Anmeldelse: Det store stilehæfte, Husets Teater

Posted by - Emma Brink Laursen
On - 2. marts 2020

Af Emma Brink Laursen

Grimme, griske, grænseløse, løgnagtige, råbende, vortede, suttende fremmede og en mor, der er væk. Hvad sker der, når alle grænser overskrides, og den virkelighed, man kendte, destrueres på brutaleste vis? Det er det spørgsmål, som lige nu rejses på Husets Teater i en ud-over-alle-grænser-vellykket forestilling!

Forestillingen bygger på den ungarske eksilforfatter Agota Kristofs roman Det store stilehæfte. Det er den første roman af tre om to tvillingedrenge, der, på grund af krig, må vænne sig til en beskidt og barsk tilværelse på landet hos deres bedstemor, ”heksen”. Hun vasker sig aldrig, går uden underbusker, tisser stående og på stedet, slagter kyllinger og spiser dem med fingrene, som hun sutter rene. Hun kalder tvillingerne ”horeunger”, og så har hun forgiftet sin mand, tvillingernes bedstefar – siges det…

Udover deres bedstemors rynkede, vortede, brunplettede ansigt, må tvillingerne stå over for mange fremmede ansigter. Nabopigen, der har hareskår og kan lide at sutte på yvere og andre ting. Præsten, der giver næstekærlige penge væk, hvis blot han får lov at se gadetøsers ”revner”. Pigen i præstegården, der rødmer, når hun med strittende bryster lokker tvillingerne til at bade med sig.

Tvillingernes værn mod krigens brutaliteter bliver skriften. De har én regel, når det kommer til deres fælles stilehæfte, og det er, at de skal skrive sandt. Derfor undgår de alle følelser, fordi følelser ikke er til at stole på. Ordet ”elske” er eksempelvis forbudt, fordi det mangler præcision.

For at beskytte sig selv mod de upålidelige følelser beslutter tvillingerne sig ligeledes til at hærde krop og sjæl. Deres kroppe hærder de ved at give hinanden lussinger og knytnæveslag, deres sjæle ved at genkalde sig deres moders kærlige ord, ”elskede børn, jeg vil aldrig forlade jer”, og sige dem højt igen og igen indtil tårer ikke mere presser sig på.

Det er to garvede og anerkendte teaterkræfter, Jens Albinus og Olaf Johannesen, der spiller rollerne som de snavsede, stålsatte tvillingedrenge. Desuden påtager de sig de øvrige roller også som bedstemor, nabopigen Hareskår, præsten og pigen fra præstegården. De skildrer på skarp og rørende vis ensomheden, der er uundgåelig, når man er børn i en krigstid, hvor de voksne er væk eller udnytter, at love og grænser hører en anden verden til.

Det er et ”vi”, der taler i romanen, og hvordan løser man så det i en teaterforestilling? Man taler i kor! ”Vi kommer fra den store by. Vi har rejst hele natten.” Albinus og Johannesen gør det fra forestillingens begyndelse, og selvom jeg i begyndelsen fandt det svært ikke at lade mit fokus stjæle af en opmærksomhed på, hvornår timingen var der, og hvornår den ikke var, så endte deres talen-i-kor med at skabe et smukt portræt af to drenge, hvis overlevelse afhænger af hinanden. De to skuespillere smeltede sammen til én, nøjagtigt som tvillingerne gør det med deres ”vi” i stilehæftet – som i øvrigt kan få én til at overveje, om der faktisk er et ”vi” eller blot et ensomt og spaltet ”jeg”.

Agota Kristof selv voksede op i Ungarn i den voldshærgede overgang mellem 2. verdenskrig og kommunismens diktatur. Som ung flygtede hun med sin mand og sit barn over den østrig-ungarske grænse og endte i det fransktalende Schweiz. Hun skrev Det store stilehæfte på det fremmede sprog, med en ordbog ved hånden, og disse omstændigheder har gjort hendes litterære sprog helt særligt – knivskarpt og usentimentalt.

Dette helt særlige sprog har Albinus – som udover at være på scenen også har stået for bearbejdelsen og instruktionen af stykket – ladet stå som forestillingens fokus, og andet havde også været uretfærdigt! Den sorte, skrånede scene står tom, bortset fra et stort, oppusteligt klæde, som bruges til at skabe forskellige rum – fra et nedbrændt hus til et boblende karbad. Skabelsen af billeder er overladt til ordene og til Albinus og Johannesens rytmiske, veltimede, følsomme, fængende fremførelse af dem.

Agota Kristof taler på baggrund af en politisk verden i sammenbrud, men det er egentlig ikke dét, som romanens stemme interesserer sig for. Den interesserer sig snarere for, hvordan man er menneske – og medmenneske. Det er det spørgsmål, som romanen – og forestillingen – behandler på simpel og chokerende vis, og det, der gør fortællingen evig aktuel.

Der er noget på spil, når man holder af en bog og skal se den opført som film eller teater. Agota Kristofs roman gjorde et helt særligt indtryk på mig, og derfor var det også med mere spændthed i kroppen end sædvanligt, at jeg satte mig til rette i publikumssædet i går aftes. Det skulle vise sig at være unødvendigt. Den fantastiske fortælling har Albinus og det kunstneriske hold taget i nænsomme hænder, og ud af det er der kommet en gennemfin og vigtig teaterforestilling, som jeg hermed anbefaler på mit allervarmeste. Og det er bestemt ingen forudsætning, at man kender til romanen på forhånd!

Husets Teater, Halmtorvet 9B, 1700 København V

Spilleperiode: 29. februar-28. marts 2020

Set den 29. februar 2020

Fotos: Henrik Ohsten Rasmussen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: