Anmeldelse: Daugthers of Lear, The Deer and Rabbits (Københavns Shakespeare Kompagni)

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 19. maj 2026

Af Christian Skovgaard Hansen

William Shakespeare levede i 1564-1616, og mange af hans skuespil vist langtidsholdbare. Københavns Shakespeare Kompagni har i deres Patriark-trilogi taget fat i, hvilke konsekvenser det har at være underlagt en stærk, ofte tyrannisk og autoritær patriark, og de har undersøgt magtstrukturerne i de klassiske fortællinger.

Tidligere har spillet ”Konge, Henrik”, baseret på Shakespeares fortællinger om de mange Henrik-konger, og ”Prospero”, baseret på ”Stormen”, hvor hertugen af Milano er styrtet ved et statskup, og han er nu sendt til havs med sin datter Miranda. Nu er turen så kommet til sidste del i trilogien, Daughters of Lear, der som titlen antyder omhandler King Lears døtre.

Før forestillinger introducer Joesph Sherlock os til forestillingen, og han fortæller os blandt andet, at det ikke er nødvendigt at kende (meget) til fortællingen om King Lear for at se og forstå forestillingen. Det er på sin vis rigtigt, men det kan dog hjælpe publikum en del, hvis man som minimum kender til grundhandlingen i Shakespeares tragedie ”King Lear”.

Kong Lear har tre døtre: Goneril, Reagan og Cordelia. Kongen beslutter sig for at abdicere, og han vil dele sit rige i tre dele, så hver datter får en anden. Han beder dem derfor om at deklarere deres kærlighed til ham, så han kan dele riget til det i forhold til, hvor meget de hver især elsker ham. Det går dog ikke helt som planlagt, og Cordelia udvises til Frankrig, hvor hun senere bliver gift med en fransk konge, og riget deles mellem de to øvrige døtre. Kong Lear indser da sin fejltagelse, landet ligger i ruiner, og han finder ud af, hvem af døtrene der egentlig elsker (elskede) ham.

I Københavns Shakespeare Kompagnis version har Joseph Sherlock og Sarah Dahl Hasselgren, der har skrevet manuskriptet, sat scenen godt en times tid før, at Kong Lear vil bekendtgøre, at vil abdicere og dele riget. Det har Goneril fået nys om, så hun sætter søstrene Reagan og Cordelia i stævne. Hun mener, at de må udtænke en strategi, sammen, så de kan undgå stridigheder.

Manuskriptet er ganske godt udtænkt, og det viser os, at selvom vi aldrig møder Kong Lear, så er døtrene stadig underlagt ham, og det er ikke just sunde magtstrukturer, som vi er vidner til – både mellem Kong Lear og døtrene, men i særdeleshed også mellem de tre døtre. Hvis man først er med på den præmis, bliver Daughters of Lear til en lille halvandens times studie i, hvad magt og forventninger gør ved mennesket. På den måde bliver det et intenst lille kammerspil. Forestillingen slutter omtrent, der hvor Shakespeares ”King Lear” starter.

Fortællingen er dog lidt vel langsom om at komme i omdrejninger, når søstrene samles, og trods den relativt korte varighed føles den lidt langtrukken i visse passager. Det ændrer dog ikke på det overordnet fine og gennemtænkte manuskript, som forløses godt i Joseph Sherlocks instruktion. Teksten leveres flydende, men det, der dog forløser det hele, er nærmere alt det, som teksten ikke siger. Detaljen ligger i de små bevægelser, ansigtstræk og stemninger, Forestillingen spilles på formfuldendt engelsk, og de fleste vil kunne følge med.

De tre søstre er ganske forskellige, og det kommer også til udtryk i portrættet af dem. Goneril (Christina Hildebrandt) er intens, ilter og ret så kold, og alt skal gå efter hendes hoved for at blive godt. Reagan (Sarah Dahl Hassalgren) er mistroisk og hendes tone er på overfladen ironisk og distanceret, men vi aner, at der er meget mere på spil bagved. Hun er mere beregnende, end det milde ydre tilsiger. Cordelia (Josephine Due Feit) er flyvsk, ung og lettere naiv, og hun er – endnu ikke – fordærvet og skæmmet af det barske miljø på borgen. Alle tre spiller fantastisk og afpasset, så selvom vi sidder helt tæt på dem, er alt tøjlet og tilrettelagt.

Vi oplever aldrig selve Kong Lear, men vi mærker hele vejen igennem hans isnende og gruopvækkende tilstedeværelse. Selv når han ikke er der, har indflydelse på de tre søstre. Jo nærmere tiden for deres møde med faderen, jo mere foruroligende bliver de, og vi mærker, at de mærker, at det ikke nødvendigvis vil føre noget godt med sig.

Ligesom de to forrige forestillinger i trilogien foregår det hele på The Deer and Rabbits lille scene. Denne gang er scenografien nærmest ikke-eksisterende, men scenens rå look og to ind-/udgange kan sagtens gå for at være engelsk slot. Samtidig kommer Sarah Dahl Hasselgrens smukke kostumer til sin ret.

Daughters of Lear er hermed et flot punktum i Københavns Shakespeare Kompagnis Patriark-trilogi. Forestillingen stiller ikke alene skarpt på patriarken og magtstrukturernes betydning, men også – ganske vellykket – på dynamikken hos personerne, her de tre søstre, som ligger under for patriarken. Kan de holde det høje niveau i dramatiseringen og leveringen af Shakespeares tekster, er der al mulig grund til fortsat at følge dem.

Københavns Shakespeare Kompagni

The Deer and Rabbits, Øster Søgade 38a, 2100 København Ø

Spilleperiode: 30. april-30. maj 2026

Set den 16. maj 2026

Fotos: Joseph Sherlock

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.copenhagenshakespeare.com

Medvirkende: Christina Hildebrandt, Sarah Dahl Hasselgren og Josephine Feit

Tekst: Sarah Dahl Hasselgren og Joseph Sherlock

Instruktion: Joseph Sherlock

Kostumer: Sarah Dahl Hasselgren

Varighed: Ca. 1 time og 25 minutter uden pause