Anmeldelse: Barbara, Aarhus Teater

Af Emilie Lund Skovby Kristensen

Forestillingen Barbara på Aarhus Teater begynder i mørket. Stemmer taler om Barbara, før hun selv træder frem. Hun er allerede et rygte, en advarsel, et begær – formet af andres ord. Publikum møder hende gennem sladderens filter.

I Sigrid Johannsens iscenesættelse af Jørgen-Frantz Jacobsens roman ”Barbara” fra 1939 handler fortællingen ikke kun om tragisk kærlighed, men om magt og blik: Hvem får lov til at definere historien – og hvem bliver defineret? Romanen bygger på et færøsk sagn fra 1700-tallet om Beinta/Bente Christine Broberg

Handlingen udspiller sig i 1700-tallet, hvor den unge danske præst Poul Aggersøe sendes til Færøerne for at overtage et embede. Her møder han Barbara, en præsteenke omgivet af rygter om begær og skandaler. De forelsker sig, men forholdet udvikler sig hurtigt til et opgør mellem jalousi og frihed, tro og begær.

Samtidig ligger der et tydeligt politisk fokus i stykket, hvor Poul repræsenterer det danske blik udefra. Før mødet med Barbara nedgør han sproget og kulturen, og da Dannebrog erstatter det færøske flag på toppen af fjeldet, bliver magtforholdet konkret i et enkelt, men effektivt scenebillede.

David Gehrt har skabt en visuelt imponerende scenografi. Et roterende, græsbeklædt fjeldlandskab fylder scenen, mens der undervejs tilføjes mindre øer. Fjeldets rotation giver forestillingen en levende rytme, hvor scenerne glider over i hinanden. Når handlingen rykkes ud på de små sideøer, presses karaktererne fysisk sammen, hvilket både skaber komik og forstærker oplevelsen af isolation i øgruppen. Fjeldet skal afspejle Færøerne, men det omslutter aldrig helt scenen. Når Poul træder ud på det hvide gulv og taler direkte til publikum, sætter han øerne på pause. Han træder frem som den udefrakommende, der beskriver og fortolker – ikke som den, der tilhører.

Ensemblet leverer solidt og spiller gennemgående godt. Især de to hovedkarakterer springer i øjnene. Emil Busk Jensen spiller Poul Aggersøe med en tydelig udvikling fra sikker, selvforstået præst til en mand, der gradvist mister kontrollen. Jalousiens eskalering er særlig stærk: kroppen sitrer, og den kontrollerende facade smuldrer. I tvivlen på sin tro og forsøget på at frelse Barbara bliver han et billede på den besiddertrang, forestillingen kredser om – han vil både redde og eje hende.

Maria Boda spiller Barbara med en ro, der nægter at undskylde hendes begær. Hun er sanselig og fri uden at blive karikeret. Samtidig får titelfiguren bemærkelsesværdigt lidt plads – næsten i forlængelse af det kvindesyn, forestillingen selv problematiserer. Netop derfor bliver Bodas tilstedeværelse stærk: Hun insisterer på at være mere end fortællingen om hende.

Også resten af ensemblet brillierer i skiftene mellem små og større roller og indfanger de mange karakterer, der påvirker handlingsforløbet. Aarhus Teaters kor fungerer desuden som et stærkt lydligt og fysisk element – både som stemningsskabende færøsk klang og som bl.a. mytiske huldrefigurer, der hjemsøger præsten.

Mod slutningen brydes den fjerde væg, og skuespillerne træder ud af rollerne for kritisk at kommentere på deres danske position og retten til at fortælle historien. Samtidig placeres publikum i et ubehageligt medansvar: Vores egen uvidenhed blotlægges som om vi, ligesom forestillingens danske perspektiv, har været blinde for det, der hele tiden har været synligt. Her bliver forestillingen selvkritisk og bevidst om sit blik, hvilket virker stærkt og forfriskende.

Barbara bliver i Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensens dramatisering ikke længere blot den velkendte historie om den løsagtige kvinde, men en undersøgelse af, hvordan hendes fortælling er blevet konstrueret og videreført gennem tiden – heriblandt gennem ukorrekte detaljer og et dansk, mandligt perspektiv.

Sigrid Johannesens iscenesættelse balancerer det klassiske drama med en tydelig nutidig bevidsthed. Resultatet er en nytænkende og til tider provokerende iscenesættelse, der føles mere aktuel end nogensinde, fordi den tør stille spørgsmål ved sit eget udgangspunkt.

Efterfølgende forsøger forestillingen at vende tilbage efter bruddet, og skuespillerne træder igen ind i deres roller for at afslutte fortællingen. Her mister forestillingen noget af sin styrke. Bruddet har været så markant, at det klassiske spil efterfølgende føles rodet. Publikum er allerede blevet gjort opmærksom på, at det er en iscenesættelse – og derfor bliver det svært helt at vende tilbage til illusionen.

Alligevel står Barbara stærkt. Det er en ambitiøs forestilling, der med stærke præstationer, gennemtænkt scenografi og et selvkritisk lag aktualiserer klassikeren ved at udfordre den i stedet for blot at gentage den.

Aarhus Teater, Scala, Teatergaden, 8000 Århus C

Spilleperiode: 2. maj-4. juni 2026

Set den 2. maj 2026

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/barbara

Medvirkende: Marie Boda, Emil Busk Jensen, Emil Prenter, Laura Kjær Jensen, Christian Hetland, Oskar Salvatore, Anders Baggesen, Mette Døssing, Nanna Bøttcher

og Aarhus Teaters Kor: Sigrid Vibe Kristensen, Meike Frandsen, Maria á Lakjuni, Beinta Dahl Mathiesen, Signe Brun Bugge og Anna Kathrine Rask Christensen/Ida Bergholdt Jul Christiansen

Dramatiker: Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensen

Iscenesætter: Sigrid Johannesen

Scenograf og kostumedesign: David Gehrt

Lysdesign: Súni Joensen

Lyddesign: Kim Engelbredt

Musikalsk arrangement, indstudering & kompositioner: Marie Koldkjær Højlund

Koreografisk konsulent: Marie Brolin-Tani

Korindstudering: Andrea Krüger Holm og Marie Koldkjær Højlund

Varighed: Ca. 1 time og 45 min. uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod