Anmeldelse: Real Love, Aarhus Teater
Af Maja Sode Bach-Lauritsen
Bevæger du dig ned på Aarhus Teaters Studio-scene for tiden, risikerer du at finde Real Love, at prøve kærlighedsforsøg med Leonardo DiCaprio, at blive shamet for din alder og med 100 % sikkerhed at grine.
Mette Klakstein, Clara Sophia Phillipson og Malte Conradsen er vores værter i matchende, kærlighedsrøde outfits. De byder os velkommen og præsenterer med stor entusiasme præmissen for aftenens forestilling (eller kærlighedsshow eller datingprogram eller eksperiment): En skal forelske sig!!! De undrer sig nemlig over, hvorfor det er så svært at finde kærlighed i dag og kommer frem til, at en af grundene er, at der er så mange valgmuligheder. Derfor må forestillingens intime setting med få tilskuere være perfekt til en forelskelse.
”Er det mig, som skal blive forelsket?”, tænker man måske som publikum. Ja, det er det måske også, men mest af alt er det Leonardo DiCaprio. For hvis den kræsne, bikinielskende og ”ingen kvinder over 25”-DiCaprio kan forelske sig, altså sådan virkelig falde pladask, så må der være håb for kærligheden.

Carolin Oredssons iscenesættelse og Toni Tora Botwids scenografi er spækket med referencer til de reality- og datingprogrammer, der fylder streamingtjenesterne i disse år. Roserne sender os til ”Bachelor(ette)”, brylluppet sender os til ”Gift ved første blik”, og så er der videogrebet, som tillader os at komme tæt på både foran og bagved kulissen. Desuden bliver videogrebet også lidt en kommentar til de her datingprogrammer og måden, vi konsumerer og måske også kapitaliserer på (idéen om) kærlighed i dag.
Et personligt højdepunkt for mig er Emma Weydes kamerakvinde, der gemmer sig bag en plante for at filme Leonardo DiCaprios telefonsamtale, og så Clara Sophia Phillipson, der løber gennem Aarhus Teaters gange med et kamera for at filme Leonardo DiCaprio og… Nej, det må I selv opleve.

Mette Klakstein, Clara Sophia Phillipson og Malte Conradsen er skønne i værtsrollen. De fører os trygt igennem eksperimentet og er overbevisende starstruck over Leonardo DiCaprio, som vi altså må forstå ER Leonardo DiCaprio (og ikke Alexander Bryld Obaze). De supplerer hinanden godt og er både sjove, forfjamskede, alvorlige og all in på eksperimentet.
Alexander Bryld Obaze, som altså nu engang spiller Leonardo DiCaprio (sorry, værter), er irriterende morsom som den arrogante, tyggegummispisende og amerikansk talende DiCaprio, som hele tiden må trække sig tilbage til sit greenroom bagved scenen med en undskyldning a la ”it’s just not working for me”. Emma Weydes kamerakvinde sørger for, at det hele bliver dokumenteret til storskærmen, og hendes zoomteknik gør det til en fornøjelse at være vidne til.

Real Love baserer sig i høj grad på publikumsinteraktion og er afhængig af, at der hver aften er nogen, der vil date Leonardo DiCaprio. Derfor vil hver aften være forskellig, lægges der op til. Og det er da sjovt – måske især for de involverede og deres venner – men jeg sidder alligevel tilbage med en følelse af, at det greb ikke lykkes helt. I hvert fald oplever jeg ikke denne aften, at de får publikum til at give sig helt hen til det, og jeg kan ikke finde ud af, om det egentlig gør en forskel for fortællingen, at det er tilskuere og ikke skuespillere, som skal date DiCaprio.
På et tidspunkt er der en kort pause, hvor der skal stilles op til bryllup. Her kommer en forestillingsleder iklædt Real Love-merch ind med et rullebord med både bobler og øl og opfordrer publikum til at komme ned og slå sig løs – hvis altså man lige vil scanne en QR-kode og betale for sine drikkevarer. Kom igen, Aarhus Teater, det kommer til at virke lidt nærigt, og det afspejler sig også i, hvor få tilskuere der faktisk gør det. Hvis man virkelig vil have publikum til at deltage i en fest, så skal den altså ikke koste penge.

Carolin Oredssons tekst, der er inspireret af Liv Strömquists ”Den rödaste rosen slår ut” lægger op til dybere refleksion. Vi præsenteres både for græske myter og citater af Søren Kierkegaard. Men til trods for det og for det heartbreak, der finder sted i forestillingen, føler jeg mig aldrig rigtig ramt. Jeg synes ikke, at den når i mål med at sætte gang i de store tanker, men som eksperiment og oplevelse var den bestemt både interessant og underholdende at være tilskuer til.
Men finder Leonardo DiCaprio så kærligheden? Er der håb? Jeg kan afsløre, at eksperimentet i hvert fald ikke går helt som planlagt, men hvordan det ender, må du tage ind og se forestillingen for at finde ud af.
Real Love er et underholdende, lyserødt eksperiment om et eksperiment. Det er powerpoints, håndholdt kamera, gigantiske lagkager, danglish, øjenkontaktsøvelser, forelskelse (?) – og så selvfølgelig Leonardo DiCaprio.
Aarhus Teater, Studio, Teatergaden 1, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 9.maj-10.juni 2026
Set den 13. maj 2026
Fotos: Rumle Skafte
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/real-love
Medvirkende: Mette Klakstein, Clara Sophia Phillipson, Malte Conradsen, Alexander Bryld Obaze og Emma Weyde
Tekst frit inspireret af ”Den rödaste rosen slår ut” af Liv Strömquist
Tekst og iscenesættelse: Carolin Oredsson
Scenografi og kostumedesign: Toni Tora Botwid
Lysdesign: Kim Glud
Lyddesign: Aki Shiraishi Bech
Varighed: Cirka 1 time og 30 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


