Anmeldelse: Tre, Teater Nordkraft

Anmeldelse: Tre, Teater Nordkraft

Af Christian Skovgaard Hansen

Sidste efterår spillede Teater Nordkraft forestillingen ”Vand til blomster” baseret på Valérie Perrins roman af samme navn. I år har de kastet sig over en anden af Perrins romaner: Tre.

Hovedpersonerne i forestillingen – og fortællingen – er de tre børn, Adrien, Étienne og Nina, som 10 år gamle i 1986 møder hinanden på første skoledag i femte klasse. De ender tilfældigt sammen, da deres efternavne alle begynder med ”B”. De bliver hurtigt et fasttømret trekløver, og et ubrydeligt venskab dannes. Spørgsmål er, om det kan holdes… Det finder vi senere ud af!

Sammen lover de hinanden at forlade deres grå provinsliv og flytte til det farverige Paris, når de er gamle nok. To årtier senere i 2017 findes en bil sunket til bunds med en død person i en sø i den by, hvor de tre venner kom fra. Sagen forsøges opklaret, og dermed optrevles også fortællingen om de tre venner. Livsbegivenheder og –omstændigheder deler de tre venner, og vi følger nu deres meget forskellige skæbner over en periode fra 1986 og til nutiden.

Det er dermed både en fortælling om et unikt venskab og om menneskets udvikling fra barn til voksen, det at finde sin egen identitet og om kærlighed, seksualitet og hemmeligheder. Bogen på dansk har 670 sider, og forestillingen varer da også knap tre timer (inkl. pause). Det er derfor naturligt, at teaterchef og dramatiker Minna Johanneson har måttet skære fra og bearbejde romanen, men det er lykkedes glimrende. Når man først har forstået fortællingens struktur (hvis man da ikke har læst romanen), står den skarpt.

Jonas Preben Jørgensen omsætter frejdigt og tilpas vovet, mens der heldigvis også er blevet plads til det eftertænksomme og følelserne. De to har dermed skabt en forestilling, der er ustyrlig tøjlet og kaotisk kærlig, og igen viser mixet af de tre professionelle skuespillere, børnene og de unge og ikke mindst publikumsinddragelsen sig at fungere godt.

Handlingen – og dens emner – er kompleks, og dens rygrad af bramfrie og skarpe skildringer af de tre venners liv sætter tankerne i gang om vores eget liv og vores egne venskaber. Publikumsinddragelsen, som er meget Nordkraft’sk og Johanneson’sk, er denne gang holdt på et mindre, men skarpt plan, og inddragelsen af børnene og de unge til at agere de tre venner på tidligere livsstadier, fungerer fortællingens spring i tiden elegant.

Nikolaj Bjørn-Andersens Étienne er karismatisk, og han mestrer alle hans mange forskellige facetter og følelser. Laura Kold er en fortrinlig Nina, der både er rå og følsom. Thomas Nielsen er umiddelbart den mest sårbare Adrien, men han viser sig alligevel at være den stærke. Sammen med de tre børn og tre unge på scenen (der er flere hold) leverer de en gedigen holdpræstation, og deres portrætter er både ærlige og troværdige. Vi møder hele følelsesregistret, når vi langsomt er vidner til, at deres livsskæbner trevles op.

Mikkel Munk Iversens scenografi er tilpas enkel, hvis man da lige ser bort fra de mange breve, der har levet et lige så hårdt liv som vores tre venner. Det giver god plads til fortællingen, men det bliver også lidt tamt sine steder. Det er dog kun en lille sten i skoen.

Tre er dermed en helstøbt forestilling, der sætter fortællingen om venskabet på spidsen, mens den får publikum til selv at tænke på vores eget liv og de universelle emner om, hvordan vi forvalter livet, og om hvem vi omgiver os med, herunder hvilke venskaber vi har og får.

Teater Nordkraft, Volt, Teglgårds Plads 1, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 3. oktober-21. november 2026

Set den 9. oktober 2026

Fotos: Martin Høyer Poulsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Tre

Medvirkende: Laura Kold, Thomas Nielsen og Nikolaj Bjørn-Andersen samt børn og unge: Clement Kjær Hanefelt Bundgaard, Loui Duus Hvidtfeldt, Lau Kvist Nielsen, Frida Kruhøffer Komdrup, Cristian Michalis Dahl, Manja Kaad von Påhlman, Karl Alfred Holland-Thorhauge, Jeppe Møller Petersen, Iben Viholt Møller, Noah Hegland, Sebastian Wittrup og Karen Guldbæk Hauerslev (et udvalg – flere hold)

Forfatter: Valérie Perrin

Dramatisering: Minna Johannesson

Instruktion: Jonas Preben Jørgensen

Scenografi: Mikkel Munk Iversen

Kostumer: Karin Seisbøll

Lysdesign: Eirik Lie Hegre

Komponist og lyddesign: Gustav Andreas Berg

Rekvisitør: Benedicte Andersen

Skrædder: Helene Billingsøe

Varighed: Ca. 2 timer og 50 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *