Anmeldelse: Yerma, Det Kongelige Teater
Af Minna Højholt
Federico García Lorcas tragedie om en barnløs kvinde på landet i Spanien fra 1934 er blevet flyttet til det 21. århundredes storbyliv af den australske dramatiker Simon Stone og nu oversat til dansk og til Skuespilhusets Store Scene af Thomas Bendixen. Det Kongelige Teater præsenterer Yerma som et drama ”om en moderne kvindes altopslugende længsel efter at få et barn”, men for mig forekom den først og fremmest som et parforholdsdrama om to umådeligt uempatiske og selviske mennesker, der ødelægger hinanden og folk omkring sig.
Den ”moderne kvinde” Yerma (Julie Agnete Vang) køber et stort hus sammen med sin kæreste Jon (Mikkel Arndt) og begynder at synes, at noget af al den plads skal fyldes op med børn. Jon er med på idéen, i hvert fald i teorien, men er stort set altid væk på forretningsrejser og nægter at få sin sæd testet gennem flere års ufrugtbare forsøg. Yerma har en chefstilling på en redaktion, hvor hun skriver dybt personlige indlæg om sit liv og ikke mindst sin barnløshed, hjulpet på vej af sin unge kollega/assistent Des (Sara Fanta Traore), og hvor hendes ekskæreste Viktor (Anders Juul), der nu har fået et barn, bliver ansat.
Parallelt med Yermas forgæves forsøg på at blive gravid får hendes søster Maria (Nanna Skaarup Voss) et barn ved et uheld, og den i forvejen skrøbelige relation mellem de to søstre og deres lidt for ærlige mor Helene (Karen-Liste Mynster), der i hvert fald ikke selv ønskede sig børn og ikke kan forstå sin datters længsel efter det, får nogle hårde knubs. Det samme gør Yerma og Jons ret dysfunktionelle parforhold, indtil Yermas desperation driver hende ud i en destruktiv depressionstilstand og deres forhold går fuldstændigt i opløsning.
Vi har altså at gøre med en klar historie og et sprængfarligt persondrama mellem nogle måske lidt generiske men tydelige karakterer. Dramaet formidles i et semi-naturalistisk og meget ”clean” scenisk sprog med enkelte, taktile rekvisitter såsom pizza, jord og champagneflasker til at understøtte teksten og dens fortælling. Store tekstprojektioner på den grå bagvæg er behjælpelige med tidsangivelser og stikord som ”Samme aften”, ”Begyndelsen”, ”Bryllup” eller ”En baby”, hvis man skulle være i tvivl om, hvad det er vi ser på scenen.
Projektionerne dukker op ved starten af hver scene, der er kædet sammen af korte overgange med dunkel belysning og høj musik, mens skuespillerne går ind og ud. Det visuelle univers, designet af scenograf Jonas Fly, består primært af grå skærme og et grønt, gulvtæppebeklædt podie, hvor skuespillerne står og sidder på hovedsagelig horisontale linjer, og brugen af rummet virker indtil sidste tredjedel af stykket ret todimensionel.
Ingen i det ellers stjernespækkede cast leverer en synderligt mindeværdig performance, og særligt i starten hældte skuespillerne nærmest replikkerne af sig – et sted skete det endda, at Yerma svarede på et spørgsmål, Jon ikke havde nået at stille endnu. Måske fangede jeg holdet på en uheldig aften, og som forestillingen skred frem fungerede dialogerne bedre og fik mere nærvær, men som tilskuer kom jeg aldrig rigtigt til at kunne leve mig ind i historien og føle noget for karaktererne. Skuespillerne blev heller ikke hjulpet af hverken teksten eller iscenesættelsen, der manglede nerve, timing og dynamik.
Karen-Lise Mynster var indimellem rigtig sjov og skarp, og publikum lo en del af, hvor forrykte ting, karaktererne kunne finde på at sige. Særligt hovedpersonerne var dog så ekstreme i deres måder at håndtere situationen på, at det blev lidt fremmedgørende. Den drænende proces med forgæves fertilitetsbehandling, der burde være gribende og sorgfuld at følge med i, forekom mig snarere virkelighedsfjern og underlig, som den blev fortalt i denne stilblanding af ’moderne verden-naturalisme’ og voldsom, god gammeldags tragedie.
Hen mod slutningen blev rummet endelig åbnet op og drejescenen sat i brug i en fysisk sekvens, der var særdeles forfriskende efter den lange række repliktunge dialoger. Dette ændrede dog desværre ikke på, at Yerma alt i alt var en ret skuffende og uinspirerende oplevelse – på trods af, at forestillingen beskæftiger sig med en både spændende og aktuel problematik.
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K
Spilleperiode: 27. april-5. juni 2026
Set den 5. maj 2026
Foto: Camilla Winther
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.kglteater.dk/skuespil/2526/yerma
Medvirkende: Julie Agnete Vang, Mikkel Arndt, Nanna Skaarup Voss, Anders Juul, Karen-Liste Mynster, Sara Fanta Traore
Dramatiker: Federico Garcia Lorca
Manuskript: Simon Stone
Iscenesætter: Thomas Bendixen
Scenograf: Jonas Fly
Varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod