Anmeldelse: Kirsebærhaven, Nørrebro Teater

Af Line Rolighed

Russisk charme, skæbnes ironi, tryl og trivialiteter, eksistentialisme, eskapisme og kærlighed til det uperfekte og almenmenneskelige. Anton Tjekhovs fortælling om Kirsebærhaven har det hele og mere til, og Nørrebro Teaters opsætning er både gennemført, overbevisende, underholdende og aktuel.  

Russiske Anton Tjekhov skrev i 1904 Kirsebærhaven om en forgældet families gensyn med hinanden og deres elskede gods: Kirsebærhaven. At ejendommen inden længe ryger på tvangsauktion, er historiens katalysator, og selvom 11 ud af 12 af stykkets karakterer ihærdigt forsøger at holde fast i Kirsebærhaven, som den plejer at være, så er tingene slet ikke, som de plejer, og forandringerne samtidig truer og frister karakterne i Kirsebærhaven. Kun købmanden Lopákhin synes dog at virke løsningsorienteret, og i stedet for at tage ansvar for deres egen skæbne fråses der i Kirsebærhaven i stedet med både tiden og pengene – ligesom der på Nørrebro Teater i dette tilfælde fråses med gode skuespilpræstationer.

Kirsebærhaven er nemlig spækket med dygtige skuespillere. Hele 12 styks er det blevet til, og sammen skildrer de overbevisende de hjælpeløse karaktere fra Tjekhovs stykke. Tjekhovs interesse for mennesker og skæbner gennemsyrer værket, og kender man ikke allerede til stykket, skal man glæde sig til at stifte bekendtskab med divaen Ránevskaja, guvernanten Charlotta, den plaprende onkel Gajév, den uheldige bogholder Jepikhódov, den naive tjenestepige Dunjásja, evighedsstudenten Trofímov, hus-klenodiet Firs og alle de mange andre suveræne stereotyper, som i sig selv fremstår en anelse simple, men i samlet flok maler et sympatisk portræt af helt universelle menneskelig træk og dynamikker. 

Forestillingen Kirsebærhaven er en skøn blanding mellem tragedie og komedie. Kærligt og overbærende skildrer stykket menneskets uduelighed med forståelse for både letvægtige humoristiske elementer, såsom vilde dansescener, naiv kærlighed og tryllekunster, men rummer også eksistentialistiske tematikker og dybsindig livsfilosofi. På den måde komplimenterer tragedien og komedien hinanden og tillader Kirsebærhaven at ramme et bredt publikum.

Scenografien er derimod meget sparsom. Faktisk er den holdt så simpel, at kun gulvet antyder, hvor vi befinder os. Det er dermed overladt til skuespillerene selv at skabe en fortælling om tid og sted, og den ekstra udfordring klarer de mesterligt gennem veltimet samspil og brug af hele gulvet. På trods af at karaktererne aldrig rigtigt lytter til hinanden, er skuespillerne i konstant dialog med både hinanden og publikum – og netop fordi de ofte er mange på scenen samtidig, giver den simple scenografi mening, idet den giver plads til, at karakterne får lov til at iscenesætte sig selv i en mere neutral og tidsløs ramme. Et lidt større bidrag fra særligt lysdesignet kunne man måske godt ønske sig til at skabe denne ramme, men samlet set skaber det simple set-up gode vilkår for, at skuespillet kommer i fokus.

Grundet den rå scenografi og de derudover beskedne, grå kostumer er gestikken særligt vigtig i karakterpræsentationerne. Her tryller ikke kun guvernanten Charlotta spillet af Tina Gylling Mortensen, men faktisk brillerer hele holdet med skuespil der starter helt nede i fødderne. Hver karakter har sin egen måde at både stå og gå, og i den sammenhæng bør særligt fremhæves Christiane Gjellerup Koch som godsejeren Ranévskaja, Ole Lemmeke som broren Gájev, Youssef Wayne Hvidtfeldt i rollen som lakajen Jásja og stuepigen Dunjásja spillet af Marie Tourell Søderberg.

