Anmeldelse: Bryld – En verden på TVÆRS, Parken ved Frieboeshvile (Teatergrad)
Af Christian Skovgaard Hansen
Tine Bryld (1939-2011) var socialrådgiver, forfatter, brevkasseredaktør og radiovært. Hun var i 1977 en af stifterne af Børns Vilkår, og i perioden 1972-2008 drev hun P1-radioprogrammet ”Tværs”, som var en brevkasse, hvor hun rådgav unge om alle de problemer og udfordringer, som de unge står overfor.
Bryld – En verden på TVÆRS er den fjerde forestilling i Teatergrads musikalske Danmarkskrønike. Forestillingen fortæller historien om kvinde, der lyttede til ungdommens problemer. Spørgsmålet er, om hun selv har bearbejdet sine egne problemer. Og spørgsmålet er måske lige så meget, om ungdommen i dag ikke har den samme type problemer, som dengang. Verden har nok forandret sig, men de grundlæggende udfordringer og problemer er der formentlig stadig.

I 1989 fylder hun 50 år, og det skal fejres med en kæmpe fest. Her er familie, venner og kollegaer inviteret. Verden er i opbrud, og murene, der tidligere har delt verden i to, begynder at slå sprækker. Midt i det hele står Tine foran fødselsdagsfesten. Men hvad er der egentlig at fejre? En tale skal der jo til, synes hendes anden ægtemand Arne Gaardmand. Tine er ikke helt enig, men mens hun forsøger at skrive talen, trænger minderne frem. Det er minder, der rummer svigt, konfrontationer, kærlighed, udfordringer og glæder. Minderne gør ikke taleskrivningen lettere…
Andreas Garfields manuskript tager derfor udgangspunkt i Tine Brylds første 50 år. Teksten spørger: ”Hvem er du taknemmelig for at have mødt?” – og med det udgangspunkt laves der nedslag i Brylds liv. Fokusset er Tine Brylds eget liv og de mennesker, som hun har mødt, mens vi oplever mindre af den store verden omkring hende. Vi får dog lidt af det i mødet med Københavns daværende overborgmester Weidekamp og mødet med bz’erne.

Teksten er egentlig velskreven nok, men det er som om, at den alligevel aldrig bliver rigtig nærværende og skarp, ligesom vi forlader Bryld allerede ved fødselsdagen i 1989, hvorfor vi mangler noget om hendes liv i de sidste godt 20 år. Det ville have klædt teksten, at den var kommet et par spadestik dybere.
Pelle Nordhøj Kann får det bedste ud af teksten i hans energiske og levende iscenesættelse. Fortællingen bæres samtidig frem af en række fine musikalske indslag komponeret og skrevet af Martine Madsen, der selv fremfører sangene sammen med Christine Worre Kann.

Julie Riis spiller den centrale rolle som Tine Bryld, og hun giver et troværdigt portræt af hende. Vi oplever, hvordan hun selv privat var i tvivl om mange ting, mens hun udadtil kunne kommunikere med mange mennesker og klare deres problemer. Den balancegang formidler Riis præcist, når vi møder det sammensatte mennesker, som Bryld var.
De øvrige medvirkende, Brian Hjulmann, Mikkel Reenberg, Christine Worre Kann og Martine Madsen, optræder i en masse roller af skiftende karakter. De leverer alle fine karakterportrætter, som glimrende er med til at drive fortællingen frem. Skuespilpræstationerne fejler ikke noget.

Lea Burrows’ scenografi består af en lang scene med forhøjninger i begge ender, og stor stak plastikstole, der er bemalet til forskellige formål, og som både kan stables og skilles af. Stolene repræsenterer flere forskellige formål og faser i fortællingen, men brugen af dem bliver måske lidt vel overdreven, så de tager mere fokus end selve fortællingen.
Bryld – En verden på TVÆRS bliver et godt portræt af Tine Brylds første 50 år. Det bliver både et skarpt portræt af en stærk kvinde og af den verdens forandring, som hun levede i. Til gengæld mangler fortællingen måske lidt mere dybde, ligesom hendes sidste år og aftryk på samfundet forbigås mere. Det vejes dog op af fine skuespilpræstationer.
Teatergrad
Parken ved Frieboeshvile, Lyngby Hovedgade 2, 2800 Kgs. Lyngby
Spilleperiode: 6.-21. august 2026
Forestillingen spiller herefter på turné rundt i landet i august, september og oktober 2026
Set den 7. august 2026
Fotos: Per Morten Abrahamsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Julie Riis, Mikkel Reenberg, Brian Hjulmann, Christine Worre Kann + Martine Madsen
Dramatiker: Andreas Garfield
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Komponist og sangskriver: Martine Madsen
Scenograf: Lea Burrows
Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


