Anmeldelse (re-anmeldelse): Idomeneo, Det Kongelige Teater
Af Kristina McClelland Jacobsen
Udsigt over de københavnske kanaler i den smukke solnedgang, store lysekroner i loftet og en særlig lørdagsstemning med et glas vin i hånden og forventning i luften. Publikum sætter sig til rette i de blå plyssæder og gør sig klar til aftenens forestilling, Mozarts Idomeneo, på Operaens Store Scene.
Efter ti år i Den Trojanske Krig vender Kong Idomeneo endelig hjem til Kreta, men hjemkomsten bliver langt fra lykkelig. En voldsom storm raser og Idomeneo lover havguden Neptun at ofre det første menneske, som han møder, hvis han overlever stormen. Da han når frem, viser det sig at være hans egen søn Idamante.
På Kreta befinder også den trojanske prinsesse Ilia sig som krigsfange. Kærligheden vokser mellem Ilia og Idamante og splittelsen mellem denne kærlighed og sorgen over sit folk er stor. Idamante gengælder hendes følelser, hvilket vækker stor jalousi hos Elektra, som også er forelsket i Idamante.
Idomeneo forsøger desperat at undslippe sit løfte til Neptun ved at sende Idamante væk fra Kreta. Men dette kan ikke dæmpe havgudens vrede, og en voldsom storm truer øen. Folket kræver et offer, mens kærlighed, skyld og magt støder sammen mellem karaktererne. Men om Idomeneo virkelig må ofre sin egen søn for at redde Kreta, må tiden vise.
Solistcastet blev sunget af både garvede sangere fra Det Kongelige Teater, men også solister fra Det Kongelige Operakor og en fra Det Kongelige Teaters Young Artist Program (YAP).
I hovedrollen som Idomeneo var Niels Jørgen Riis, der leverede en fin ro i præstationen, selvom energien og det personlige udtryk kunne til tider have stået tydeligere frem. Gloria Tronel sang fint i rollen som Ilia, men formåede ikke helt at fylde rummet ud. Gert Henning-Jensen som Idamente strålede af selvtillid og havde god energi på scenen, men præstationen fremstod ikke helt på niveau med forventningerne. Kærlighedsgnisten mellem Idamante og Ilia stod heller ikke helt tydelig frem, og som publikum kunne man til tider være mere forvirret over, hvad deres relation egentlig var. Man sad generelt tilbage og savnede lidt mere indlevelse i rollerne.
Rollen Elettra blev sunget flot af Sine Bundgaard, hvis skuespil tydeligere kom til live og hen over scenekanten. En flot afslutning på tiden som fastansat solist hos Det Kongelige Teater. Jens Christian Tvilum fremstod ligeledes sikker og overbevisende som Arbace. Solisterne fra koret og YAP leverede smukke og klangfulde præstationer, hvor duetter klingede smukt midt i handlingens kaos.
Det var et musikalsk højdepunkt fra Det Kongelige Kapel, som spillede strålende ledet af dirigenten Julia Jones. Ligeledes sang Det Kongelige Operakor fænomenalt.
Iscenesættelsen af Robert Carsen og scenografien af samme og Luis F. Carvalho tog afsæt i aktuelle krige og flygtninge som resultat heraf. Et stadig meget aktuelt tema at belyse – men et budskab, som heller ikke stod helt klart og tydeligt.
Scenen var kort, hvor bagtæppet var et stort lærred fyldt med videoer af ”Neptuns bølger”, som skyllede over solisterne og de mange statister på scenen. Stemningsfulde billeder med en dramatisk effekt – men alligevel kunne tvivlen vækkes ift. om videoen var indstillet rigtigt, da det stod lidt uskarpt og kunne associeres med ”stock photos” i videoformat. På den korte scene kunne mængden af statisterne virke overvældende, men havde på den måde en stor effekt (men et budskab som ville have haft lige så stor effekt ved halvering af statister, da koret her også spillede en stor rolle).
Idéen om de mange redningsveste og symbolikken om krig og liv kan på papiret virke god, men idet solister skulle gå i det og var ved at snuble, fik det i stedet en mere tragikomisk effekt. Relevansen om krig og flygtninge i verdenen er desværre stadig lige så præsent, som tilbage i 2016, hvor denne iscenesættelse havde premiere. (Vi så operaen i 2020 (læs mere her)). Det samlede indtryk levede dog ikke helt op til forventningerne i denne omgang. Tematikkerne om krig og flugt og symbolikkerne i iscenesættelsen og scenografien er derfor stadig relevante og giver stadig god mening. Denne gang fungerede udførelsen dog ikke helt efter hensigten, da flere af de sceniske greb kom til at fremstå mere forvirrende og næsten distraherende end effektfulde og følelsesladede.
Denne opsætning af Idomeneo rammer måske ikke hele vejen rundt i sin iscenesættelse, men Mozarts musik og de stærke musikalske kræfter på scenen gør stadig forestillingen værd at opleve. Operaen stiller spørgsmål om ansvar, kærlighed og offer, som fortsat føles aktuelle i en verden præget af krig og mennesker på flugt. Så hvis du vil opleve Mozart på Operaens Store Scene med både dramatik, store korpassager og aktuelle tematikker, er Idomeneo stadig en aften værd at tage ind og opleve.
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 9. maj-6. juni 2026
Set den 9. maj 2026
Foto: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.kglteater.dk/opera/2526/idomeneo
Medvirkende: Niels Jørgen Riis, Gert Henning-Jensen, Gloria Tronel, Sine Bundgaard, Jens Christian Tvilum m.fl.
Orkester: Det Kongelige Kapel
Dirigent: Julia Jones
Iscenesætter: Robert Carsen
Scenograf: Robert Carsen & Luis F. Carvalho
Kostumedesign: Luis F. Carvalho
Lysdesign: Peter van Praet & Robert Carsen
Videodesign: Will Duke
Varighed: Ca. 3 timer og 10 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod