Anmeldelse: Den første dråbe blod, Teatret Fair Play

Anmeldelse: Den første dråbe blod, Teatret Fair Play

Af Sebastian F. Westh Nielsen

I intime rammer på Teatret Fair Play har de nu igen premiere på ungdomsdramaet Den første dråbe blod, der er baseret på historien om Kundby-pigen. Den lille scene er domineret af en stor fængselscelle, hvis åbning og lukning så at sige danner ramme om hele fortællingen. I denne celle tændes der pludselig et spotlight og vi ser pigen, der får læst sine domme op af to anonyme karakterer. Stemmerne starter roligt men stiger i intensitet og bliver messende, indtil man til sidst ikke kan kende ordene fra hinanden.

Stemmerne fra retssalen stopper brat og vi springer nu i tid og sted ind i en ny celle, nemlig hendes barndomshjem, hvor den ubehagelige stedfar kontrollerer hendes liv, imens moren magtesløst ser til som tilskuer. Så er scenen sat, og vi får hurtigt tegnet et billede af en pige, som længes efter et helt normalt liv, men hvor en hverdag præget af svigt og selvskade gør det umuligt.

Der er gang i en masse tematikker. Vi oplever, hvordan en enkelt fysiklærer, som rent faktisk ser hende og engagerer sig, kan gøre en verden til forskel. Vi oplever systemets svigt, idet pigen kastes rundt imellem forskellige professionelle og anonyme voksne, der hverken har tid eller ressourcer til rent faktisk at gøre noget for hende. Det er en reel og forståelig kritik af systemet, som burde være sikkerhedsnettet for en pige som hende.

Alligevel virker alt så til at gå i orden på overfladen. Svigerfaren forsvinder ud af billedet, og fysiklæreren skaffer hende en praktikplads, hvor hun endelig føler sig accepteret og anerkendt. Herfra det bliver tydeligt, at historien er en fiktionaliseret beretning om den virkelige Kundby-pige. Forestillingen vil gerne skabe en diskussion om hvordan det her kunne ske, og det gør den ved at skildre nogle meget tydelige grunde. For øjensynligt er en ferie og et knust hjerte nok til at sende hende lige lukt ind i favnen på IS-sympatisører. Her kunne man nok også godt have haft en lidt bredere diskussion af de systematiske svigt, der må have været fra systemets side før ”pigen” kunne ende så langt ude. Det er dog også her fiktionen har sin styrke, idet dramatiker Robert Reinholdbruger virkeligheden til at skabe en fiktion med et klart fokus.

Stykket lykkes enormt godt med at tegne et billede af den her særlige pige, hvor svigt, både inden for familien og fra systemets side, gør hende enormt sårbar og påvirkelig. Men det fokus betyder også, at billedet af pigen desværre ikke er så nuanceret skildret, men moralen er klar. Det bliver meget tydeligt, at det er hele verden, der er imod pigen. Det eneste, der rent faktisk hjælper hende, er den muslimske tro, der dog leder hende direkte ind i ekstremismen.

Kanterne er altså trukket rimeligt hårdt op, og historien mister hermed lidt af dens troværdighed. Dette er heller ikke den eneste diskussion, som man går lidt for let henover. Pigens mentale problemer og selvskaden bliver der heller ikke rigtigt fulgt op på. Forklaringen ligger nok i stykkets begrænsede længe og de andre tematikker, stykket gerne vil behandle. Robert Reinhold har altså skrevet et skarpt og præcist stykke, der lykkedes strålende med at skildre end ung piges søgen efter tryghed, og hvad der kan ske når hun ikke finde trygheden i hendes familie, eller har et sikkerhedsnet der kan gribe hende. Ved at sætte dette i fokus, har man dog også valgt nogle diskussioner fra, som også havde været enormt spændende og lige så relevante for målgruppen.

Skuespillet er der ikke en finger at sætte på. Charlotte Amalie Kehlet formidler pigens op- og nedture, og man kan se hver eneste følelse løbe igennem hendes ansigt. Penille Albæk Andersen og Bo Carlsson vikler sig ind og ud af et væld af forskellige roller, og det lykkedes dem klart og tydeligt at skabe forskellige stemmer til de forskellige karakterer, der inkarnerer dem. Især fysiklæreren bliver formidlet enormt skarpt, idet Bo Carlsson formår først at underspille ham, som et sympatisk menneske, der gør sit bedste for at hjælpe hende og senere ser vi ham, som den involverede voksne, der forsøger at gribe hende på hendes vej ud af sidesporet.

Scenografien fungerer også enormt godt. Fængselscellen åbnes og lukkes gradvist igennem stykket, hvilket skaber en tydelig symbolik, som fungerer rigtigt godt. De få rekvisitter og simple lyseffekter bliver også udnyttet til fulde og det gør sammen med intimiteten, at man indlever sig i universet. Ligeledes fungerer rolleskiftene upåklageligt og man føler sig aldrig forvirret eller begrænset af det lille skuespillerhold. Derimod er det imponerende, hvor mange karakterer, de formår at få bragt i spil, problemfrit.

Alt i alt et stykket spændende og har en klar moral som er tankevækkende og lægger op til diskussion. På trods af det svære emne er stykket enormt relaterbart, og man er spændt på, hvordan historien folder sig ud. Det henvender sig rigtig fint til sin målgruppe, og den kommer helt sikkert til at lægge op til en masse diskussioner. Stykket har samtidig også en relevans og en spændende historie, der gør, at den også snildt kan ses af folk, der ikke længere er teenagere.

Teatret Fair Play, Borchsvej 3, 4300 Holbæk

Spilleperiode: 22.-24. oktober samt 12.-14 november 2020

Efterfølgende på skoleturné samt som gæstespil på ZeBU den 9.-12. november 2020

Set den 24. oktober 2020

Fotos: David Trood

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Charlotte Amalie Kehlet, Penille Albæk Andersen og Bo Carlsson

Manuskript: Robert Reinhold

Instruktion: Robert Parr

Scenografi: Tanja Bovin

Lys og værksted: Jakob Ebbe

Lyd: Robert Reinhold og Frans Hansen

Koreografi: Esa Alanne

Varighed: Ca. 1 time uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *