Anmeldelse: Bortførelsen fra seraillet, Musikhuset Aarhus (Den Jyske Opera)
Af Anne Sophie Parsons
Mozarts opera Bortførelsen fra seraillet er et eksempel på, hvordan musikkens basunering af de inderste konfliktfyldte følelser fra trekantsdramaets spids. I nyopsætningen fra instruktør Philipp Kochheims side er eksotiske haremskonstellationer og besnærende orientalisme udskiftet med en moderne materialistisk millionærlejlighed, hvor forblændelsen af penge og magtstatus fungerer som et metaforisk guldbur for kvinden Konstanze og hendes splittelse mellem erotikkens dragelse og den økonomiske sikkerhed.
Bortførelsen fra seraillet er en co-produktion mellem Den Jyske Opera og Theater Münster i iscenesættelse af operachef Philipp Kochheim og med debut fra Claus Efland på Den Jyske Opera som dirigent for Aarhus Symfoniorkester. I operaen Bortførelsen fra seraillet bliver en redningsaktion omdrejningspunktet for de følgende strabadser: Adelsmanden Belmontes forsøg på, med hjælp fra tjeneren Pedrillo, at befri sin elskede Konstanze fra Bassa Selims serail – et andet ord for harem – bliver ikke så let en affære, som han skulle have troet, da det hurtigt står klart, at Konstanze måske i det hele taget ikke ønsker at blive befriet…
Clara Thomsen er en spot-on vægelsindet Konstanze, der ikke kan tage valget mellem materialismens diamantbesatte klør eller det mundæne kærlighedsfydlte liv, hvor Sven Hjörleifsson som det romantiske sidestykke Belmonte, dukker paratvillig og actionhelt-beredt op i allerførste scene i praktisk skindjakke, lommelygte og rygsæk med instrumenter til at bryde ind. Christoph Gareisen udgør en udfarende, men stadig konfliktfyldt Bassa Selim, der i den nye opsætning er blevet kåret som Årets Entreprenør og som omgiver sig med en overflod af dyre mærkevarer, malerier, skulpturer og interiør med Konstanze som den mest udsøgte skat.
Det komiske sidestykke til det elskende par sker i kraft af Cassandre Lemoine i rollen som den udsvævende Blonde, den kække gavmager Pedrillo, spillet af Martin Lechleitner, og Hakan Tirasoglu, som en perfekt bøvet fangevogter Osmin, der tror han ikke kan narres, men gang på gang, tages med bukserne nede af de andre karakterer – i både figurativ og teknisk forstand.
Scenografisk har Emily Bates erstattet en uddateret idé om pirrende haremer med en millionærlejlighed, hvor kunststykker og malerier viser indehaverens opulens, hvor Konstanze selv bevæger sig rundt som en inkorporeret del af det smukke inventar, mens kostumedesigner Mathilde Grebot iklæder hende i glitrende kjoler, for at understrege hendes rolle som pyntegenstand.
I Philipps Kochheims moderne opsætning leger Bortførelsen med seraillet med forståelsen for, hvad der kan være dragende i moderne parforhold og har god appetit på at udforske aspektet af mænd og kvinders tiltrækning af hinanden. Med en alder af mere end 237 år på bagen, er der rig muliged for at kaste blikket på samt genfortolke det givende indhold i Mozarts opera – og her kunne der også være ønsket mere fra selve operaens nyopsætning. Nytænkningens princip tages ikke skridtet videre i forhold til selve karakterne; der er ingen underbygget videre interaktion imellem de eneste to kvinder, som figurerer i stykket, og igennem dialog får vi ingen videre indsigt i deres opfattelser af ikke alene deres kærester, men hvorfor de opholder sig i Bassam Selims lejlighed, samt hvorledes de opfatter hinanden. Mændene i operaen har mere agens – i kraft af redningsaktioner og skurkeroller – og fører som resultat til, at Bassa Selim, stykkets oprindelige ”bad guy”, ender med at fremstå som den mest sympatiske og dimensionerede karakter, som kontroversielt udgangspunkt. Det ville have klædt forestillingen, at have inkorporeret scener eller dialog, hvor muligt, for at belyse Konstanze og Blondes indre universer, som modpol til Bassam Selim, Belmonte og Pedrillos aktive handlinger.
Hvor udviklingen af karakterne halter, nyder operaen nyder bestemt godt af sine sangere, der alle præsterer med syngende performances, som er hele oplevelsen værd. Bortførelsen fra seraillet spiller frem til den 3. april på sin Danmarksturné, hvor den kommer rundt i hele landet.
Den Jyske Opera og Theater Münster
Musikhuset Aarhus, Thomas Jensens Allé 2, 8000 Århus C
Spilleperiode: 21.-29. februar 2020
Derefter Danmarksturné 3. marts-3. april 2020
Set den 21. februar 2020
Fotos: Anders Bach
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://jyske-opera.dk/kalender/bortf%C3%B8relsen-fra-seraillet
Medvirkende: Clara Thomsen, Lina Johnson, Sven Hjörleifsson, Alexander Geller, Cassandra Lemoine, Guibee Yang, Martin Lechleitner, Andew Dickinson, Hakan Tirasoglu, Thomas Christian Sigh og Christop Gareisen (denne aften – forskellige hold) og Aarhus Symfoniorkester (skiftende symfoniorkestre)
Instruktør: Philipp Kochheim
Dirigent: Claus Efland
Scenograf: Emily Bates
Kostumedesigner: Mathilde Grebot
Lysdesigner: Ib Asp
Skræddere: Maria Lindholm, Fjordbak Kurtzhals, Sarah Ottesen, Ann-Charlott Jull (kostumechef)
Dekoration: Theater Münster
Malerarbejde: Charlotte Kjærgaard Dethlefsen
Danske overtekster: Leif V.S. Balthzersen
Varighed: Ca. 2 time og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod