Anmeldelse: Kussesumpen 2, Aveny-T (Kussesumpen)

By: Emma Brink Laursen
On: 27. oktober 2020

Af Emma Brink Laursen

Det er helt almindeligt kvindeliv anno 2020, der er på menuen i Kussesumpen 2. Venindeskab, kærlighedsliv, karriere, sexliv, moderskab, you name it. Men trods et rigt udvalg af retter er indholdet næringsfattigt.

De to dramatikere, Karen Dich og Jacobe Orry, har ønsket at skabe en forestilling, der piller den stereotype forestilling om kvinden ned. Derfor beskæftiger de sig med det grimme, larmende og pinlige, der (ifølge dem) italesættes for lidt. Menstruationsblod, afføring, manglende sexlyst, for stor sexlyst, jalousi (til andre kvinder), mislykkede Tinder-dates, politisk ukorrekte sexfantasier og uforløste karriereplaner.

Problemet er, at der efterhånden skal meget til for at tage nogen på sengen med den slags emner – i hvert fald blandt den unge befolkning. Godt nok har den ene dramatiker, Dich, skrevet et forord i forestillingens program, hvori hun beskriver en ”perfekthedskultur” skabt af et ”farvekoordineret og filtreret Instagram-univers.” Og ganske rigtigt skal man ikke lede længe efter spændstige, solbrune kroppe i bikini eller latte art i en Royal Copenhagen-kop, men der er efterhånden – og godt for det – mange, der går i den modsatte grøft og lægger fotografier op af deller, blodige tamponer og ærlige beretninger om alt fra angst til onani.

Derfor skal der også mere end en monolog om klumper i menstruationsblod til at få os til at glide tilbage i stolesædet af forfærdelse eller frem af lettende begejstring over ikke at være alene. Jeg kunne altså have tænkt mig et lidt større vovemod fra dramatikernes side. Den mest vovede dialog var nok den, der handlede om den ene kvindes fantaseren om at blive voldtaget, som da også mødtes af forargede blikke fra de to veninder.

Forestillingen føltes simpelthen for let – som at scrolle halvanden time i mit Instagram-feed. I teatret vil jeg forsvinde fra den kedelige verden uden for salens sorte vægge, hvor der er så rigeligt af samtaler om den miljøvenlige menstruationskop og forfejlede møder med mænd. I kunsten vil jeg finde den fornødne pause fra den slags hurtige, letfordøjelige kalorier.

Som et portræt af tiden fungerer forestillingen – og det er lidt trist – ganske godt. Alt berøres hurtigt og på overfladen, og den, der optræder lettest påklædt, eller skriver den mest højtråbende caption (som forestillingens indledende ”Jeg er ikke skabt af dit ribben, du er skabt af min kusse!”), vinder.

Der er simpelthen ikke tid til at fortabe sig for meget – i en historie for eksempel. Den dramatiske tekst var her og der og alle vegne – hvilket skabte en noget flad spændingskurve – og lugtede af, at de to dramatikere har skrevet ”Kvindeliv 2020” med en fed sprittusch og så ellers brainstormet derudaf (og sikkert moret sig gevaldigt herved) og skabt en forestilling af alt godt fra sumpen. Heldigvis havde de ladet de tre karakterer være de samme hele forestillingen igennem – et nødvendigt holdepunkt i en forestilling, der havde svært ved at følge med sig selv.

Karaktererne bestod af tre ret forskellige kvinder – dermed stor sandsynlighed for én at spejle sig i. Den ene, Orrys karakter, en tjekket kvinde i et parforhold med en mand, som hun ”helt bestemt elsker”, men som hun dog ender med at være utro. Den anden, spillet af Vanessa M. Petterson, en lesbisk og sexglad kvinde, der ”aldrig skal have børn”, men som ved forestillingens ende går i fødsel. Den tredje spilles af Kimmie Liv Sennov og er en singlekvinde med mindreværdskomplekser og forfatterdrømme.

Skildringen af kvindernes udvikling var for mig at se det mest vellykkede ved forestillingen. Her var der en snert af fortælling at holde fast i – og en fin en af slagsen, om livet, der aldrig former sig, som vi kunne tænke os det, men som vi alligevel formår at komme overens med.

