Anmeldelse: Simon Boccanegra, Det Kongelige Teater

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 27. oktober 2020

Af Christian Skovgaard Hansen

Verdis opera Simon Boccanegra er ikke en af hans mest kendte. Først sent – over 100 år efter urpremieren – fik den premiere på Det Kongelige Teater, og af programmet fremgår det, at premieren denne aften alene er opførsel nr. 38 på Det Kongelige Teater.

Der skal vælges en ny doge i Genova. ”Kongemagerne” Pietro og Paolo forsøger at få Simon Boccanegra valgt. Boccanegra er ikke selv begejstret for projektet, men ved at komme i den herskende klasse håber han, at han bliver god nok til at få hans elskede Maria, hvis far, aristokraten Fiesco, forsøger at forhindre forholdet, hvilket skaber spændinger mellem de to mænd.

Mange år senere er Boccanegra stadig doge. Fiesco har gemt sig. Hans datter Amelia er forsvundet og kender ikke sin far. Hun advarer sin elsker, Adorno, om farerne ved at konspirere mod dogen. Boccanegra har lovet Amelia til Paolo, men da han indser, at hun er hans datter trækker han dette løfte tilbage, hvilket gør, at Paolo vender sig mod dogen og vil dræbe ham. Dogens liv er nu truet fra flere sider. Paolo forgifter Boccanegras glas, og han provokerer Adorno, således hans had til dogen også vokser. Boccanegra drikker af det forgiftede glas, og mens han dør en langsom og pinefuld død, tilstår Amelia overfor Adorno, at hun er dogens datter, hvilket får ham til at skifte side.

Revolutionen raser i byens gader. Den undertrykkes, Paolo dømmes til døden, og Boccanegra er klar til at forsone sig med Fiesco. Det når han dog ikke, men lige inden døden, når han at udpege Adorno til sin efterfølger.

Handlingen er ikke helt nem at følge med, og det er med at holde tungen lige i munden. Det er et solidt og spændende handlingsforløb med en del forviklinger og udviklinger. Det kan derfor anbefales, at læse om handlingen i programmet eller på nettet inden forestillingen. Selv hvis man forsøgt at sætte sig ind i handlingen, kan det være svært at følge med, hvilket kan tage lidt af fornøjelsen.

Instruktøren David Hermann kalder operaen for Verdis ”House of Cards”. Det er egentlig en meget sigende betegnelse. Simon Boccanegra er en politisk thriller, hvo det psykologiske spil, det politiske spil og den til tider uforløste og uopnåelige kærlighed er gennemgående temaer i operaen. Det er temaer, der både dengang og nu findes i det politiske liv, hvor store kampe er udkæmpet for at nå til magten.

Dengang og nu viser sig også i Hermanns opsætning, hvor vi flere steder får blik tilbage i tiden. Vi får blandt andet et billede med mindelse til Den sidste nadver med Boccanegra som Jesus siddende i midten ved bordet. Forræderiet og det politiske spil var allerede til stedet dengang, men meningen i forhold til historien om Simon Boccanegra står lidt mere hen i det uvisse. Her er der flere steder, som kommer til at virke mere forvirrende end forstærkende, i opsætning.

Det hele foregår i Christoph Hetzers store scenografi, som hovedsageligt er placeret midt på scenen på den store scenes drejescene. Det er højt, stort og bastant og relativt ensformigt, uanset om vi er i dogens palads, fangekælderen eller i Amelias mere ydmyge hjem. Hele det store spil forsvinder derfor også lidt i scenografien, som hurtigt kommer til at virke for ensformig og dominerende. Christoph Hetzer lader også kostumerne stamme fra forskellige tidsperioder. Det kan ses som et billede på, at det politiske spil netop findes i alle tider, men i historien her bliver det egentlig mest forvirrende.

Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigent Paolo Carignani er til gengæld fantastisk godt spillende, og vi får Verdis musik med passende følelser, vildskab og voldsomhed. Roses må også det store og velsyngende operakor (som vi i disse tider ikke ser – hvilket dog også giver en fin effekt, som den revolutionære folkemængde uden for vinduerne). Kiril Manolov giver både en stor krop, men også tilpas finhed, følelser og erkendelse til titelrollen. Gianluca Buratto, Jens Søndergaard, Kyungil Ko, Gisela Stille og Gert Henning-Jensen i resten af operaens store roller synger også fremragende.

Verdis Simon Boccanegra er derfor ikke den nemmeste opera at opleve. Hvis man sætter sig ind i fortællingen og det politiske spil inden, vil man få mest ud af handlingen – og det er ikke svært at trække tråde til det politiske liv i nutidens samfund. Den er dog også værd at se – eller rettere høre – operaen for dens fantastiske musik og i denne version også med et velsyngende cast.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 23. oktober-1. december 2020

Set den 23. oktober 2020

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20202021/opera/simon-boccanegra/

Medvirkende: Kiril Manolov, Gianluca Buratto, Jens Søndergaard, Kyungil Ko, Gisela Stille og Gert Henning-Jensen samt Det Kongelige Operakor

Orkester: Det Kongelige Kapel

Dirigent: Paolo Carignani

Instruktør: David Hermann

Instruktør ved genopsætning: Ludivine Françoise Petit

Scenografi og kostumer: Christoph Hetzer