Et vigtigt tema er netop en søgen efter eget fodfæste i en forandringernes tid, og har man først fået øje for dette, er det bemærkelsesværdigt, hvor meningsgivende det faktisk er. Ligesom Tjekhovs karaktere søger tilbage til Kirsebærhaven, har det almene menneske for vane at søge tilbage i trygge rammer – også på trods af, at de måske nok ville være lykkeligere uden f.eks. Kirsebærhavens forpligtelser. Netop stykkets universelle tematikker, såsom at finde fodfæste i en tid med forandring, er ikke desto mindre årsag til at Tjekhov, ligesom i sin egen tid, stadig er populær den dag i dag. Til tider kunne man som tilskuer godt føle sig en anelse retningsløs og overvældet af de mange skæbner og tematikker der er i spil i samtidig. I det store hele var det dog blot med til at forstærke pointen i fortællingen.

Den primære årsag til min begejstring over Nørrebro Teaters opsætning af Kirsebærhaven skyldes uden tvivl de dygtige skuespilleres charmerende og hjertelige karakterportrætter. Alle karaktererne er gennemførte og tydelige i deres udtryk, og som tilskuer genkendte jeg dem alle, og heppede på dem hver især i deres ubeslutsomhed hele stykket igennem. Hvordan skal det dog gå med de hjælpeløse karakterer?

Anton Tjekhovs komedie Kirsebærhaven handler på mange måder om at turde. Hvad end det er at turde handle økonomisk, at turde handle på kærligheden, eller at turde bryde med det velkendte og tage ansvar for egen skæbne. Det er i høj grad op til tilskueren selv at bestemme, hvad man vil tage med fra forestillingen – hvis man altså kan beslutte sig selvfølgelig.

Man kan som tilskuer nøjes med at lade sig underholde af det fremragende skuespil og de komiske elementer, men forestillingen rummer også en anden dybde og et kærligt blik for menneskelige skæbner, og netop den sammensætning gør Kirsebærhaven både yderst aktuel, universel og skarp under det underholdende lag.

Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N

Spilleperiode: 21. februar 2020–4. april 2020
Med mulighed for gratis introduktion til forestillingen på udvalgte dage.

Set den 22. februar 2020

Fotos: Büro Jantzen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Mikael Birkkjær, Michelle Bjørn-Andersen, Sarah Boberg, Christiane Gjellerup Koch, Tina Gylling Mortensen, Asbjørn Krogh Nissen, Ole Lemmeke, Henrik Lykkegaard, Josephine Park, Maria Tourell Søderberg, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Jacob Weble

Instruktion og bearbejdelse: Madeleine Røn Juul

Oversættelse: Thor Lange

Scenografi og kostumer: Sven Dahlberg

Koreograf: Esa Alanne

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Salamimetoden, Aarhus Teater

Af Lea Hansen Damgaard   Hvordan forener man egoisme og kærlighed? Og er det ...

Anmeldelse: Møller og Larsen, Det Kongelige Teater

Af Anne Sophie Thingsted   I Møller og Larsen tørner to egenrådige gamle mænd, ...

Anmeldelse: Fornuft og følelse, Aarhus Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Aftenens forestilling er en dramatisering af Jane Austens berømte ...

Anmeldelse: MAND – KVINDE – HUND, Husets Teater

Af Jonas Gudmand   En natkabaret med én mand på scenen og en kvindelig ...

Anmeldelse: Alcina, Det Kongelige Teater (Operaakademiet)

Af Jonathan Stahlschmidt   Takkelloftet er en hyggelig lille scene, hvor man for tiden ...

Anmeldelse: Noget om helte, Nørrebro Teater

Af Eva Gudmand   ’Noget om helte’ handler bestemt ikke om noget med helte. ...