Skuespillet var dog præget af manglende intention. Specielt én scene kunne jeg ikke undgå at finde lettere tåkrummende. De tre veninder læser breve højt for hinanden, som de skrev til deres ti år ældre jeg, da de gik på højskole. En af kvinderne får revet sit brev ud af hånden på sig, fordi veninderne finder det skingrende morsomt, at det famøse mågestel er på hendes liste over fremtidsdrømme. De driller hende, og pinligt berørt kæmper hun for at få brevet tilbage. Og kæmpe er måske nok så meget sagt. Alt dette foregår nemlig på kønneste, sarteste pige-manér. I hvide skjorter og med bare ben løber de hvinende rundt, kaster med bløde arme papiret til hinanden og laver forsigtige rejehop (de skulle jo nødigt risikere at snuble i deres yndige hæle), og jeg fik sgu sådan en lyst til at rejse mig og råbe: ”Så løb dog rigtigt, kvinder!” I en forestilling, der vil vise kvinden fra hendes mindre flatterende sider – kvinden, når hun har glemt alt om omverdenens blik på sig – må det kræve skuespillere, der tør gøre netop dette.

Ligeledes var det ikke altid let at finde ud af, hvem skuespillerne henvendte sig til – publikum eller hinanden. Meget af forestillingen havde karakter af et show, hvor skuespillerne stod vendt mod publikum og skulle underholde os med monologer. Dele af forestillingen bestod af dialog skuespillerne imellem. Men henvendelsen var aldrig helt klar. Når de talte til hinanden, var det med en skulder drejet mod publikum og omvendt. Denne manglende intention i deres bevægelser og kontakt gjorde, at skuespillet til tider fremstod tilbageholdent og halvakavet. Denne kritik bør nok først og fremmest rettes mod instruktøren – og produktionens eneste mand.

Et af de bedre momenter var Orrys monolog – opført på en stor skærm, så kun hendes ansigt var synligt – om at fantasere om sex med pizzabuddet. Fortællingen starter i badet, hvor hun sæber sin krop ind på en tiltrængt selvforkælelsesaften. Men så ringer det på døren. Med våd hud og et lille håndklæde om sig åbner hun op for pizzamanden (i mere end én forstand), og han nøjes naturligvis ikke med at levere pizza. Ramt af ustyrlig liderlighed kan hun ikke styre sit sprog, og klitoris bliver til litokris, numsehul til humsenul og svulmende penis til mulsvende nepis. Det er sjovt og originalt.

Scenografien fungerede godt og underbyggede forestillingens show-karakter. En drejescene i midten med en kube – pyntet med et glitrende forhæng i Instagrams farvenuancer. Den store skærm blev taget i brug flere gange – som en kommentar til, hvordan vi så ofte ser hinanden gennem skærme – og de forstørrede hoveder var sjove, ligesom det var behageligt med en afveksling fra de til tider intentionsløse kroppe på scenen.

Mod forestillingens slutning blev en stor musling rullet ind på scenen – og skabte en undringens rynke i panden på mig. Først senere forstod jeg (tak til min ledsager) referencen til Den Skumfødte Venus, kærlighedens og frugtbarhedens gudinde. Og nu er det ikke for at tage mig selv i forsvar (det er ikke utænkeligt, at jeg kom til at sove lidt i timen), men jeg synes ærligt talt, at skulpturen virkede malplaceret dér i forestillingens sidste minutter – om end jeg savnede den form for tyngde, som de med denne kulturhistoriske reference forsøgte tilføjet. Muslingen blev brugt som fødekar for alle tre kvinder. Den ene fødte en baby, den anden et færdigt manuskript, og den tredje forsøgte, men var alligevel ikke helt fødeklar. Budskabet: Kvinder er kvinder, også hvis de ikke føder børn.

Der er ingen tvivl om, at forestillingen er velment. De to dramatikere og skuespillerholdet har ønsket at slå et slag for kvindens frihed. Måske der da også vil sidde nogle mænd – yngre som ældre – derude på rækkerne, som vil nå til en udvidelse af deres forestilling om kvinden. Jeg tror det dog næppe. For mig, en ung kvinde, skal der i hvert fald meget mere til. Kom igen!

Kussesumpen

Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: 23. oktober-29. november 2020

Set den 25. oktober 2020

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.aveny-t.dk/forestillinger/kussesumpen-2 eller http://www.kussesumpen.dk/

Medvirkende: Kimmie Liv Sennov, Vanessa M. Petterson og Jacobe Orry

Dramatikere: Karen Dich og Jacobe Orry

Instruktør: Morten Burian

Scenograf: Eva Lendorph

Lyddesigner: Ida Skjerk