterer ligeså. Udover dette ved vi ikke så meget om karaktererne, men det er tydeligt, at hver især gerne vil overleve, og at vi undervejs i historien, dykker under huden og kravler ind i sindet på, hvordan mennesket kan agere, når vi befinder os i en akut krisesituation.  Uanset hvor humane såvel som rationelle, vi prøver at være, må vi indse, at der kan forekomme krisesituationer, det kan presse os ud til ekstremerne, hvad angår at beholde eller sløjfe ens etiske principper. Overfor os selv såvel som andre.

Selv om det ikke nødvendigvis fremgår med ord, siges der ekstremt meget mellem linjerne, hvilket de skrappe ører vil nyde at overvære. Dette skaber også et uhyre interessant ”efterspil”, når vi forlader salen og snakker videre om oplevelsen. De fire skuespillere på scenen er ligeså skarpe hvad angår replik håndtering, hvorfor jeg i sender en cadeau ud til instruktøren Claus Bue, for sit skarpe øjemed derpå.

Det er tydeligt, hvordan der er kælet for ordene, der nærmest forekommer som en musikalsk overlevering. Sommetider er der stilhed, optakten består af snappende kommentarer indtil der brydes ud i et skænderi, hvor replikkerne lapper ind over hinanden, nærmest som et musikalsk ”call-and-response”. Heriblandt bruges gengangere fra tidligere fraser, der ender ud som geniale jokes. Hvem skulle f.eks. tro at vejrudsigten: ”Det -30 grader, med vinden føles det som -40 grader”, skulle være sjov?

Til gengæld er der lagt så meget fokus på kontrast i replikleveringerne, at timingen i andre aspekter falder for hurtigt til jorden. Et eksempel er der hvor Lars, spillet af Benjamin Stender, læner sig tilbage i nattens mulm og mørke, mens Iron Maidens kendte (for de metalkyndige) ”Fear of the dark” spiller i høretelefonerne. Bagved ses det resterende crew, som reagerer på faretruende lyde. Hvad mon der ville ske, hvis Lars blev slugt ind i musikken i lidt længere tid, så kaosset bagved fik lov til at vokse? Og hvis vi som publikum først kunne høre lydende, når Lars slukker for sin musik? Det kunne være skønt at have et absurd grin i dette øjeblik, men det nåede vi ikke.

Ian Burns står (måske) med drømmerollen, Bertram, som gennemgår en af de største forvandlinger. Det er en nydelse at se ham skifte fra at være morsom til knotten og bister. Selv Sira Stampe, der spiller kommandøren Angela, har mange fine øjeblikke, jeg desværre ikke vil afsløre, for at bevare noget af mystikken. Lars kan synes at stå lidt i baggrunden, men samtidig er han en af dem vi lærer bedst at kende, når vi lukkes ind i hans afsavn til fortiden, for ikke at nævne Fiskler, spillet af Michael Worthman, som har potentialet for en masse rabalder, og hvis styrke vises i svaghederne. 

Lydbilledet, der er skabt af Mark Jones, består af klassisk ”finurlig”/munter og/eller drastisk musik, som jeg nød under diverse sceneskift. Herudover står dette i meget fint samspil med det smukke polarlys, skabt af Julian Simpson, som udover at give associationer til naturens og livets skønhed, kan minde om et hallucinerende syretrip.

Uanset hvor tunge emnerne er, hvad er samtidig ikke mere forfriskende end en forestilling om håb, sammenhold og viljestyrke under kriseforhold? Den, der sår rødder i tankerne og bobler videre i drømmene, når det er tid til at sige: ”Goodnight, don’t let the microbs… (bite)…” Hvis du derimod interesserer dig for amageddon inspirerede historier, dybdepsykologi eller blot finder det interessant at overvære replik håndtering på højt niveau, (den slags hvor det ene øjeblik bringer latter frem, mens det næste kræver ens fulde koncentration) er denne forestilling et besøg værd.

That Theatre Company

Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København Ø

Spilleperiode: Den 21. oktober-21. november 2020

Set den 23. oktober 2020

Foto: Begitte Panduro Andersen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Ian Burns, Sira Stampe, Benjamin Stender og Michael Worthman

Dramatiker og forfatter: Fergal O’Byrne
Instruktør: Claus Bue

Instruktørassistent: Clara Victoria Wölck

Lyddesign: Mark Jones

Lysdesign og grafik: Julian Simpson

Kostumier: Hanna Mørup

Scenograf: TTC Crew

Scenemester: Angelique Giroir

Stedfortrædende scenemester: Andrew Jeffers

Uddannelsesmateriale: Birgit Ellegaard Fiig og Christopher Bisgaard Olesen

Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *