Anmeldelse (re-anmeldelse): La Bohème, Det Kongelige Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Giacomo Puccinis kærlighedsdrama La Bohème er nu tilbage på Operaens Store Scene i operachef Elisabeth Lintons iscenesættelse, hvori det er kun er foretaget få ændringer. Lintons opsætning lader stadig kærlighedsdramaet og ikke mindst tragedien være i fokus. Hun balancerer glimrende fattigdom, overlevelse, sygdom og jalousi, men også den alt overskyggende kærlighed, der alligevel viser sig ikke at kunne alt. Hun omsætter den klassiske operaperle, så den funkler.
Den blev første gang opsat i 2016 og har siden været opsat flere gange. Sidst vi så den, var i 2021, hvor vores anmelder skrev: ”Om du er nybegynder eller velbevandret ud i operaens verden vil jeg give La Bohème min varmeste anbefaling, for La Bohème er essensen af en klassisk operaperle. Operaen er uanset baggrundskendskab et møde med et univers, der vækker store følelser og en koncentreret stemning, der formår at lukke den trivielle hverdag ude.” (resten af anmeldelsen kan læses her).
Alt dette holder stadig. Historien kender vi også. Vi er i Paris omkring 1830, og det er iskoldt. Vi følger en flok fattige unge kunstnere, digteren Rodolfo, maleren Marcello, musikeren Schaunard og filosoffen Colline, i byens Latinerkvarter. Huslejen skal betales, og de er løbet tør for brænde. Rudolfo ofrer derfor et af sine manuskripter. Det giver en smule varme – men heller ikke meget mere. Det er juleaften, og vennerne går på Café Momus, mens Rudolfo bliver tilbage for at arbejde. Det banker på døren, og udenfor står naboen, den syge sypige Mimi, der gerne vil have tændt sit lys. Da Rudolfo mærker hendes kolde hånd, forelsker de sig omgående. Kærlighedsdramaet kan begynde, ligesom Marcello igen møder sangerinden Musetta. Mimis sygdom bliver værre, og – uden at afsløre for meget – ender alt grumt.
Det hele foregår igen i Astrid Lynge Ottosens flotte, om skiftelige scenografi. Vi skifter let fra det grå, triste og kolde kvistværelse over det festlige og farverige Galleri La Fayette, inden vi til slut ender på husets tag med udsigt over Paris.
De fire kunstnere har ungdommens gåpåmod og viljestyrke, og de har en tro på, at de nok skal klare den uanset hvad. De lever ikke just et fornuftigt og ansvarligt liv – men alligevel klarer de den. Samtidig viser det sig, at lige så let og hurtigt det er at forelske sig, lige så svært er det at holde kærligheden i live. De fire venner har et – måske lidt for – rosenrødt syn på det hele, men alvoren går op for dem, når Mimi dødende bliver bragt til dem.
Den georgisk-ukrainske sopran Teona Todua sang partiet som Mimi ganske vidunderligt. (Senere på sæsonen vender teatrets egen Sofie Elkjær Jensen tilbage i rollen). Hun er nuanceret, når vi mærker, at hun både er svag og stærk på samme tid. Den bosnisk-schweiziske tenor Omer Kobiljak viser Rudolfos kærlighed til hende med tilpas inderlighed og også fravær, når jalousien får overtaget, og man skal være lavet af sten for ikke at fælde en tåre sammen med ham, når han blot hævder, at Mimi sover, selvom vi alle godt kender sandheden. Selv ikke deres kærlighed kan holde døden fra døren.
Clara Cecilie Thomsen debuterede i 2021 i rollen som Musetta, som hun nu er tilbage i. Hun er koket og på overfladen ganske snobbet og drillende, men vi mærker, at der bag dette ydre gemmer sig et kærligt hjerte, der også brænder for den ægte kærlighed. Over for hende synger Jens Søndergaard også igen rollen som Marcello. Det sker med en ærlighed og åbenhed, som gør, at vi forstår, hvorfor Musetta falder for ham. Morten Staugaard er igen Musettas mæcen Alcindoro, der trods det, at han prøver at gøre alt rigtigt for hende, alligevel ender med at blive til grin. De to øvrige unge venner, Schaunard og Colline sunget af Kristian Lindroos og Henning von Schulman, leverer fine portrætter med bohemers kække frækhed.
Puccinis musik er smuk og vidunderlig. Det Kongelige Kapel er velspillende under ledelse af den tyske dirigent Dominik Beykirch, der følger kærlighedsdramaet og dets følelser ganske nært, og musikken går lige som handlingen lige i hjertet på publikum.
Elisabeth Lintons version af Giacomo Puccinis kærlighedsdrama La Bohème holder derfor stadig, og det er med god grund, at den med årene er blevet en del af Det Kongelige Teaters faste repertoire. Og så kan man ikke undgå at gå følelsesmæssigt påvirket ud af salen bagefter.
(Eneste kritikpunkter til denne repremiere har intet med opsætningen at gøre. Men et par rækker foran mig sad et par, der – for at sige det pænt – havde mere øje for deres egen kærlighed end for den, der foregik på scenen, ligesom deres gentagne brug af mobiltelefon var lige ved at kunne tage enhver kærlig følelse ud af det hele. Og så er parkeringskælderen alt andet end let at komme ud fra – ”femte akt” tog lige så lang tid som en af operaens fire akter…!).
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 16. oktober 2026-11. februar 2027
Set den 16. oktober 2026
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.kglteater.dk/opera/2627/la-boheme/?
Medvirkende: Teona Todua, Omer Kobiljak, Clara Cecilie Thomsen, Jens Søndergaard, Kristian Lindroos, Henning von Schulman, Simon Schelling, Morten Staugaard og Lars Bo Ravnbak (denne aften – forskellige hold)
Orkester: Det Kongelige Kapel ved koncertmester Erik Heide
Komponist: Giacomo Puccini
Dirigent: Dominik Beykirch
Iscenesættelse: Elisabeth Linton
Scenografi: Astrid Lynge Ottosen
Lysdesign: Ulrik Gad
Kostumedesign:Magdalena Stenbeck
Koreografi:Clara Svärd
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod