Anmeldelse: MAGT – for enhver pris, Tivoli (Satiregruppen MAGT)
Af Christian Skovgaard Hansen
Satiregruppen MAGT består af Mads Andersen, Christoffer Christensen, Steffen Jespersen, Morten Munk, Thomas Neergaard og Jonas Stimose, og den blev stiftet i 2015. Siden da er der løbet meget vand i åen. Gruppen er blevet mere professionel, og deres shows er blevet bedre og bedre, og den musikalske politiske satire er blevet skarpere og skarpere.
Det oplever vi også i deres nyeste show, MAGT – for enhver pris, som netop har haft premiere. Gruppen har aldrig været bedre, og det er deres bedste show til dato.
Som titlen på showet antyder er det magten, der er omdrejningspunktet. Alle kæmper om den. Men de fleste har mistet den. Tech-virksomheder, korrupte politikere og alt derimellem har taget den fra os. Verden er opbrud. Hvordan får – eller tager – vi magten tilbage? Denne magtkamp udfolder sig både på det nære og det lidt mere fjerne plan i verden, der hele tiden forandrer sig og er i krise. Spørgsmålet er, om Satiregruppen MAGT kan give os magten – og hvad prisen vil være for den!

Satiregruppen skriver selv deres tekster, og numrene i MAGT – for enhver pris er alle veloplyste, aktuelle og ikke mindst spiddende satirisk skarpe, og ingen kan vide sig sikre. Intet er helligt, men alt leveres med elegance, (k)ærlighed og et glimt i øjet. Selv de – ganske få! – lidt svage numre er denne gang ganske stærke.
Vi får et stort nummer om Lars Løkke Rasmussen, der er et politisk mesterstykke. Han er som en korkprop, der altid vender tilbage til toppen, og om nogen har han kunnet være den person, der har lagt navn til showet, for er der om nogen en politiker, som har prædikatet ”Magt for enhver pris”, så er det ham. Vi følger hans ikke altid kønne vej til magten, og vi bliver mindet om alle hans skandaler. Skandaler, som ville have kunnet fælde enhver anden politiker – men åbenbart ikke Lars Løkke! Han har flere politiske liv end nogen anden, og spørgsmålet er, om han og ”klovnebussen” overlever til næste valg…

Alex Vanopslagh og Morten Messerschmidt får også et par morsomme og meget sigende ord med på vejen. Efter pausen møder vi Enhedslistens tre cyklende kvinder i batikkjoler. De mener naturligvis alt det rigtige, men de er blevet champagnesocialister, og hykleriet er blevet ganske tykt, når de prøver at forklare Frank (Aaen? – om end han har været ude af politik i en del år…), hvorfor revolution og kamp er afløst af noget mere pragmatisk. Hold til højre! Regeringen får også et par rap over fingrene, når studentermedhjælperen fra Statsministeriet, kommer ind og med en række fortalelser siger alt det ukorrekte korrekte.

Til at hjælpe sig har satiregruppen denne gang skaffet sig en kinesisk robot, AI Ling. Robotten kan både hjælpe dem, og den giver i løbet af showet nogle ganske spiddende nyheder fra Folketinget, men vi oplever også, hvad der gemmer sig på det så uskyldige stykke teknik.
Som morsomme afbræk tager Jonas Stimose os også med til en avantgardeaften, hvor der leges med ordspil, mens der spilles på freds(sække)pibe, når vi får en alternativ udgave af ”Imagne” af ham og hans debile asiatiske hustru, eller når vi får oversat vores folkesjæl til dancemoves af en overgearet californisk antropolog.

Herudover kan vi gennem misforstået tolerancer møde nye alliancer, når forskellige minoriteter mødes, ligesom landbruget, dyrevelfærd, familielivet, forholdet til Grønland og meget andet får en kommentar med. Der er mange emner i spil, men på intet tidspunkt bliver showet flagrende eller ufokuseret.
Vi bryder heldigvis også ud af vores egne lille hønsegård. Frankrigs præsident og Tysklands kansler render rundt som hovedløse høns, mens USA’s præsident fremturer som den store hane i kurven, og han vil – også – magten for enhver pris. Det hele forstyrres dog af en invasiv, krigerisk mellemøstlig gøg og en lettere forkommen grønlandsk pingvin. Spørgsmålet er, hvem der mon ender med at klare ærterne… Det internationale fokus er også omdrejningspunktet i afslutningsnummeret, hvor der sættes fokus på, hvor gode venner USA og Europa engang var!

Morten Munk og Christoffer Christensen sørger primært for den mangefacettede musik, ligesom de af og til også finder vej til nogle af numrene. Generelt er satiregruppen et velspillende ensemble, hvor alle har en plads.
Pelle Koppel har igen velbalanceret instrueret showet, og også denne gang sidder timing og skift lige i skabet. Rikke Juellunds scenografi er enkel med de fire store MAGT-bogstaver, der kan skifte farve efter behov, og Helene Billingsøe Martinsens kostumer skaber morsomme karakterer. Der er liv og fart i Lelia Menias koreografi.
MAGT – for enhver pris er samlet spiddende musikalsk, aktuel og begavet politisk satire på allerhøjeste plan, hvor alle – berettiget! – er i skudlinjen. Til aftenens premiere fik de velfortjent et stort stående bifald. Afsted – enten i Tivoli eller på et af de mange turnésteder rundt i landet.
Satiregruppen MAGT
Tivoli, Glassalen, Vesterbrogade 3, 1620 København V
Spilleperiode: 3.-19. september 2026
Herefter fortsætter forestillingen på turné rundt i landet i september 2026-januar 2027, inden den slutter af i Tivoli, Glassalen igen den 6. februar 2027 – se spilledage og -steder på deres hjemmeside
Set den 3. september 206
Fotos: Daniel Buchwald
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Satiregruppen MAGT (Mads Andersen, Christoffer Christensen, Steffen Jespersen, Morten Munk, Thomas Neergaard og Jonas Stimose)
Tekst og idé: MAGT. Musik: MAGT, John Lennon, Yoko Ono, Harry McClintock, Paddy Ban O’Brian, Hans Ernst Krøyer, Adam Oehlenschläger, Don McLean, Brian Wilson, Chuck Berry, Jerry Lieber, Mike Stoller, Ed King, Ronnie van Zant, Gary Rossington, Bruce Springsteen, Billy Danoff, Taffy Nivert, John Denver, Bob Dylan, Niels Viggo Bentzon og Lester Flatt
Instruktion: Pelle Koppel
Scenografi: Rikke Juellund
Koreograf: Leila Menia
Kostumer: Helene Billingsøe Martinsen
Lys: Anders Leth
Lyd: Mads Kinnerup
Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

