Anmeldelse: Idomeneo, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

”Her hersker døden, afgrunden åbner sig. Grufulde løfte”. Sådan lyder det fra det store, imponerende kor, da operaen Idomeneo når sit klimaks. Det er tunge sager, der tages fat om i Mozarts store koropera, som stammer fra hans tidlige periode. Et personligt drama, der udspilles i sammenhæng med et bredspektret politisk billede, som instruktør Robert Carsen har forsøgt at aktualisere ved at bringe handlingen frem til nutiden og placere den i centrum af krig og flygtningekrise.

Idomeneo åbner en række af operaer dette forår i Operahuset, som gendigter græsk myter, hvori musikken strækker sig fra Monteverdi til Stavinskij. Værkerne kunne ikke være mere forskellige, men de bygger alle på forhistoriske fortællinger, som forekommer mere vigtige i dag end nogensinde.

En af de græske sejrherrer, Kretas konge, Idomeneo, vender hjem efter den trojanske krig medbringende trojanske krigsfanger. Den trojanske kongedatter Ilia er blevet sendt i forvejen. Hendes far kong Priamos er død. Ilia har på trods af krigen forelsket sig i Idamante, søn af Idomeneo, som er trojanernes fjende. Ilia tror, at Idamante elsker Elektra, der også er flygtet til Kreta. Elektra elsker også Idamante, men Idamante elsker Ilia.

Idomeneo og hans soldater kommer ud i en storm. Han lover havguden Neptun at ofre det første menneske, han møder på stranden, hvis han overlever uvejret. Den første Idomeneo møder, da han driver i land på stranden, og stormen har lagt sig, er hans søn Idamante. Idamante forstår ikke, at hans længe ventede far vender sig bort fra ham, men Idomeneo vil beskytte sin søn.

Carsen sætter Idomeneo i en nutidig scene på en middelhavsstrand omgivet af hegn, bevogtende soldater og Neptuns bølger. At føre handlingen frem til nutiden fungerer både på godt og ondt. Det klæder Idomeneos tematik og pointer at blive oplevet med nutidsbriller på, men samtidig synes jeg af og til, at grænsen trækkes for langt. Stærke virkemidler bliver taget i brug. En kærlighedsscene mellem Ilia og Idamante, hvor scenegulvet flyder af redningsveste understreger bestemt budskabet, men fremstår nærmest også for tvungent i situationen.

Et poetisk og realistisk dramaturgisk greb er de dramatiske videoprojektioner af Middelhavet. Videodesignet bidrager som effektfuld scenografi, og fremstår, som frygtet, ikke forceret, men løfter derimod handlingen og opsætningen.

Idomeneo bød på et udsædvanligt stærkt premierehold af sangere bestående af Niels Jørgen Riis som Idomeneo, Gert Henning-Jensen som Idamante, Margaux de Valensart som Ilia og Sine Bundgaard som Elektra. Aftenens store højdepunkt var, foruden koret, Sine Bundgaard som Elektra, der med sin præcise sopran var skarp og overbevisende, hvilket også kunne mærkes på publikums bifald ved fremkaldelsen. Hendes sceniske og musikalske overskud gik rent ind, og det gjorde hendes fremførelse af Elektras krævende og højdramatiske arie ”D’oreste, d’Aiace” bestemt også.

Jeg har efterhånden oplevet flere af Mozarts operaer, og Idomeneo bekræfter i den grad, at man ikke kan andet end at knuselske Mozart for sit bidrag til musikhistorien samt hans evne til at danne sit publikum. Mozart besidder, trods Idomeneo stammer fra hans tidlige periode, empati for karaktererne og et præcist følelsesmæssigt fokus, der bevæger sig ned gennem publikumsrækkerne. Ikke nok med at operaens hovedkarakterer er musikalsk gennemførte ned til mindste detalje, har Mozart formået at skabe et mesterligt korværk i operaen. Med det dygtige kongelige operakor, der var suppleret med en stor håndfuld statister, ved roret, skabes der en stemmemængde, der løfter operaen og tager publikum med storm. Mozarts Idomeneo byder på voldsom storslået musik, der illustrerer storm og havguden Neptuns monster.

Der er ingen tvivl om sammenhængen mellem Idomeneos tematik og nutidige problemstillinger. Fortællingen om den trojanske krig og dens efterspil bliver relevant for os i en verden, der mere end nogensinde har brug for løsninger fremfor konflikter, og dermed rammer opsætningen ned i knudepunkt, der gør operaen vigtig. Idomeneos karakterer er udmattede efter en lang krig, alle udtrykker de kolossal sorg over tingenes tilstand, og alle er ofre for krigen. Operaen reflekterer billeder af følgerne af krig og ødelæggelse, der til enhver tid er relevante og giver stof til eftertanke.

Det Kongelige Teater i co-produktion med Teatro Real Madrid, Teatro dell’Opera di Roma, Canadian Opera Company

Operaen, Store Scene, Det Kongelige Teater, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 29. februar-28. april 2020

Set den 29. februar 2020

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/idomeneo/?id=25380

Medvirkende: Niels Jørgen Riis, Gert Henning-Jensen som, Margaux de Valensart, Sine Bundgaard, Michael Kristensen, Torleif Steinstø, Morten Staugaard, Cille Ebling, Lucie Szabová, Lukas Noerbel og Lasse Christian Bach (denne aften) samt Det Kongelige Operakor

Instruktør: Robert Carsen

Dirigent: Julia Jones

Orkester: Det Kongelige Kapel

Scenografi- og kostumekoncept: Luis Carvalho

Koreograf: Marco Berriel

Lysdesign: Peter Praet

Videodesign: Will Duke

Varighed: Ca. 3 timer og 10 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod