Anmeldelse: Stenen, Aalborg Teater
Af Tanja Bech Hansen
Der er noget særligt ved forestillinger, der starter med et simpelt ”hvad nu hvis?” og derefter nægter at slippe publikum igen. Stenen på Aalborg Teater er netop sådan en forestilling. Stille i sit udgangspunkt, men voksende i både mystik og eftertanke, indtil man selv begynder at tvivle på, hvad der egentlig er virkeligt – og hvad der bare er noget, vi har aftalt at det er.
Forestillingen udspiller sig på en helt almindelig villavej. En hverdag, der i udgangspunktet virker genkendelig og tryg, bliver pludseligt forstyrret af en mystisk sten, der uden forklaring dukker op midt i det hele. Ingen ved, hvor den kommer fra, og endnu vigtigere: Ingen ved, hvorfor den er der. Men det er netop i den uvidenhed, at forestillingen begynder at arbejde med publikum. For stenen er ikke bare et objekt – den bliver et spejl.
Vi møder Lissi (Kathrine Høj Andersen), en energisk og målrettet ejendomsmægler, der i starten fremstår som en, der har styr på alting. Sammen med hendes mand Allan (Lars Topp Thomsen), der arbejder i bank, repræsenterer hun et liv bygget på struktur, fornuft og kontrol. Men da Allan langsomt begynder at mærke en uforklarlig tiltrækning til stenen, begynder det hele at skride. Han siger sit arbejde op og bevæger sig væk fra det rationelle og ind i noget mere uklart, næsten spirituelt. Hans udsagn hænger stadig i rummet længe efter: ”Jeg tror ikke, at den kom, jeg tror, at den blev”. Det er en sætning, der på én gang lyder absurd og fuldstændig overbevisende i forestillingens univers.
Derudover møder vi Kaya (Clara Josephine Manley), en ung kvinde, der er vendt tilbage for at rydde op i sin fars dødsbo. Hun står midt i sorg og praktiske gøremål, men bliver også fanget i stenens mærkelige tiltrækningskraft. Samtidig følger vi Dennis (Jeppe Ellegaard Marling) og hans mor Bodil (Camilla Gjelstrup), som på hver deres måde forsøger at finde fodfæste i en virkelighed, der stille og roligt ændrer karakter. Det interessante er, hvordan stenens tilstedeværelse ikke skaber kaos i klassisk forstand – den skaber mening. Eller i hvert fald en følelse af mening, som alle karaktererne begynder at læne sig ind i.
Det kræver stærke skuespilpræstationer at få karakterer som disse til at fungere, netop fordi de hele tiden balancerer mellem det realistiske og det absurde. Her lykkes ensemblet med at forløse karaktererne overbevisende. Figurerne bliver aldrig reduceret til idéer eller symboler i forestillingens filosofiske univers, men føles som mennesker af kød og blod med genkendelige behov, bekymringer og længsler. Særligt i takt med at stenens tilstedeværelse begynder at ændre dem, formår skuespillerne at lade forvandlingen ske gradvist. Ingen bliver pludselig til en anden person; i stedet forskydes karaktererne næsten umærkeligt, hvilket gør deres udvikling både troværdig og interessant at følge.
Et af forestillingens stærkeste greb er netop, hvordan den undersøger menneskets behov for at tillægge ting betydning. Det bliver særligt tydeligt i en af forestillingens mest markante replikker: ”Bare fordi vi ikke kan måle en stens bevidsthed, betyder det ikke, at den ikke har en. Det betyder bare, at vi ikke har det rigtige måleapparat til det.” Linjen fungerer som et filosofisk knudepunkt i forestillingen og peger samtidig på en af de centrale styrker i Lærke Sanderhoffs tekst. Den udfordrer publikums tillid til det målbare og konkrete og åbner for en virkelighed, hvor mening ikke nødvendigvis opstår gennem forklaringer. Pludselig bliver spørgsmålet ikke, hvad stenen er – men hvad vi selv har brug for, at den er.
Scenografien af Doris Dziersk understøtter denne dobbelthed på overbevisende vis. I begyndelsen ser vi en ligusterhæk, der deler scenen op i tre felter, som fungerer som individuelle huse på villavejen. Det giver en klar fornemmelse af privatliv, grænser og adskilte liv, der alligevel eksisterer side om side. Men som forestillingen skrider frem, ændres rummet markant. Pladerne med ligusterhækken løftes op, og pludselig opstår en kæmpe sten midt på scenen. Det er et visuelt greb, der både er enkelt og effektivt: Det private forsvinder, og noget fælles – og uforklarligt – tager over.
Samtidig er scenen fyldt med små realistiske detaljer, som en robotplæneklipper, der straks placerer os i et genkendeligt forstadsunivers. Den kontrast mellem det hyperrealisme hverdag og det næsten mytiske element (stenen) er en af forestillingens største styrker. Den gør det tydeligt, at det uforklarlige ikke behøver at komme udefra i spektakulær form – det kan lige så godt opstå midt i det mest almindelige villakvarter.
Det mest interessante ved Stenen er måske ikke, hvad der sker med stenen, men hvad der sker med menneskerne omkring den. Da karaktererne begynder at acceptere stenen som en form for mening, virker de faktisk lykkeligere. Mere rolige. Mere forbundne. Og netop dér opstår forestillingens stille ubehag: Hvis noget, vi ikke kan forklare, gør os mere hele som mennesker, betyder det så overhovedet noget, at vi ikke forstår det?
Da stenen til sidst forsvinder igen, efterlades publikum – og karaktererne – i et tomrum. Ikke et dramatisk tomrum, men et stille et. Som om noget vigtigt lige er blevet taget væk, uden at vi helt kan sætte ord på hvad det var.
Stenen er en forestilling, der ikke giver svar, men i stedet insisterer på at blive hængende som et spørgsmål. Og det er måske dens største styrke. Den får os til at se på det velkendte med en lille smule mere tvivl – og måske en lille smule mere åbenhed.
Aalborg Teater, Lille Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg
Spilleperiode: 8. maj-13. juni 2026
Set den 14. maj 2026
Fotos: Rumle Skafte
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Lars Topp Thomsen, Kathrine Høj Andersen, Camilla Gjelstrup, Jeppe Ellegaard Marling og Clara Josephine Manley
Dramatiker: Lærke Sanderhoff
Bearbejdelse og iscenesætter: Anne Zancho Søgaard
Scenograf: Doris Dziersk
Lysdesigner: Jakob Juul
Lyddesigner: Mads Stagis
Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod