Anmeldelse: Beyond the Pleasure Principle: Superego, Teater Får302 (Salon New Love)

Af Line Weien Hoffmann

Beyond the Pleasure Principle: Superego er en utrolig interessant, morsom, provokerende, intellektuel og skæv undersøgelse af ”superegoet”. I fem enkeltstående værker, i fem meget forskellige kunstneriske og performative genrer, udfoldes og udfordres begrebet kontrol helt ud i det ekstreme.

Hvad kan vi kontrollere? Hvad kan vi ikke kontrollere? Hvad sker der, når vi slipper kontrollen? Og hvor ligger kontrollen i forskellige forhold og relationer? Relationen mellem skuespiller og publikum? Relationen mellem forskellige nationaliteter og racer? Det er spørgsmål som disse, m.fl., der undersøges i anden del af ”Salon New Love”s serie ”Beyond the Pleasure Principle”, hvor de tre hovedinstanser i Sigmund Freuds personlighedsmodel udfoldes som symbolsk system for forståelser af virkeligheden.

Forestillingen Superego er som nævnt anden del i serien, og ”superego” er det begreb psykoanalysens fader, Sigmund Freud, opfandt for det menneskelige center for idealer, fornuft, samvittighed og kontrol. Derfor er denne forestillingen en undersøgelse, og en utroligt vellykket en, af netop dette menneskelige kontrolcenter.

Superego består af fem sekvenser, der på hver sin måde arbejder med begrebet kontrol. Publikum præsenteres først for et videoværk, der udforsker det til stadighed skæve magtforhold mellem Danmark og Grønland og om, hvordan der stadig er levn fra Danmarks koloniseringen af Grønland i denne relation.

I de fem værker indgår også en underholdende, men utroligt konfronterende og provokerende standup-sekvens om racisme og om, hvordan man kan kontrollere fremtiden i forhold til dette problem. I en performance lecture fortæller Louise Pøhler om hjernen, sanserne og hvordan vores fornuft samt forståelse af rigtigt og forkert i høj grad skabes af gentagelser af rytmer og strukturer, der allerede findes i verden omkring os.

Det værk, der personligt gjorde størst indtryk på mig, var ”Night Shift”af Søren Meisner og Marc Kellaway, da det også i dette værk blev understreget, hvorfor netop teaterrummet, er det mest ideelle rum til at undersøge kontrolbegrebet. En kvinde kommer gående ind med et spritnyt usamlet IKEA-bord, stadig indpakket i plastik. Hun pakker det ud og begynder lige så stille at samle det. Der er ingen, der siger noget. Her sidder man som publikum og undrer sig over, om det virkelig bare er dét, der skal ske i dette stykke. Da endnu en kvinde kommer ind og begynder at samle et andet IKEA-bord, går det op for en, at det er det.

Senere i sekvensen, begynder de medvirkende at manipulere IKEA-bordene på forskellige måder: Samle dem forkert, save benene over, og til sidst samle dem, så de danner en flot skulptur. Det virkeligt kloge, men også provokerende for publikum ved dette stykke var, at der ikke blev talt overhovedet, hvilket man som publikum ofte har en forventning om, at der skal. Her blev kontrollen virkelig dyrket, særligt gennem stilheden og det langsomme tempo, som samlingen af bordene foregik i. Her udfordres publikums egen fornuft og superego, da de medvirkende på scenen kan tage så lang tid de vil, mens vores fornuft og pli siger os, at vi må blive siddende og følge opmærksomt med, mens vi desperat leder efter symboler eller budskab, fordi det fortæller vores superego os også, burde være i et teaterstykke.

I ”Night Shift” understreges altså virkelig, hvordan teatret, som det let kontrollerbare og manipulerbare rum det er, er et oplagt og spændende rum at undersøge kontrolfænomenet.

De fem værker blev bundet sammen af en vært, udgjort af en stemme over højtaleren. Denne stemme fungerede som en rød tråd mellem de meget forskellige værker, og den kunne ses som en gud eller fornuften og kontrollens stemme: Superegoet. Stemmen udfordrede nemlig publikum til at deltage i stykket, da den f.eks. bad os sige og gøre forskellige ting, bl.a. at gå op på scenen i pausen mellem stykkerne.

Værtsfiguren understregede derfor igen, at i teaterrummet har dem på scenen stor kontrol over publikum, da den kunne få os til at gøre ting, man normalt ikke ville gøre under en teaterforestilling samt udfordre publikums idealer og fornuft. Værtstemmen blev dog også en måde, hvorpå de medvirkende i Superego selv kunne slippe en del af kontrollen over forestillingen, da de lader publikum have en indflydelse på stykkets gang.

Den høje grad af publikumsdeltagelse var meget effektiv, da man konfronteres mere direkte og personligt tvinges til at tage stilling til stykket, og de spørgsmål der stilles: vil man være med? Tør man selv slippe kontrollen i teatret ved at råbe højt og gå op på scenen, selvom ens egen fornufts- og kontrolfølelse i den grad udforedres.

Superego er alt i alt et virkelig klogt sammensat stykke. Man føler sig underholdt og udfordret gennem hele stykkets forløb. De fem forskellige værker skaber dynamiske opbrud, og man når ikke at blive træt af et koncept eller en genre, før den igen brydes. Superego demonstrerer på elegant vis, hvordan et begreb kan undersøges gennem så mange forskellige genrer og virkemidler, og hvordan det kan forstås på så mange forskellige måder, og det giver virkelig stof til eftertanke. Jeg er meget begejstret!

Salon New Love

Teater Får302, Toldbodgade 6, 1253 København K

Spilleperiode: 26.-29. februar 2020

Set den 26. februar 2020

Foto: Søren Meisner

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende, koncept og tekst i værkerne:

  • ”Kujalleq af Camilla Aviaja Olsen og Cecilie Ullerup Schmidt
  • ”Tavsheds Treat af Louise Pøhler
  • ”Night Shift” af Søren Meisner og Marc Kellaway med Connie Munch og Marie Aarup Jensen
  • ”Der er håb” af Mette Hornbek
  • ”Vægtklassen” af Anne Sophie Gertz og Emilie Bendix

Værtindekoncept og tekst: Sara Hamming

Dubleant for Sara Hamming: Søren Meisner i rollen som Sara Hamming

Lysdesign og afvikling: Anders Bernstorff Nyegaard

Lysdesign (Night Shift): Mette Hornbek

Varighed: Ca. 2 timer og 20 min inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Sidste omgang, Café Viking (Supertanker theatre)

Af Christian Skovgaard Hansen   ”Teaterkompagniet Supertanker er en eksperimenterende teaterforening, som skaber samfundsrelevante ...

Anmeldelse: Klokkeren fra Notre Dame, Fredericia Teater (Københavner-premiere)

Af Christian Skovgaard Hansen   Fredericia Teaters succes og Reumert-vinder ’Klokkeren fra Notre Dame’ ...

Anmeldelse: Z – Monica Zetterlund, Teatret ved Sorte Hest

Af Christian Skovgaard Hansen   Monica Zetterlund (1937-2005) var en svensk skuespiller og internationalt ...

Anmeldelse: Nassim, Teater Grob (Bush Theatre & Nassim Soleimanpour Productions)

Af Christian Skovgaard Hansen   Nassim Soleimanpours nyeste forestilling Nassim er ikke en traditionel ...

Anmeldelse: Forførerens dagbog, Aveny-T (gæstespil fra Mungo Park)

Af Carina Blangsbøll Forestillingen er bedst til dig, der er Kierkegaard-fan. Hvis du ikke ...